• Luftindtaget i motorhjelmen er lige som turbo-trykmåleren i displayet - unødvendigt men effektfuldt

  • Varerummet er på 1,7 kubikmeter og dermed lidt større, end vi er vant til i Golf-klassen, som den jo retteligt tilhører

  • Lineartronic-gearkassen er standard. I Europa har Subaru indlagt seks indprogrammerede trin i milliongearet for at tækkes europæiske kunder

  • Ingen fikumdik her. Basic design og masser af amerikansk flycockpit med store kopholdere, skærme og knapper

  • Du kan heller ikke vælge en hatchback. Levorg fås kun som stationcar

  • Kabinen er ægte Subaru, men de er kommet godt med på funktionaliteten

  • Ikke én men to små skærme med for eksempel speeder- og turbotryk

  • Mellem urskiverne kan du for eksempel få vist effektkurven for den valgte motorindstilling

  • Brugsenden af en Levorg. Ja, der er lidt Daihatsu anno 1991 over den

Subaru Levorg for de vægelsindede

1,6-liters turboboxer, automatgear, permanent firehjulstræk og et helt ton udstyr. Subaru Levorg er til en snæver men bilglad målgruppe

En ‘S’-knap til sportslige indstillinger, skifteflapper på rattet, 170-hestes turboboxer og en dejlig masse Impreza WRC-streg i de ydre linjer. Sådan er den skruet sammen, og du skal slet ikke træffe nogen valg. For der er ingen alternativer.

Men for første gang i Subarus historie er det slet ikke de nørdede ingeniører på den lille nichefabrik, der har stået enevældigt for resultatet.

Trætte kunder

Kunderne på hjemmemarkedet var blevet trætte af Subarus leflen for det amerikanske marked, hvor det indtil for ganske nyligt meget lille mærke har fået overvældende succes i løbet af de seneste fem-seks år.

Særligt den rummelige stationcar, Legacy, havde i sin sidste – skulle det vise sig – generation antaget så voluminøse proportioner, at kunderne vendte ryggen til den.

Pjat

‘Vi bygger biler, som vi mener, de skal være, og så håber vi, der er nogen, der vil købe dem.’ Sådan nogenlunde har indstillingen været. Kundeundersøgelser og tendenser i markedet har ikke været noget, man tager sig af på hverken direktionsgangen eller hos de ingeniører, der udvikler bilerne.

Ja, faktisk gik der rygter om, at det var ingeniørerne selv, der tegnede bilerne, for der var tilsyneladende ikke sat penge af til en design-afdeling. Den slags pjat kunne man virkelig ikke ulejlige sig med.

Europæiske tosserier

Og som det jo er med den slags nørderi, så fandt Subaru sit publikum. I Japan, Australien og bjergrige europæiske nationer som Sverige, Norge og Schweiz. Men kundeflugten blev alligevel taget alvorligt, og man besluttede at bygge en mindre Legacy, en Impreza stationcar, om man vil. Men kun til det japanske marked.

Det kom dog de europæiske importører for ører, og de pressede på for at få det nye vidunder til Europa. Det endte med, at ledelsen i den opgående sols rige forbarmede sig over de fjernvestlige forhandlere og gik med til at sende, hvad de kunne undvære. Men alle de europæiske tosserier med dieselmotorer og manuelle gearkasser kunne de godt skyde en hvid pind efter. Levorg har automatgear og benzinmotor. BASTA!

Rally-fornemmelse

Og resultatet er ganske enkelt fremragende. Væk er Legacy’ens komfortable men skrumlede køreegenskaber. Levorg har med ét fjernet limousinen fra Subarus modelprogram. Karosseriet lever videre i den lidt mere højbenede men mere offroad-orienterede Outback.

Og dermed er Subaru tilbage ved sine oprindelige dyder – solide brugsbiler som ved hjælp af et balanceret permanent firehjulstræk giver enten suveræne offroad-egenskaber eller underholdende rally-fornemmelse.

Speederrespons og høje omdrejninger

Levorg er selvfølgelig det sidste. Men den 1,6-liters turboboxer er den første benzinmotor fra Subaru, som giver en acceptabel benzinøkonomi, og det er nødvendigt efter europæiske standarder, når man nu ikke kan få den med dieselmotor.

Så er det rart, at man fra rattet kan vælge enten ‘S’ for Sport, hvor den giver lidt hurtigere speederrespons og højere omdrejninger for at skyde raketten af med størst mulig effekt. ‘I’ for Intelligent giver lidt roligere kørsel og et mindre brændstofforbrug.

Eyesight

Vi er altså tilbage ved de klassiske Subaru-dyder. Men de er begyndt at prioritere de teknologiske sikkerhedssystemer meget højt. Først senere på sæsonen får den Subaru EyeSight, som er et kamerasystem, der overvåger trafikken omkring bilen og bremser op i nødsituationer.

Men allerede nu kan du bestille Levorg med EyeSight til levering primo 2017. Hvis du går ind på Subarus hjemmeside og ser et billede af EyeSight, så vil du forstå, at det elegante design ikke just står højt på listen. Det gør effektivitet til gengæld, og systemet virker. Vi har prøvet det i Subaru Outback, og det er ganske overbevisende.

Infotainment

Også den højteknologiske underholdning har vundet indpas. Subaru Starlink infotainmentsystemet giver adgang til internetradio, apps og meget mere. Betjeningen sker via den syvtommers touchskærm i midten eller via multifunktionsrattet.

Kan du ikke finde din favoritmusik i radioen, forbinder du din iPhone, smartphone eller andre mobile enheder via Bluetooth, USB eller standard AUX-stik. Det er meget intuitivt og ikke nær så forvirrende, som man ser det hos mange konkurrenter, der vil det hele men ender mellem et hav af stole.

Gennemprøvet og funktionel

Kigger man rundt i kabinen, vil man også her ane en vis naivitet i indretningen. Men hvor den er knap så formfuldendt, er det til gengæld gennemprøvet og funktionel. Prisen på gule plader starter på 269.900 kroner plus moms (313.521 med moms).

Sammenligner du med etablerede konkurrenter med mere traditionel tilgang til komfort, er det ikke i den billige ende. Men tilføjer du firehjulstrækket og 170 effektfulde hestekræfter, bliver Levorg pludseligt meget konkurrencedygtig. Og for dem, der endnu ikke har stiftet bekendtskab med Subarus helt anderledes tilgang til bilbygning, er det helt klart en times tid værd at besøge den lokale forhandler for en prøvetur.

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *