• Tiguan bliver første VW med partikelfilter til benzinmotorerne. Resten af VW's modeller følger lige efter

Nu er det sikkert: VW bygger partikelfilter til benzinmotorer

Første benzinbil med partikelfilter bliver en VW Tiguan, som kommer på gaden i 2017. De nye filtre kan reducere sodforureningen med op til 90 procent

VW gør i sandhed en hårdnakket indsats for at rense luften efter dieselgate. Først proklamerede de en helhjertet udvikling af el- og hybridteknologi som deres helt store mål. Og nu renser de så benzinbilernes udstødningsgasser yderligere ved at introducere partikelfilter til benzinmotorer fra juni 2017.

Til den tid introducerer partikelfilter til benzinbiler med VW Tiguan som første model. Ifølge VW selv kan partikelfilter til benzinmotorer reducerer udledning af sodpartikler fra benzinmotorer med direkte indsprøjtning med helt op til 90 procent.

Alle benzinmotorer

Sideløbende med Volkswagens fortsatte udvikling af el- og hybridteknologi arbejder tyskerne kontinuerligt på at forbedre og optimere deres konventionelle teknologier. Volkswagen har derfor besluttet at indføre partikelfilter – de såkaldte gasoline particulate filters (GPF) – på koncernens benzinmotorer med direkte indsprøjtning. Fra 2017 vil alle Volkswagen Gruppens TSI- og TFSI-motorer således blive udstyret med benzin-partikelfilter som standard.

Dermed vil udledningen af sodpartikler kunne reduceres markant – og altså i visse tilfælde med helt op til 90 procent, mener Volkswagens ingeniører. Allerede i 2022 vil Volkswagen Gruppen årligt kunne udstyre omkring syv millioner biler med GPF. Processen med at indføre partikelfilter til benzinbiler vil starte i juni måned 2017. Første VW med benzin-partikelfilter bliver den nye Tiguan – resten af gruppens nyproducerede biler med benzinmotorer vil efterfølgende gradvist blive udstyret med det nye partikelfilter.

Partikelfiltre som standard

Brugen af partikelfilter på dieselmotorer er velkendt og effekten veldokumenteret. Nu kommer turen så til benzinbilerne.

– Efter at have gjort motorerne mere effektive og med et lavere CO2-udslip vil vi nu med partikelfiltrene skabe varige reduktioner i udslippet af sodpartikler ved at montere partikelfiltre som standard, siger Volkswagen Gruppens Forsknings- og Udviklingschef Dr. Ulrich Eichhorn.

Renere dieselmotorer

Imens fortsætter salget af dieselbiler strygende i al stilfærdighed. Specielt når det gælder varebilerne og især den populære Transporter.

Men VW vil alligevel ikke stikke hovedet helt i busken og gør i samme moment opmærksom på, at dieselmotorerne fortsat har deres fulde opmærksomhed.

– Det er ligeledes Volkswagens intention også at reducere udledningen af partikler fra gruppens dieselmotorer. Fremadrettet vil samtlige dieselmodeller blive udstyret med den nyeste og mest effektive SCR-katalysatorteknologi, tilføjer Eichhorn.
Også Mercedes-Benz arbejder på at indføre partikelfilter til benzinmotorer.

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *