• Armlænene i dørene har fået ny beklædning, luftdysserne er rammet ind i børstet alulook, og der er kommet pianolak i små detaljer i midterkonsollen

  • Bagklappen kan blive elektrisk, hvis du vil betale mere for det. Det er standard i de dyrere versioner

  • Forester er en af de mest komplette SUV'er i klassen nu, hvor den har fået automatgear til dieselmotoren. Og den er endda en ad de billigste

  • På underlag, der gør dig usikker på egen og bilens formåen, kan du med fordel aktivere X-Mode. Så trækker du det maksimale ud af Foresters suveræne firehjulstræk med et minimum af indsats fra føreren

  • Det er ikke mange år siden, at det krævede både to og tre gearstænger at klare alt det, som denne enkle gearstang i Subaru Forester kan. Og så gør den det endda meget mere effektivt ved hjælp af Subarus Active Torque Split, som fordeler momentet til de hjul med bedst greb

  • En stor og nem touch screen med fuld integration af smartphone, kørecomputer, Bluetooth og hvad har vi, har for længst løftet Forester og Subarus øvrige modeller ind i det 21. århundrede

  • Selv om Foresters ydre sagtens kunne tåle en make over, så er det anderledes komfortabelt og tidssvarende indendørs. Komforten er yderligere blevet forfinet med en del støjdæmpning

Subaru Forester gør dig til en bedre offroad-kører

Nu kommer Subaru Forester med automatgear. Håbløst indlysende synes vi, men en stor sejr for Europæisk diplomati

Næsten to årtiers kamp for et bedre produkt er slut. Nu kommer Subaru Forester 2.0D CVT. For os her i Europa er det logik for burhøns, at en SUV af Foresters kaliber skal have en effektiv dieselmotor med et passende automatgear, men for den japanske fabrik tog det lang tid af forstå ideen.

Det gør de nu, og det giver begrundet håb om et mere populært produkt end de danske salgstal antyder.

Amerikanske hyldemeter

Sidste år gav den første tilbagegang i salget af Subaru i Skandinavien i mange år. Det skyldes ene og alene, at Subaru grundlæggende vil blæse alt andet end USA en hatfuld, så længe der er hyldemeter at fylde på deres suverænt største marked.

I 2014 endte 514.000 biler ud af en samlet produktion på 890.000 i USA. Så alene af den grund er det forståeligt, at Europa kommer i anden række.

Bare for lige at sætte tingene i relief, så købte Danmark inklusiv Grønland og Færøerne sidste år 296 Subaru’er.

Forstå diesel

Dernæst har det været en udfordring af de større for de europæiske forhandlere og importører at få den lille japanske fabrik til først at forstå, hvorfor det var nødvendigt med en dieselmotor. Det tog det meste af 0’erne.

Subaru Forester er bedst – og værst

Varebilsvognmænd mod social dumping

Så skulle de vise, at de kunne sælge den, før fabrikkens ingeniører ville påtage sig opgaven med at videreudvikle på CVT-gearkassen, så den kunne klare det store drejningsmoment i dieselmotoren.

Sidst i køen

Alt det har været virkelighed i et par år, hvor de har haft Outback og Legacy med diesel og automatgear.

Subaru Forester har stået sidst i køen, selv om den er Europas bedst sælgende Subaru. For når det er Outback, der trækker læsset i USA, så må der trommes utålmodigt i bordet på vores side af dammen.

Og nu er den her så. Langt om længe.

Subaru Forester 2.0D Lineartronic, som er den trinløse CVT-gearkasses kunstnernavn.

Du ser godt ud

X-Mode ændrer en række indstillinger på speeder, gearkassen og ESP, så Forester giver bedre kontrol på glat overflade og fordeler kræfterne til det eller de hjul med bedst greb på opkørsler og kontrollerer nedkørsler.

Den får dig med andre ord til at tage dig ud som en rutineret offroad-kører, medmindre du kører helt tosset.

Men når du kigger på automatgearets skifteprofil, så virker det utroligt enkelt. Der er frem og tilbage – og X-Mode-knappen.

Seks trin uden effekt

Du kan også vælge at skifte selv ved at vippe gearstangen til venstre mod det lille ‘M’ for manuel ved siden af D. Så aktivere du seks forprogrammerede trin, som du kan skifte semiautomatisk via skifteknapper på rattet.

Det har ikke nogen egentlig effekt, men kunderne har efterspurgt det, fordi de savner en mere ‘naturlig’ og sportslig gearskifteoplevelse, så det har de fået.

I den kraftige 241-hestes turbobenziner ligger der endda otte forprogrammerede geartrin, så der rigtigt kan skiftes i en forrygende fart.

Kassens bedste træk

Og oplevelsen er præcist, som Subaru beskriver det. Man føler virkeligt, at det er en super hurtig version af en traditionel automatgearkasse, man betjener.

Vælger man den mere komfortable ‘D’-indstilling, bliver kørslen bare mere rolig. CVT-gearkassens suverænt bedste karakter-træk.

Nålen bliver stående

For den er så stærk, at den så at sige respekterer dieselmotorens store drejningsmoment. Når du træder på speederen med nænsom fod, vil den accelerere, mens nålen på omdrejningstælleren bliver stående. Prøv det selv, når den kommer i butikkerne til foråret. Det er faktisk lidt spøjst at opleve.

Førtst når du tramper godt til speederen, farer omdrejningerne op. Helt som det skal være.

Kunderne gik igen

Håbet – og forventningen – for blandt andre Subaru Danmark er nu, at salget af Forester drøner i vejret. I Danmark er der solgt meget få dieselmodeller. Langt de fleste har været med benzinmotorer og automatgear, og baseret på kunderesponsen er mange kunder gået ud ad døren med uforrettet sag, fordi de ville have diesel med automatgear.

Det kan de fra april måned.

Højere kvalitet

Samtidigt med automatgearet til dieselmotoren har Subaru valgt at løfte komfortniveauet i kabinen med lidt højere kvalitet i materialevalget, aludetaljer omkring luftdysserne og andre småting.

Priserne starter på 380.000 for en 2,0 benzin med manuelt gear. Dieselmotoren, som er den gode gamle Boxerdiesel med 147 hk og 350 Nm, med automatgear starter på 490.000 kroner.

På gule plader er de tilsvarende priser 219.900 plus moms (35.000) og 269.900 plus moms (43.600)

En tanke om “Subaru Forester gør dig til en bedre offroad-kører”

  1. Jeg vil lige korrigere det skrevne om Subaru Forester 2.0 D CVT- der er ikke 6 forprogrameret gear men 7 gear.

    Jeg har selv købt sådan en og har pt. haft den i knapt 5 mdr.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *