Robbie Williams kører VW på sin turné

Volkswagen Commercial Vehicles leverer 12 Multivan til "Take The Crown Stadium Tour 2013”, som er det officielle navn på Robbie Williams turné

Robbie Williams ankommer til sine to udsolgte koncerter i Parken den 22. og 23. juli i en VW Multivan. Om han kommer direkte fra lørdagens koncert i Gøteborg og holder en feriedag i København om søndagen, eller han bliver fragtet fra lufthavnen til Parken, ved vi ikke.
Det er selvfølgelig ikke for Robbies blå øjnes skyld, at Volkswagen smider 12 luksus-transportere efter projektet. De to har i 10 år haft et samarbejde, hvor VW’s andel består i at sørge for transporten, og Williams’ bidrag er så at lade sig transportere. Det er Robbie Williams’ tredje verdensturné, siden de indgik aftalen i 2003.

Spiller max

“Take The Crown Stadium Tour 2013” er netop startet, og de 12 Multivans skal transportere stjernen og hans band til og fra spillestederne i de 14 lande, turnéen skal besøge frem til slutningen af august, hvor turen slutter.
En turné af denne kaliber kræver en nøje tilrettelagt logistik, og for at få det hele til at spille maksimalt – om man så må sige – bliver de 12 busser delt op i to lige store grupper, så der altid står et sæt klar hos bandet, mens den anden bliver transporteret til næste lufthavn eller spillested.

Robbie finere end bandet

– Alt er koreograferet ned til mindste detalje og på sekunder; check-in på hotellet, prøver, koncerter, udcheckning, lufthavnen – alt, forklarer tour manager Jaeki Hildisch.
– Så det er selvfølgelig vigtigt, at alting kører perfekt. Specielt bilerne.
Af de 12 Multivans, der stilles til rådighed, er de 10 den topudstyrede version, Highline, mens stjernen selv bliver transporteret på behørig vis i den ekstravagante ’Business Edition’.
De er alle udstyret med en 180-hestes TDI med DSG-gear.
Ruderne omkring superstjernerne er alle tonet så mørke, at de er uigennemtrængelige for både fotografernes blitz og fansenes øjne.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *