• Ministeren sender reelt sagen til hjørnespark under dække af EU. Det er helt uacceptabelt, siger Erik Østergaard, administrerende direktør i DTL-Danske Vognmænd

Regeringen sylter varebiler

De kummerlige tilstande for udenlandske chauffører af varebiler og lønpres på det danske transportmarked ser ud til at fortsætte i årevis, efter at Transportminister Hans Christian Schmidt nu har nedsat et udvalg,d er skal se på tilstande, alle er klar over

‘Transportminister Hans Christian Schmidt er i sagen om manglende lovinitiativer på kurer- og varebilsområdet ved at udvikle sig til en sand mester i disciplinen hjørnespark’.
Det skriver DTL – Danske Vognmænd i en pressemeddelelse, der går skarpt i rette med ministerens nølen med at få gjort noget ved tilstandene for varebiler og deres førere i Danmark.

I sidste uge fortalte Transportministeren, at han havde en længere tidsplan i kikkerten med udsigt til et lovforslag en gang i oktober næste år.

Udenlandske varebiler

Det var et svar til socialdemokraten Christian Rabjerg Madsen, der gerne vil have gang i en lovgivning, skal stille uddannelseskrav og gøre vognmandstilladelse lovpligtig, når man kører med varer for fremmed regning i Danmark.

Polemikken udspringer af de mange varebiler på udenlandske nummerplader, der er blevet så synlige i gadebilledet i Danmark.

25-ører og småsten

Tager man en tur rundt på rastepladserne langs motorvejene, vil man opleve en enorm stigning i antallet at polske varebiler med sovekabiner på taget af førerhuset og tilstande, der minder om de sigøjnerlejre, politiet ryddede på Amager for et par måneder siden.

Det har længe været et problem med lastbilchauffører, der kører rundt i Europa for lud og koldt vand for at sende 25-ører og småsten hjem til familierne.

Flygtningelejre

Ved at lade dem køre rundt i 3,5-tons varebiler slipper vognmændene for de irriterende kørehviletids-regler, så de reelt kan køre døgnet rundt – når der ellers er gods at køre med. Når der ikke er noget at køre med, får vi de flygtninge-lejr-lignende forhold på transportcentre og rastepladser.

En anden omgåelse af reglerne går ud på, at varebilerne fungerer som kummerlige chaufførbusser, der er indrettet med madrasser og klapstole, som de kan opholde sig i, mens en anden overtager lastbilen. Det er disse uværdige tilstande for udenlandske chauffører og løndumping for alle, man vil til livs ved at kræve vognmandstilladelser og uddannelse af varebilschauffører.

Puster sagen op

Men Hans Christian Schmidt nøler og nedsætter nu et udvalg, som skal se på indførelse og konsekvenser af lovgivning for varebiler, der kører godskørsel for fremmed regning. Men det falder ikke i god jord hos DTL – Danske Vognmænd.

– Først valgte ministeren at stoppe det udredningsarbejde, den tidligere regering havde sat i gang. Så modarbejdede man det i folketingssalen og pustede sagen op til at ville berøre flere hundredetusinder negativt – selv om tallet reelt er cirka 5.000 vognmænd, heraf en stor del som selv ønsker regulering.

Dødboldsekspert

– Da ministeren fik et flertal imod sig og blev pålagt at komme med et lovinitiativ, henviste ministeren til, at han ville vente på EU og først kunne komme med et lovinitiativ langt ind i 2017 siger DTL-direktør Erik Østergaard og tordner videre.

– Da han mødte kritik for dét hjørnespark, vælger ministeren så at lave et nyt: Nu skal der nedsættes et udvalg. Ministeren er ved at være godt rutineret i dødboldsituationerne, men det bringer ikke kurer- og varebilsbranchen fremad.

Helt uhørt

Næstformanden i Transportudvalget, Dansk Folkepartis Kim Christiansen, truer ifølge dagbladet Jydske Vestkysten med, at flertallet uden om regeringen selv fremsætter og vedtager lovændringerne uden om regeringen.

– Jeg synes ikke, det er rimeligt, og det er helt uhørt, at transportministeren ikke tager det alvorligt, hvad et flertal har vedtaget er Kim Christiansen, DF citeret for at sige.
DF-ordføreren har selv tidligere stillet forslag om en regulering.

Fremmed regning

Erik Østergaard erklærer sig helt enig med Kim Christiansen:
– Ministeren står jo med et valg: Enten ser han gennem fingre med socialt bedrageri, manglende arbejdsmiljø, manglende trafiksikkerhed, fusk med moms og skat og med social dumping og unfair konkurrence – eller også går ministeren aktivt ind i kampen for et bare rimelig reguleret og ordnet varebilsmarked.

– En lang række af virksomhederne – både små og store, der agerer på dette marked, med varebilskørsel for fremmed regning, efterlyser selv en regulering. Så vi kan ikke tolke ministerens mange krumspring som andet end uvilje.

Respekt, hr Minister

Det aktuelle forslagsstiller, Christian Rabjerg Madsen, MF for Socialdemokratiet, er heller ikke imponeret over ministeren:

– Ministeren må kridte skoene, komme i gang og vise respekt for det flertal i Folketinget, som i modsætning til ministeren er klar til at skride ind overfor social dumping i varebilsbranchen. Det er simpelthen for dårligt, at ministeren tilsidesætter et bredt folketingsflertal ved at skyde beslutningsforslaget til hjørne, sagde Christian Rabjerg Madsen (S) forleden.

Bare kom i gang

– At Trafikstyrelsen ikke kan finde midler til at ansætte en håndfuld medarbejdere er ikke en ordentlig forklaring, mener Erik Østergaard.

– Det er som alt andet et spørgsmål om prioritering. Der er også en række besparelser i form af mindre socialt bedrageri og konsekvenser af social dumping samt skatte- og momsindtægter osv., der skal medregnes. Det er bare at komme i gang.

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *