• Den helt nye Trafic og faceliftede Master forventes at bidrage til yderligere fremgang for Renault på det danske varebilmarked.

  • MPV-modellen Dacia Lodgy er ligesom den Sandero-baserede stationcar Logan MCV har fået sat hjulene i de danske bilkøberes bevidsthed.

  • SUV'en Duster er den senest lancerede Dacia-model, og salget af den er kommet godt fra start og er fortsat på vej opad.

Renault trænger sig på

Salget af Renault og Dacia varebiler har bidraget til at løfte det danske importselskabs markedsandel

I lange tider har det været og er fortsat en lille håndfuld bilmærker- og modeller, som dominerer det danske marked, både generelt og på markedet for varebiler, men det er ingen naturlov, at Ford, VW og Mercedes-Benz til stadighed udgør nyvognssalgets Top-3.
Det er Renault et eksempel på al den stund, at det franske mærke siden 2008 er avanceret fra at være nummer 16 til nummer fem i Top-20.
I juni var Renault det tredjemest solgte bilmærke efter Ford og VW svarende til en markedsandel på 8,47 pct. inklusive salget af varebiler, og det samlede salg i årets første seks måneder placerer Renault som det femtemest solgte mærke.

Fremgang på 41,2 pct.

Salget af nye varebiler har i den forbindelse spillet en væsentlig rolle – endda uden de nye udgaver af modellerne Trafic og Master, som netop har haft verdenspremiere i København – da Renault i juni kunne notere en salgsfremgang på 41,2 pct. i forhold til samme måned i fjor.
Renaults varebilsalg i juni gav en markedsandel på 10,67 pct. af det samlede varebilsalg i juni, hvilket indebærer, at det franske mærke nu ligger i baghjulene på Mercedes-Benz.
Årsagen til Renault-fremgangen er især et stigende salg af modellerne Clio og Captur, som er mærkest to bestsellere fulgt af mikrobilen Twingo.

Forventer yderligere fremgang

Renault Danmarks administrerende direktør Henrik Bang konstaterer i den forbindelse, at konkurrencen er intens, og at ingen forbliver passive, mens konkurrenter gnaver sig ind på deres markedsandele.
– Derfor er det også meget positivt, at vi kan fortsætte fremgangen for både Renault og Dacia, siger Henrik Bang, der allerede ved årsskiftet slog fast, at målsætningen for Renault og Dacia er en samlet markedsandel på lige under 8 pct.
Måske nok et ambitiøst, men alligevel ikke et urealistisk mål – især med en stribe nye modeller in mente.

Dacia vinder også frem

Dacia-programmet, som Renault står bag, er herhjemme ligeledes noteret for en markant fremgang, som er baseret på bestsellerne Logan MCV, Lodgy og SUV-modellen Duster.
Den sidstnævnte har ikke været på gaden herhjemme i lige så lang tid som Logan MCV og Lodgy, men det står klart, at Duster-salget er i stadig fremgang, og måske ender den med at blive mere populær end de to andre.

Renault har medvind

Henrik Bang forventer, at de nye udgaver af Trafic og Master vil bidrage til at booste Renaults varebilsalg yderligere, og med de indtryk vi ved introduktionen i København fik ved den foreløbige prøvekørsel af de nye modeller, er hans forventning velbegrundet.
I øvrigt er det ikke kun i Danmark, at Renault har vinden i ryggen, for i årets første seks måneder har det franske selskab med et salg af 1,4 mio. biler noteret sig for en fremgang på 4,7 pct. sammenlignet med første halvår 2013.

18 pct. frem i Europa

Europa er et område i vækst og for bilernes vedkommende med en markedstilvækst på 6,5 pct. og med en produkton af knap 119.000 flere biler i årets første seks måneder end i samme periode sidste år, er det for Renault blevet til en markedstilvækst på 18,0 pct.
Og det skyldes bl.a. en markant salgsfremgang på 37,0 pct. i de nordiske lande – Danmark, Norge, Sverige, Finland og Island.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *