Renault Captur med frihøjde og køreglæde

Plejer er død i B-segmentet. Intet er normalt mere, og der konkurreres på kryds og tværs af livsstil, familie, SUV, crossover og sågar små MPV’er

(altomvarebiler, Biarritz, Frankrig):

Renault lancerer nu få uger efter introduktionen af Clio stationcar den Clio-baserede livsstilsbil Captur, som faktisk er tilpasset børnefamilien.
Captur er bygget på samme platform som Clio men med en lidt længere akselafstand for at tilgodese bagsædepassagerernes adgangsforhold og benplads. For danske gulpladekunder betyder det bedre plads til pakkerne, mens den øgede frihøjde giver lidt højere læssekant.
Frihøjden er på hele 20 cm mod Clios 12, og selv om vi ikke har fået de endelige varerumsmål, så giver en bagagevolumen på 1235 liter med nedfældede bagsæder en god indikation om, at den som van med fladt gulv formentlig ender et sted omkring 1,3-1,4 kubikmeter, fordi sæderne fylder en del, selv om de er foldet helt sammen.

Frisk motor – sløv gearkasse

På præsentationsturen til Biarritz i Baskerlandet lige nord for den spanske grænse var der desuden premiere på den nye 1,2-liters turbomotor. En spændende lille snurrebasse med et drejningsmoment på 190 Nm allerede ved 2000 omdrejninger.
Desværre fik den ellers udmærkede EDC-gearkasse sløret indtrykket af 1,2 TCe’s karakteristik. Ved kickdown tøver den lidt, før den finder et gear at tage udgangspunkt i. Det gælder både ved igangsætning og mellemaccelerationer; men når den først har truffet en beslutning, spadserer den lystigt op gennem gearene. I øvrigt fortæller en 0-100-tid på 10,9 sekunder noget om, at der trods alt er nogle kræfter at rykke med.
Efter lidt tid i selskab med den nye opsætning stod det dog klart, at kompromisset findes i en gelinde omgang med speederen, for ved at undgå at træde speederen helt i gulvet, kunne EDC-gearet bedre være med.
Men det ville nu være interessant at prøve den med manuelt gear.

Stram diesel

Anderledes konsekvent står billedet af den manuelt formidlede dieselmotor, som var det andet setup, Renault havde stillet til rådighed ved præsentationen. Den trækker og slider, som vi kender den og er umiddelbart klart at foretrække.
Affjedringen er lidt stærkere end i Clio, hvilket sammen med den større frihøjde giver en mere frisk kørestil. Captur bliver også mere omgængelig som van, fordi den højere indstigning og øgede hovedhøjde giver nemmere ind- og udstigningsforhold.
Renault har til lejligheden udviklet et sædebetræk med lynlås, der dels kan afmonteres meget simpelt og maskinvaskes, dels kan udskiftes for forholdsvist beskedne midler, hvis bilen for eksempel skal tage sig ekstra godt ud, når den skal sælges igen.

Gode priser

Det danske motorprogram kommer til at bestå af to benzinmotorer og en enkelt diesel – alle med turbo.
0,9 TCe med 90 hk fås udelukkende med femtrins manuel gearkasse og går 20,4 km/l, mens den helt nye 1,2 TCe med 120 hk kun kombineres med den automatiske og brændstofbesparende automatgearkasse EDC. Den er opgivet til 18,5 km/l, og Renault forventer selv, at den største salgsandel kommer til at ligge her.
Dieselmotoren bliver den mellemste version af den gamle 1,5 dCi med 90 hk. Den kommer først med manuel gearkasse, som senere på året suppleres af EDC-gearkassen. Begge kan præstere over 27 km/l.
Gulpladepriserne starter på 90.000 kroner plus moms for den lille 0,9 turbobenziner.

Læs om Renault Capturs Euro NCAP-test.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *