• Politiet må lade biler fyldt med tyvekoster køre, fordi de ikke kan bevise, det er stjålet

  • Hvis firmaerne mærker deres værktøj, så politiet kan finde en ejer, bliver det nemmere at straffe tyvene

  • Sådan ser statistikken ud. Sjælland er hårdt ramt med en tredobling af indbrud i last- og varebiler siden 2015

  • Ford udsender nu disse klistermærker til alle deres erhvervscentre i et forsøg på at skræmme tyvene væk

  • Et lille hul i sidenruden er nok til, at tyvene kan få hånden ind og låse op til varerummet

Politiet er magtesløse mod østbander uden hjælp

Politiet: 'Vi har stoppet biler propfyldt med værktøj på vej til bl. a. Rumænien og Letland. Nogle af dem har vi desværre måttet lade køre igen, fordi vi ikke kan bevise, at værktøjet var stjålet'

Politiet står frustrerende svagt i kampen mod det voksende problem med indbrud i varebiler. Antallet af indbrud er inde i en markant stigning over hele landet. Men særligt i Midt- og Vestsjællands politikreds og på Københavns Vestegn er de hårdt ramt. Her er der i årets første 8 måneder registreret tre gange så mange indbrud som i samme periode sidste år.

– Der er nogen, der har fået øjnene op for, at der er rigtigt mange håndværkere, der kører rundt med dyrt udstyr, der kan sælges for en god pris i for eksempel Rumænien eller Letland. Og så har de jo fundet ud af, at de kan komme ind i de her biler på en nem måde ved at knuse en siderude og aktivere en kontakt. Derfor er der kommet gang i den branche, siger Henrik Framvig, der er vicepolitiinspektør i Nationalt Forebyggelsescenter.

 Kriminelle netværk på Sjælland

Som vi har beskrevet det så ofte før, er det næsten udelukkende bander med rødder og markeder i øst-europæiske lande og Baltikum samt hos deres landsmænd med arbejde her i Danmark, der står bag kriminaliteten. Men selv om politiet har en ret stor viden om disse bander, er det utilfredsstillende få, der bliver fanget og straffet for det.

– Jeg ville ønske, vi kunne fange alle de indbrudstyve, men det gør vi ikke. Det er under 10 procent, men det betyder ikke, at vi ikke har fokus på det, siger Henrik Framvig.
– Lige nu ved jeg, der foregår nogle efterforskninger i nogle politikredse på Sjælland. Vi håber på at kunne afdække nogle kriminelle netværk, som blandt andet gør sig i indbrud i varebiler. De laver jo andre former for kriminalitet, men kodeordet er, at det er organiseret.

Hjælp politiet

I sidste ende er det som sædvanligt et spørgsmål om ressourcer, når politiets indsatser skal fordeles mellem de forskellige typer kriminalitet. Og man må have en vis forståelse for, at vold og bandekriminalitet prioriteres højere end simple indbrud, selv om det er surt og frustrerende for dem, det går ud over. Derfor er det vigtigt, at firmaerne hjælper politiet med at gøre livet tilsvarende svært for de kriminelle.

– Nogle gange er det en udfordring for politiet at få bevisbyrden til at holde, forklarer han. Hvis firmaerne sørger for at mærke deres værktøj, så vi kan identificere tyvekosterne, ville politiet have lidt bedre arbejdsbetingelser. Derfor er det ærgerligt, at der er så mange, der ikke mærker deres værktøj. Hvis der står ‘Murerfirmaet Jensen & Sørensen’ på det, så kan vi kontakte firmaet og identificere det som stjålne varer og anholde personerne.

Lader dem køre igen

Netop problemet med at identificere tyvekosterne har givet nogle groteske situationer, når politiet har stoppet østbander med bilerne fulde af værktøj. Selv om betjentene er helt klar over, at det er organiserede kriminelle, de står med, og at de oven i købet har tyvekosterne i deres besiddelse, er det med dansk lov i hånd ikke muligt at rejse sigtelse.

– Jeg vil nødigt sige noget om konkrete nationaliteter. Men vi ved, at vi har stoppet biler, der har været propfyldt med værktøj på vej til blandt andet Rumænien og Letland. Nogle af dem har vi desværre måttet lade køre igen, fordi vi ikke kan bevise, at værktøjet var stjålet. Lovgivningen er sådan indrettet, at vi ikke kan beslaglægge værktøjet, hvis vi ikke kan bevise, at det er stjålet.

Mærkning virker

På den anden side er det også en erfaring, som både politi og forsikringsselskaber bakker op, at tydelig mærkning i bilen med alarm-mærkater og lignende, har en stærkt præventiv virkning. Tyvene vælger oftest biler, som ikke har alarm eller ekstra låsesystemer. Derfor hylder Henrik Framvig også Fords initiativ med at sætte ‘No Access to Cargo’-mærkater i varebilerne.

– Det er jo rigtigt fint, at Ford har lavet disse mærkater. Det er noget af det, der virker bedst. Og hvis man så sørger for at mærke sit værktøj, så det kan identificeres, kan vi både få det tilbage til ejerne og rejse sigtelse mod gerningsmændene.

Mærkater virker

Netop Fords tiltag med en gul mærkat, der skal skræmme gerningsmændene væk, er præcis det, politiet eftersøger. I Nationalt Forebyggelsescenter er de hele tiden åbne for nye idéer, og Henrik Framvig overvejer idéen om, at også politiet i én eller anden udstrækning kunne være med til at fremme operation mærkning ved at få fremstillet en officiel politi-mærkat til formålet.

– Gerningsmændene har det jo med at krybe langs panelerne, og hvis de forstår, at risikoen for at blive opdaget, er høj, så tænker de sig gerne om en ekstra gang. Så det er da værd at overveje, siger han.

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *