• SsangYong XLV-konceptet får verdenspremiere i Genève om et par uger. Bilen er en fortsættelse af det tidligere viste eXIV-koncept i Paris 2012.

  • SsangYong XLV-1 fra 2011.

  • XLV-1 gav ubesværet adgang til kabinen.

  • Og bagtil havde XLV-1 højtåbnende bagklap og udtræksskuffe.

  • Ssangyong XLV-2 fulgte i 2012.

  • XLV-2 fortsatte i sporet fra XLV-1.

  • Efter XLV-2 fulgte en hybrid variation over temaet.

  • SsangYong mangler tilsyneladende ikke fantasi til at strege op til noget ekstraordinært.

  • Hybrid-udgaven af XLV-konceptet med solceller på taget til drift af kabineudstyret.

SsangYong afslører XLV-koncept

Flere spektakulære koncepter er parkeret på forsøgsstadiet

SsangYong er ved det kommende motorshow i Genève på podiet med et nyt koncept kaldet XLV, som står for ”eXiting smart Lifestyle Vehicle“. Der er tale om en hybrid-model med plads til syv passagerer eller et anstændigt varerum.
Den er 4430 mm lang, 1845 mm bred og 1600 mm høj. Akselafstanden er 2600 mm. Drivlinien består af en kombination af en dieselmotor på 1,6 liter og en elektromotor drevet af en llithium-ion batteripakke.
Som personbil er kabinen indrettet med et 2+2+2+1 sædearrangement, således at den enlige kan forskydes mellem de to bageste sæderækker. Med bare to sæder kan der blive plads til noget mere end et par værktøjstasker og en ramme softdrinks.
XLV-konceptet er 290 mm længere end det tidligere viste XIV-1 og en videreudvikling fra denne såvel som de tidligere viste XIV-2 og e-XIV koncepter.

Fra XIV-1 …

Det første XIV-koncept blev vist ved det internationale motorshow IAA i Frankfurt i 2011 som en kompakt familiebil på linie med f.eks. VW Polo. Med et frontdesign, der fulgte den samtidige Korando-baserede C200 crossover-model, LED-teknologi og moderne infotainment-system, var den med til at skabe forventninger om andet og mere end SUV-modeller fra SsangYong.
XIV-konceptet lagde an til en modelserie med valg mellem forhjulstræk eller 4-hjulstræk og ud-styret med benzin- eller dieseldrevne 4-cyl. 1.6 liter motorer.

… til XIV-2

Året efter præsenterede SsangYong XIV-2 som et såkaldt CUV-koncept – Crossover Utility Vehicle; bilproducenternes marketingfolk løber tilsyneladende aldrig tør sofistikerede modelbetegnelser.
XIV-2 eller CUV-konceptet fortsatte med 1,6-liter 125 hk/158 Nm og 130 hk/300 Nm motorerne og CO2-udslip angivet til henholdsvis 121/127 og106/112 g/km. De 4-cyl. motorer var kombineret med 6-trins manuel eller automatisk gearkasse samt brændstofbesparende start/stop-system. Akselafstanden blev opgivet til 2600 mm, mens den i længde, bredde og højde målte 4166, 1820 og 1566 mm.

– og videre til e-XIV

Tilsyneladende var SsangYong stadig ikke klar med en produktionsklar model, for senere samme år stillede det koreanske selskab til vet internationale motorshow i Paris op med hybridversionen e-XIV baseret på en batteridrevet 110 hk elektromotor og 20 kW generator fra to andre konceptbiler – KEV1 og KEV2 – samt en 2-cyl. benzinmotor på 1,0 liter.
Konceptet blev ledsaget med fine værdier såsom en rækkevidde på 80 km med fuldt opladet batteripakke og ladetider på mellem 20 minutter og fire timer, eller 600 kilometer ved blandet kørsel samt en topfart på 150 km/t og et CO2-udslip på kun 45 g/km.
Blandt de tekniske detaljer var en tagkonstruktion med 4W solcellepanel til at drive bilens kabineudstyr såsom radio- og infocentrer, airconditionering og kabinelys. Men stadig ingen nye serieproducerede modeller til supplering af SUV-programmet.

Men hvad bliver det til?

Nu kommer så XLV-konceptet, men de nævnte og andre konceptbiler til trods, har SsangYong stadig ikke fået udvidet modelprogrammet, så det kan give importører og forhandlere noget at byde på og forbrugerne noget at vælge iblandt.
Herhjemme ligger SsangYong-agenturet fortsat hos et importselskab i Interdan-gruppen, men det ligger musestille.

Se også: SsangYong har varebiler, bare ikke i Danmark

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *