Sådan undgår du skader fra mår og mus

Vintertid er ofte lig med startproblemer, men nogle problemer er mere almindelige end andre. En af de mere utraditionelle udfordringer er, at bilens kabler og slanger bliver tygget i stykker af mårer eller mus. Ikke desto mindre vurderer værkstedportalen autobutler.dk, at angreb fra skadedyr udgør en stigende tendens

Det er især her om vinteren, hvor temperaturen falder, at mus og mår kravler ind under motorhjelmen. Måren er kommet tættere på mennesker i jagten på føde, og biler er i den forbindelse interessante, fordi de ud over varme også har slanger som smager og dufter godt. Det er især vakuumslanger til motorstyringen, kølerslanger og ledningerne omkring de elektriske systemer, som er spændende for måren, og som giver ejerne hovedpine, når bilen ikke kan starte, fordi kablerne er ødelagte.

Skader for flere tusinde kroner

Skaderne kan være ret omfattende og tage tid at finde. I værste fald kan de uønskede natlige gæster føre til en ødelagt motor eller en større reparation, der nemt kan koste bilejere flere tusinde kroner.

For få år siden var mårangreb sjældne, men på nye biler er der kommet blødgørere i slangerne, som måren godt kan lide at bide i. Det koster typisk bilejerne mellem et par hundrede kroner og op til 6.000-7.000 kr. eller mere, hvis der for eksempel er tale om et ledningsnet.

Typiske skader efter mårangreb

Blandt de ting, som måren ynder at sætte sine skarpe tænder i, er bilens startkabler, kølevandsslanger, vakuumslanger, styretøjskabler, strømkabler og isolering. Hvis et mårangreb er gået ud over din bils startkabler, får bilen en ujævn kørsel og bilens katalysator kan samtidig blive ødelagt, fordi den bliver fyldt med ubrugt brændstof.

Hvis kølevandsslangerne er gnavet over, ødelægger det motorens mulighed for at blive afkølet. Sidst men ikke mindst kan ødelagte styretøjskabler eller strømkabler give kortslutning, fejlagtige instrumenter, eller forhindre bilen i at starte.

Sådan forhindrer du mårangreb på din bil

Hvis din bil holder parkeret i en aflukket garage, falder risikoen markant for angreb fra mårer eller mus. Holder bilen udendørs er der desværre ikke nogen sikre løsninger på problemet, men her er alligevel et par tips, som kan forhindre nogle mårbid i bilen:

– Man kan købe en såkaldt mårspray, der holder rovdyret væk (den holder dog kun til næste regnvejrsdag, så det kræver kontinuerlig brug).

– Man kan installere en ultralydssender, der giver en effekt mod mår, eller følge det gamle husråd (at have en huskat, eller hund i nærheden af bilen).

– Bilens kabler kan beskyttes med et særligt plastikrør, der føres rundt om kablerne.

– Man kan montere metalplader med strøm under bilen – en såkaldt mår-sensor 717 som kobles til bilens batteri.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *