• Murermester Jan Lund er godt træt af at bruge penge og tid på langfingrede tyveknægte

  • Et lille hul i sidenruden er nok til, at tyvene kan få hånden ind og låse op til varerummet

  • Låsekontakterne sidder lige under sideruderne i begge sider og virker, selv om der ikke er nøgle i bilen

  • Og sådan ser Jan Lunds låsekontakter ud, efter at hans værksted har blændet dem for ham

  • Tyvene vil gerne have arbejdsro, og siden Jan Lund klistrede denne mærkat i sideruden for tre uger siden, har der ikke været ubudne gæster

Seks indbrud i sin varebil på et halvt år

Murermester Jan Lund er plaget af indbrud i sin varebil. Tyverne kommer ind uden de store problemer ved at bruge bilens eget låsesystem

Siden forsommeren har murermest Jan Lund seks gange haft indbrud i sin varebil, en Ford Transit Custom, på P-pladsen uden for sit hjem i Greve. Og hver gang har fremgangsmåden været den samme.

Tyvene smadrer den trekantede siderude og stikker en hånd ind og låser bilen op på knappen ved dørhåndtaget. Den låser også varerummet op, og så er det bare at tage for sig af værdierne.

Politi og forsikring

De mange indbrud koster både tid, penge og en masse frustrationer, som hverken Jan Lund eller de mange andre ofre for indbruds-bølgen kan stille noget op imod.

– Den første gang havde de stjålet alt mit værktøj. Det tog mig en hel dag at gøre det op og melde det til både politi og forsikring. Bagefter skulle jeg jo ud og købe nyt, og det er der ikke nogen ud over sælgerne, der synes er særligt fedt, siger Jan Lund.

Kunderne venter ikke

– Og så er der jo kunderne. De står ikke bare og venter på, at mureren får klaret sine små problemer. De har da rigeligt i deres egne. Så kan det godt være, jeg kan forklare det til den kunde, jeg er i gang hos, siger Jan Lund, som blandt andet laver mange badeværelser for private.

– Men når man så har brugt en ekstra dag her og en ekstra dag der, fordi der er nogle idioter, der ikke kan kende forskel på dit og mit, så er der nogle kunder i den sidste ende, der finder en anden håndværker. Det er logik, siger han.

Surt

Jan Lund indhenter forsinkelsen ved at arbejde til sent på aftenen og i weekenderne, når det kan lade sig gøre. Men udgifterne og ærgrelsen må han bide i sig.

– Det koster mig 2.500 kroner plus arbejdsløn og mellem to-tre timer at køre ud til Ford og få den skiftet hver gang. De er vant til det og gør det med det samme. Men selvrisikoen gør, at det ikke kan svare sig at køre det over forsikringen. Med alle de indbrud havde de sikkert også bare hævet præmien. Det er altså surt, siger murermesteren.

Blændede låsene

Allerede første gang, han kom til sit værksted med en smadret rude og et varerum uden værktøj, tilbød hans værksted ham at blænde låsekontakterne i kabinen af, så man ikke kan låse varerummet op ad den vej.

– Det sagde jeg ja til med det samme, og siden har jeg ikke fået stjålet værktøj. De kan jo ikke komme ind i varerummet. Men af én eller anden årsag bliver de ved med at smadre ruden. Så enten er de meget glemsomme, eller også er det ikke de samme tyve, der er på spil. For der er ikke noget at stjæle i kabinen.

Et klistermærke

At de ikke reagerer på de blændede låseknapper kan skyldes mørket eller stress i situationen. Derfor satte han for tre uger siden klistermærker fra et alarmselskab i sideruderne. Og foreløbigt har der ikke været indbrudsforsøg siden.

– Så må vi jo krydse fingre for, at det holder. Det har kostet mig næsten 20.000 kroner plus alt besværet. Nu vil jeg godt have lidt arbejdsro til at indhente det tabte, siger Jan Lund.

Læs i morgen om, hvordan Ford Motor Company i Danmark reagerede lynhurtigt, da Altomvarebiler.dk fortalte dem om fremgangsmåden bag de mange indbrud i varebiler.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *