• Erik Jonnaert og Sigrid de Vries udtrykker fælles bekymring for udfaldet af Brexit-forhandlingerne

  • Mike Hawes, SMMT, påpeger nødvendigheden af den bedst mulige Brexit-løsning for bilindustrien

Prisen på varebiler kan stige med 20 procent

Europæiske bilfabrikanter frygter pristigninger på over 20 procent som følge af Englands udtræden af det indre marked

Den forestående Brexit har trukket mørke skyer hen over den europæiske handelshimmel, og ikke mindst bilindustrien er nu kommet op af stolene for at sætte ord på deres fælles bekymring.

Bekymringen retter sig mod de mulige konsekvenser af forhandlingerne mellem England og EU. Et åbningsmøde mellem de blivende EU-lande blev holdt i weekenden den 29. og 30. april, men der vil ikke ske reelle forhandlinger med England, før det britiske parlamentsvalg er overstået den 8. juni.

Alvorlige konsekvenser

Indtil da bliver ventetiden brugt på bl.a. at lufte bekymringer for, hvordan udfaldet af forhandlingerne vil kunne påvirke den europæiske økonomi.

Og konsekvenserne kan blive ganske alvorlige, hvis man skal tro de europæiske bilfabrikanter og underleverandører til bilindustrien. De er sammensluttet i interesse-organisationerne ACEA (Association des Constructeurs Européens d’Automobiles) og CLEPA (Comité de Liaison Construction d’Equipements & Pièces d’Automobiles).

Told på op til 22 procent

I en pressemeddelelse skriver ACEA’s generalsekretær Erik Jonnaert, at der kan blive pålagt mellem 10 og 22 procents told på bl.a. varebiler, der handles mellem England og EU, og det vil smitte direkte af på den pris, europæiske forbrugere skal betale.

Konsekvenserne af Brexit for samhandelen males op af følgende tal fra ACEA’s database: I 2016 blev 9 ud af 10 engelsk byggede varebiler eksporteret til andre EU-lande. Samtidig var 80 procent af de varebiler, som blev importeret til England, bygget i andre EU-lande.

Nødvendigt med stabile rammer

CLEPA’s generalsekretær Sigrid de Vries maler også sorte perspektiver op for fremtiden: – Bilfabrikanter og leverandører af komponenter til bilindustrien er forbundet på kryds og tværs af hinanden i hele Europa.

– Konkurrencekraften og beskæftigelsen i vores sektor er afhængig af, at vi kan arbejde under stabile og forudsigelige forhold, når det gælder love og regulativer.

Engelsk bekymring

I England er der også bekymringer for fremtiden. Mike Hawes er direktør for SMMT (Society of Motor Manufacturers and Traders), der er brancheorganisation for den engelske bilindustri. – Et overvældende flertal af vore medlemmer har ønsket at blive i EU, siger han til varebilmagasinet whatvan.co.uk.

– Hvis det under forhandlingerne ikke lykkes vores regering at holde automobilsektoren fri af toldmuren, vi det få de værst tænkelige konsekvenser. Vi har brug for den bedst mulige løsning. Regeringen må anerkende, at engelsk og europæisk bilindustri er integreret i hinanden.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *