• Kapaciteten er på monumentale 20 kubikmeter pakker

  • Work XL er den første model for Streetscooter, der er baseret på en eksisterende varebil

  • Føreren får adgang til varerummet gennem sidedøren og direkte fra en bagdør i kabinen

  • Ford har lagt Transit til og været med til udviklingen af Work XL i samarbejde med Deutsche Post-selskabet Streetscooter

Her er den første Work XL

Ford og Deutsche Post DHL Group har præsenteret den første af i alt 150 elektriske varevogne med modelbetegnelsen Streetscooter Work XL, som de i fællesskab vil producere i år

Som vi tidligere på året skrev, har Ford og Deutsche Post DHL Group indgået et samarbejde om udvikling og produktion af elektriske varebiler til udbringning.

Nu er den blevet virkelighed. I går præsenterede de i fællesskab den første Streetscooter WORK XL i en serie på foreløbigt 150 biler.

Streetscooter

Streetscooter Work XL er baseret på chassiset af den store Ford Transit kombineret med en el-motor og et karrosseri baseret på specifikationer fra Deutsche Post DHL Group. I løbet af 2017 vil omkring 150 Streetscooter Work XL blive produceret på Fords fabrik i Aachen, Tyskland.

Deutsche Post DHL Group, deres datterselskab StreetScooter og Ford Motor Company planlægger i fællesskab at producere i alt 2.500 elektriske varebiler af denne type inden udgangen af 2018.

Ud af huset

I lighed med andre Electric StreetScooter-modeller skal Work, Work L og Work XL også sælges til andre kunder.

– Med den nye StreetScooter Work XL udvider vi flåden af elektriske køretøjer i varebilsmarkedet. Den er perfekt til at levere pakker i storbyer og andre tætbefolkede områder, og det vil gøre det muligt for os at levere et stadigt voksende antal pakker på en mere miljøvenlig og støjfri måde, kvidrer Jürgen Gerdes, der er medlem af bestyrelsen i Deutsche Post AG.

Præstige-projekt med potentiale

Ifølge beregninger vil hver varebil kunne reducere CO2-udledningen med cirka fem tons og spare 1.900 liter dieselolie årligt. Med 2.500 elektriske Work XL varebiler på vejene udgør det en samlet besparelse på op til 12.500 tons CO2 og 4,75 millioner liter diesel om året.

Udviklingen af bilen har kostet store ressourcer, og for Ford er det primært et præstige-projekt med potentiale til meget mere. El-varebiler har et stort usikkerhedsmoment i gensalgsværdien, fordi vi ikke kender markedet med nypriser, rækkevidde og – måske endnu vigtigere – beskatningen i de enkelte lande bare et år ud i fremtiden.

Kæmpe varerum

– Vi er meget stolte af dette ambitiøse projekt og vores stærke partnerskab med Deutsche Post DHL Group og StreetScooter. Projektet vil gøre os til Europas største producent af mellemstore elektriske varebiler, siger administrerende direktør for Ford i Europa, Mellemøsten og Afrika, Steven Armstrong.

Work XL med en kapacitet på 20 kubikmeter varerum én af de største varebiler overhovedet og vil kunne rumme mere end 200 standardpakker. Til sammenligning rummer Iveco Daily i største kassevognsudgave 19 kubikmeter.

Flere batteripakker

Den elektriske varebil bliver udstyret med batteripakker fra 30 kWh til 90 kWh. Det giver varebilen en rækkevidde på mellem 80 og 200 km og med en opladningskapacitet på op til 22 kW vil den gennemsnitlige opladningstid være på kun tre timer.

DHL-koncernen Deutsche Post har allerede 3.000 Electric StreetScooter Work og Work L i deres flåde samt omkring 10.500 elektriske cykler – det gør dem til den største bruger af elektriske køretøjer i Tyskland.

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *