• Skoda Kodiaq skal sælges på muligheden for at gøre hvad som helst hvor som helst med - og i - sin bil

  • Bagsmækken ligner næsten en BMW X5 - med lidt god vilje

  • Og bag smækken gemmer sig et varerum på et par kubikmeter af den gode, reelle slags

  • Med en akselafstand på 280 cm for at gøre plads til en ekstra sæderække bliver Kodiaq med sit store varerum attraktiv på gule plader

  • Otte tommer touchskærm bliver ikke standard. I de billige varianter må vi nøjes med 6,5 tommer

  • Linjerne er Skodas skarpe snit, så den ligner det øvrige program. Den fylder bare lidt mere i bakspejlet

  • Kabinen er Superb - som man siger

Skoda Kodiaq udfordrer etablissementet

Det bliver sværere og sværere at være en dyr firehjulstrækker. Skoda Kodiaq udfordrer klassen for store SUV'er på komfort, sikkerhed og sund fornuft

Skoda Kodiaq er bygget på samme platform som VW Tiguan. Den er bare strukket lidt for at kunne befordre syv personer med hver sin sikkerhedssele. For os gulplade-folk betyder det som sædvanlig kun én ting: Mere plads.

Faktisk bliver varerummet på storladne 2.000 liter – godt og vel. Kodiaq ligner en kæmpe selvfølge, som bare skulle bygges. Skoda har haft adgang til platform, motorer og teknik længe. Tidligere har for eksempel Jeti vist tilløb til noget stort, men både den og Roomster kom på et tidspunkt, hvor Skoda søgte efter noget aparte, noget helt særegent.

Skal se nemt ud

Erfaringer fra markedet – altså alle konkurrenter både i og uden for Volkswagen-koncernen – har vist, at kunderne slet ikke vil stikke så meget ud. De vil bare have SUV’er, der kan løse rigtigt mange daglige opgaver.

Vi skal helst kunne vise os i den på jobbet, foran børnehaven, på ferien og på de aktive weekendudflugter uden at se ud som om, vi anstrenger os. Og det kan man i en Skoda Kodiaq i en grad, så det bliver svært at argumentere for at købe en af de erfarne konkurrenter. Inklusiv Tiguan og Audi Q5.

Fra øst-balje til tysk kvalitet

De første spæde meldinger fra de første demokørsler melder om fine køreegenskaber med en tilbagelænet kørestil og komfort i kabinen, så bevisbyrden snarere er lagt over på dem, der har smidt et par hundrede stænger mere for en af de etablerede SUV’er.

For sådan er det blevet med Skoda. Tjekken er for længst kørt fra de gamle historier om den billige øst-balje til økonomisk tysk kvalitet. Ja, det er nærmest blevet et kvalitetsstempel af køberens sunde fornuft at køre Skoda.

Høj trailervægt

Dieselmotorerne er den gamle 2.0 TDI i to effekt-trin; 150 og 190 hk. Med 4×4 eller forhjulstræk. Benzinafdelingen varetages alene af 1.4 TSI – og så den festlige 2.0 TSI med 180 hk i topversionen, som altid har firehjulstræk.

Og så er der godt nyt til håndværkere med en lille gravemaskine på værkstedet og en hestetrailer i weekenden. Kodiaq må trække op til 2.500 kg, så den er ved at kunne bide skeer med pickupperne på dette område.

Wifi og nødbremse

Kabinen læner sig tæt op ad økonomidirektions-bilen Superb i både indretning og oplevelse. En 6,5-tommer touchskærm med Apple Carplay og Android Auto bliver standard, mens du skal op i én af de finere udstyrede modeller for at få den store 8-tommers med GPS og Wifi.

På sikkerhedssiden er det glædeligt, at VW’s automatiske nødbremse bliver standard i samtlige Kodiaq-modeller. Det redder mange fodgængere og cyklister fra knubs, når bilisterne har travlt med andet end at køre bil.

En stor dreng

Og Skoda Kodiaq har plads til komforten. Med en bredde på hele 188 cm og 2,8 meter mellem akslerne hører den til blandt de store drenge, som man rigtigt gerne vil have skydedøre i, når man holder på Nettos smalle parkeringspladser.

Om der bliver råd til bøffer fra slagteren på den anden side af gaden, ved vi mere om, når vi kommer lidt tættere på premieren. Priserne bliver offentliggjort i starten af 2017, hvor vi også ved mere om den præcise premiere på dansk asfalt.

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *