• Chevrolet Colorado betegnes kun som en mellemstor pickup i USA, men den er stadig større end eksempelvis en Toyota Hilux.

  • Den nye dieselmotor er på 2,8 liter og yder 183 hk og 500 Nm.

Say what – Chevrolet Colorado med diesel

Amerikanerne er ved at vende skuden – Chevrolet Colorado virker næsten fornuftig, når den fremover kan fås med en 2,8-liters dieselmotor

Der findes amerikanere, der er villige til at afsætte folkevalgte politikere i udviklingslande, hvis det betyder, at deres benzin fortsat kan flyde frit. Så meget elsker amerikanerne benzin, og de er vant til at hælde det i nærmest alt – både barbecue’en og truck’en. Diesel til gengæld – det er kun noget for lastbiler.

Prisfald og ny motor i Land Cruiser

Altså indtil nu. Chevrolet har netop introduceret en 2,8-liters Duramax-diesel i deres mellemstore pickup Colorado, og det bliver spændende at se, om amerikanerne bider på. Men fra et europæisk synspunkt virker komboen umiddelbart fornuftig.

Motoren yder 183 hk og 500 Nm ved 2.000 o/min. Det må siges at være ganske respektabelt, men fordi motoren kun har fire cylindre og efter amerikansk standard er lille, så får Colorado også et forbrug, man faktisk kan leve med som europæer. Der går rygter om ca. 12,7 km/l, som ganske vidst ikke er imponerende, men Colorado er trods alt en smule større end eksempelvis Toyota Hilux og VW Amarok.

Kun med automatgear

Amerikanerne er dog ikke konverteret helt, for den nye Duramax-diesel fås kun sammen med en 6-trins automatisk gearkasse. Den 6-trins gearkasse er udviklet specielt til motoren, og i momentomformeren har man monteret en dæmper, der kan absorbere vibrationer og støj. Grundlæggende er det en række fjedre, der bevæger sig i den modsatte retning for at neutralisere vibrationer. Systemet kaldes Centrifugal Pendulum Vibration Absorber (CPVA), og Chevrolet hævder, at det er første gang systemet er i brug i en pickup.

Sådan vil Chevrolet stoppe i Danmark

Men hvad koster den

Prisen for hele herligheden starter ved 214.437 kr. i USA. Det er en, for amerikanerne, ret heftig merpris på 25.231 kr i forhold til modellen med benzin-V6’er. Men så får du også trailer-pakken med, som har et seriøst hængertræk, anden gearing i bagakslen og spærredifferentiale på bagakslen.

Colorado Duramax må for øvrigt ‘kun’ trække 3.447 kg for den firehjulstrukne version, og 3.492 kg for den baghjulstrukne version.