Tænk blåt med Toyota og kør grønt på gule plader

Toyota Yaris Hybrid Van er varebilen, der kombinerer el- og benzindrift til priser, der kan konkurrere med almindeligt maskineri

Toyota har gennem snart en del år været leveringsdygtig i standardbiler med hybridteknologi. De hidtidige modeller har været lidt for dyre for danskerne, men kommer du en smut til Sverige, vil du bemærke en del Toyota Prius i bybilledet. For selv om bilerne generelt er billige i Sverige,  er der på den anden side af sundet også penge at spare for bilejeren ved at vælge miljøklasse-køretøj. Både på den daglige drift og via de afgiftsreguleringer, visse miljøvenlige biltyper kan opnå.
Så det er altså allerede ret kendt teknik, Toyota byder på i den nye Toyota Yaris Van, der med tilnavnet Hybrid er en varebil med kombineret benzin- og elmotor under hjelmen.

Konkurrencedygtig pris

For første gang er det ikke blot teknikken, der er spændende, men også priserne. Selv efter dansk målestok er det vel fair at forlange 150.823 kr. inkl. moms for Yaris Hybrid Van, der i varevognsudgaven tilmed har et omfattende ”H2” standardudstyr med bl.a. aut.gear, aircondition og multimediesystem. Billigste konventionelle Yaris Van med 1 liters 3-cyl. benzinmotor koster til sammenligning 104.795 kr. inkl. moms.
Toyota Yaris Hybrid Van blev nr. 2 i kåringen af Årets Varebil på grund af sin teknologi, der ude som inde på bilen understreges med blå signalfarver. Det er åbenbart blevet den bæredygtige kulør til grøn teknologi som f.eks. også i Mercedes BlueTec og VW BlueMotion. Udover de blå signaler er der ikke meget mystik ved selve Yaris-varebilen. Varerummet er på kompakte 1.530 liter.

Flot udstyret

Takket være en særlig ombygning er hybridbatteriet gemt fint af vejen under lastefladen, der er hævet, så gulvet er helt fladt. Foran er der rigtig god plads; bilens størrelse taget i betragtning. Sæderne er af pæn størrelse, kabinen er højloftet og bredden gør, at du har ikke fornemmelsen af at blive mokket ind i en lille potte. Udstyret kaldet H2 Touch er decideret flot med bl.a. bakkamera i Toyota Touch-skærmen, 2-zone klimanlæg og CD-radio. Navigation koster dog ekstra: 4.995 kr. eks. montering
Først når du skal til at køre Yaris Hybrid Van, starter mystikken. Du drejer nøglen som i en almindelig bil, og der sker intet udover at det blinker fra diverse lys i instrumentbordet. For når der er tilstrækkelig strøm på hybridbatteriet, så starter benzinmotoren ikke. I så tilfælde vil bilen sætte i gang på ren eldrift, når du har sat gearvælgeren i D som drive.

Glidende overgang

Helt lydløst og op til ca. 50 km/t kan du liste af sted i nogle få minutter på ren el, hvorefter benzinmotoren rykfrit og glidende starter selv og tager over, hvor strømmen slap op. Opstarten af benzinmotoren er også umærkelig og næsten ikke hørbar, da det ikke er en traditionel startmotor, men el-generatoren, der starter forbrændingsmotoren. Det er naturligvis en fordel ved kø-kørsel og i den nære bytrafik, men den rene batteridrift hører nu hurtigt op efter en til to km. Derfor skal Yaris Hybrid ikke ses som en el-bil, der har en langt større batterikapacitet, men som en benzinbil, hvor eldriften supplerer den almindelige motor. Styringen og skiftet mellem el- og benzindrift foregår forbilledligt rykfrit.  Samme ros skal ikke gå til det trinløse e-CVT automatgear, der vanen tro for den slags transmission ved især kraftigere acceleration er en slatten elastik, der ikke fortjener betegnelsen gearkasse.

Specielle bremser

Styretøj og affjedring er til den stramme side, men den generelle komfort generes først ved højere motorvejshastigheder af et lydbillede, hvor vind- og vejstøj bliver generende fra 120-130 km/t.
Bremserne er lidt specielle, da de også medvirker til oplagring af strøm under nedbremsning. Det giver sig udslag ved, at du ved slutningen af en opbremsning godt fornemmer, at der klemmes til – lige en tilvænningssag. Hele energi-processen kan følges på en af den centralt placerede skærms mange menuer, men den er for opmærksomhedskrævende at holde øje med under kørslen.
Præstationerne er godkendt. Der er 75 hk i benzinmotoren og 45 hk i el-motoren. Arbejder de begge sammen i hybrid-mode, kaster de 100 hk af sig. 0-100 km/t kan derfor gå på bare 11,8 sek. og topfarten er 165 km/t. Men sporten ved at køre hybrid er også at køre billigt.

Harmonisk natur

Et forbrug ved blandet kørsel på 28,6 km/l lyder forrygende med en benzinmotor, men på testdagen med rask kørsel i den næsten nye bil kom vi ikke meget over 20 km/l. Det kan naturligvis gøres bedre. Med øvelse og blidere fod på speederen. Hvilket også passer meget godt til bilens harmoniske natur.
At køre den mest miljøvenlige varebil med benzinmotor ligger der også en vis signalværdi i, som nogle firmaer eventuelt vil bruge til at profilere sig med. Ude i kommunerne køber de allerede hybrider, så det har betydet leveringstid.
Det vigtigste konkrete ved Toyota Yaris Hybrid Van er imidlertid, at her køber du miljøvenlig teknologi, der også fungerer i det daglige. Rækkevidden er ikke et mareridt som i elbilerne, prisen er overkommelig og hybriden opleves stort set som en konventionel bil.

Ønskelisten

Et endnu lavere forbrug bør blive muligt, når Toyota en gang får hybrid-teknikken til at spille sammen med diesel-drift. Det er på vores ønskeliste, sammen med en bedre gearkasse og så ville vi også gerne have mulighed for at sætte anhængertræk på vores næste hybride varevogn. Træk fås ikke nu pga. batteri-placeringen.
Kunne du tænke dig en Yaris Hybrid varevogn på papegøjeplader til privat brug, spares der på indkøbet ca. 80.000 kr. i forhold til en tilsvarende Yaris personbil med alle sæderne i behold. Ulempen ved det regnestykke er tillægsafgiften ved privat anvendelse på 5.040 kr. plus den ordinære afgift på ellers lave 290 kr. halvårligt. Kombineret med det normalt højere værditab på en Van bliver det tvivlsomt, om det kan betale sig.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *