• Regel nummer 1: Lås varebilen, når du forlader den

  • Hvis tyven ved, der er installeret sikringsbokse og andet irriterende udstyr, vil det afskrække ham

  • Sørg for at parkere sikkert og gøre livet for tyven så besværligt som muligt, siger Michael Petterson fra Sortimo

Slip for indbrud i varebiler

Tyverialarmer, ekstra låse og almindelig sund fornuft skræmmer tyven væk og nedsætter risikoen for indbrud i varebiler

Indbrud i varebiler er et stigende problem. Tidligere løb tyvene med hele varebilen, fyldte den med tyvekoster og kørte den til Polen, hvor forsikringsselskaber og politi kunne finde dem på afsides liggende værksteder. Hvis de var hurtige nok.

I dag har startspærre, politi og almindelig omtanke bragt antallet af stjålne varebiler ned. Vi er blevet bedre til at gemme nøglerne, og politiet ved efterhånden, hvordan tyvene skal spottes.

Svage sjæle på natarbejde

Men indholdet i varebilerne frister stadig. Både i firmaer og hjemme i håndværkernes indkørsler, hvor firmabilen ofte overnatter, har svage sjæle på natarbejde fundet nye jagtmarker.

Mange varebiler er den seneste tid blevet brudt op og tømt for dyrt værktøj. En kedelig tendens for mange håndværkere.

100 håndværkerbiler tømt

Ifølge Dansk VVS er antallet af indbrud i varebiler for første gang stigende efter en årrække, hvor tendensen ellers har været faldende. Ifølge TV2.dk er knap 100 håndværkerbiler blevet tømt for dyrt værktøj i Midt- og Vestjylland i perioden januar-maj 2017.

– Men de ubudne gæster kan holdes væk med de rette forholdsregler, siger administrerende direktør i Sortimo, Michael Pettersson.

Oplagt mål for tyve

Sortimo er Europas førende leverandør af varebilsindretning, og de vil selvfølgelig gerne sælge deres produkter, som også omfatter tyverisikring af bil og indhold. Men Michael Petterson har også et par gode råd, som er værd at tage med på vejen – og hjem.

– Tyverierne sker især om natten, når varebilen er parkeret i nærheden af håndværkerens hjem. Mange varebiler kører rundt med specialværktøj for flere millioner kroner, hvilket gør dem til et oplagt mål for tyve. Især det mere kostbare specialværktøj, el-værktøj og dyrt elektronisk udstyr, iPads mv. tiltrækker ubudne gæster, siger Michael Petterson.

– Dertil kommer, at et indbrud også koster i nedetid på varebilen, som ofte skal en tur til mekanikeren for at få repareret låse, ruder m.m. Får tyven først adgang, kan det derfor hurtigt blive en dyr fornøjelse, forklarer han.

Mærk værktøjet

Men mange af disse indbrud kan undgås med helt simple forholdsregler. Ifølge Topdanmark er det først og fremmest vigtigt at låse døren, når man forlader varebilen. Mange indbrud bliver til simple tyverier, fordi håndværkerne ganske enkelt glemmer at låse dørene.

Det mest effektive er selvfølgelig at tømme bilen for værdier, men det er for de flestes vedkommende ikke en mulighed. Forsikringsselskabet opfordrer desuden til, at du sørger for at blænde lastrummets vinduer af og installere tyverialarm i både fører- og lastrum. Samtidig er det en god ide at mærke værktøjet – og skilt gerne med. at udstyret er tyverisikret.

Gør det svært for tyven

Husk også at ‘reklamere’ med alarmen og alle dine ekstra tyveri-forholdsregler ved hjælp af for eksempel klistermæker, så tyven forstår, at det er en dårlig ide at forsøge sig med netop denne bil.

Michael Petterson påpeger, at jo længere tid tyven skal bruge på at få adgang til varebilen, jo mindre er sandsynligheden for tyveri.

Jobansøgning

Hvis bilen ser besværlig ud at arbejde med, og risikoen for at blive opdaget er stor, vil tyven søge andre græsgange. Forhåbentlig via en jobansøgning. Foranstaltninger, der kan forebygge og hindre indtrængen, er derfor vigtige.

– Sørg for at parkere godt og sikkert, for eksempel på en lukket parkeringsplads eller et lyst og synligt sted, så omgivelserne kan reagere, hvis der sker noget mistænkeligt. Det kan også være en god idé at installere forstærkede ruder eller sikkerhedsgitter på dørene, siger Michael Petterson.

Sikkerhedsboks

Skulle tyven alligevel få adgang til varebilen, kan du højne den indvendige sikkerhed ved at installere ekstra låsesystemer, forstærkede ruder eller alarm med rumføler. Og med en sikkerhedsboks kan du effektivt sikre værdifulde genstande såsom iPad, computer og iPhone.

– Vores sikkerhedsboks, Safe RFID, kan rumme flere værdigenstande og kan nemt integreres i køretøjets reolsystemer. RFID-teknologien gør det nemt at bruge boksen, som kan åbnes hurtigt, ligesom nøglen kan programmeres, så du kan åbne flere bokse på én gang, siger Michael Pettersson.

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *