• 12 Musso'er kæmpede om førstepladsen

Så er der ladvogne på banen

12 pickup'er fra SsangYong fyrede den af på Snetterton

Den havde vi ikke set komme… Et motorløb for 1-tons pickup’er. Men det er ganske vist. Startskuddet til Englands første og foreløbig eneste motorløb af slagsen lød på Snetterton den 13. maj.

12 SsangYong Musso’er var rullet til start i første afdeling, og afsted gik det – med vuggende karrosser og skrubbende dæk.

Ide fra New Zealand

“Musso Pick-Up Racing Challenge” er navnet på serien. Den er fabriksstøttet og eksklusiv for modellen SsangYong Musso. Der køres i alt seks afdelinger med finale på Brands Hatch den 29. oktober.

Bag initiativet står Paul Williams, der er direktør for den engelske SsangYong-importør. Han har fået ideen fra New Zealand.

Nyt og anderledes

– Som et relativt nyt mærke i England ville vi prøve noget nyt og anderledes. Og pick-up’er er jo ikke ligefrem noget, man forbinder med motorløb.

– Men den new zealandske importør har fået succes med det, så nu vil vi altså også prøve, lyder det fra Paul Williams.

Sparsomme modifikationer

De deltagende biler er teknisk identiske og har specifikationer som dem, der sælges i England. Under hjelmen ligger en 2,2-liters turbodieselmotor.

Modifikationerne begrænser sig til specialstøddæmpere fra Proflex, fælge fra Speedline Corse og dæk fra AVON samt påkrævet sikkerhedsudstyr i henhold til motorløbs-regulativerne.

Uvant med baghjulstræk

Åbningsløbet blev vundet af Lewis Grant efter et løb, der var præget af tætte kampe om førerpladsen. Ingen af kørerne har tekniske fordele, så det meste afhænger af manden bag rattet.

– Det var en stor forandring for mig at skulle køre en bil med baghjulstræk, så det tog mig lidt tid at vænne mig til det, lød det fra vinderen. Nu kan han så se frem til pole position på Silverstone den 4. juni.

Se løbet her: https://www.youtube.com/watch?v=sPdeg2Nyl28

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *