Refleksvest er ikke lovpligtig i Tyskland

Tidligere på året blev det kommunikeret ud via FDM’s europæiske samarbejde, at udenlandske bilister fra 1. juli skulle have en refleksvest med i bilen, hvis de kører gennem Tyskland. Men det viser sig nu ikke at være korrekt.

– Der har desværre været en fejl i de udmeldinger, som der er givet til bilklubberne i Europa tidligere på året om brug af refleksvest i Tyskland. Det har vi netop fået bekræftet hos vores tyske søsterklub. Lovkravet om refleksvest gælder kun de tysk indregistrerede biler. Selv om en refleksvest næppe vælter feriebudgettet, så synes vi, at det er vigtigt at få fejlen rettet. Der er regler nok at holde styr på, når man kører på ferie i udlandet, siger jurist i FDM, Dennis Lange.

FDM anbefaler dog, at man altid har en refleksvest i bilen både i udlandet og Danmark.

Det er lovpligtigt for alle at have en refleksvest i bilen i blandt andet Italien, Frankrig og Spanien.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *