• Ankommet til Transporterens hellige haller: Fra venstre Udhaya Kumar, Friedrich Mattiszik (VW), Monica Xavier, Terence Moses, Stephen Pang og Cliften Nathaniel.

Pilgrimsfærd med tre rugbrød

Volkswagen åbnede portene i Hanover for pilgrimme, der havde kørt den halve klode rundt

Det var ikke apostlenes heste, men i en vis forstand dog rugbrødsmotorer, der bragte fem ‘pilgrimme’ den lange vej fra Kuala Lumpur til Hanover.

De begyndte turen i begyndelsen af marts, og pludselig – en dag i juni – bankede de på døren til ‘Bulliernes’ mekka: Volkswagens Transporterfabrik i Hanover.

Ind i produktionshallerne

En tre måneder lang rejse på 20.000 km var slut, og selvfølgelig blev porten åbnet. De fik endda lov at køre deres biler – to T1’ere og en T2’er – helt ind i produktionshallerne, hvor de fleste af dagens Transportere bliver til.

En af mekkaets bestyrere – Friedrich Mattiszik – var vært for besøget:
– Vi har Bulli-fans over hele verden, men vi har dog aldrig før oplevet, at folk tager så lang en rejse i deres køretøjer for at besøge os. Det er vi beæret over, sagde han.

Fik opfyldt en drøm

– Vi fik opfyldt vores drøm om at se det sted, hvor Bullierne er blevet bygget, sagde Stephen Pang, der er ejer af den ene T1’er – årgang 1967.

Han er en del af et hold på 5 malaysiere og fortæller, at turen gik gennem Thailand, Laos, Kina og Rusland, inden de nåede frem til Europa.

Gamle VW’er drypper ikke olie

Mekaniske problemer meldes der ikke noget om i den af VW udsendte pressemeddelelse. Men de 39 og 50 år gamle biler klarede ikke turen uden reparationer.

Dette og mere kan man læse om på facebook.com/cliften.nathaniel. At problemer hører med til livet med gamle biler, udtrykkes med humor i form af en mærkat på en af bilerne:  “Gamle VW’er drypper ikke olie. De markerer bare, at de har været her.”

Vandt prisen for længste tur

Efter besøget i Hanover gik turen videre til vintage-arrangementer i Hessisch-Oldendorf og på Femern, hvor der i øvrigt blev uddelt priser til de deltagere, der havde rejst længst for at besøge arrangementet.

Og med en tur på over 20.000 km var holdet fra Malaysia selvskrevne vindere. Men Bullierne er langt fra færdige med at æde kilometre.

Turen ender på ca. 50.000 km

Turen er nemlig også en velgørenheds-kampagne under navnet “Live2Drive”, hvor holdet gerne vil gøre noget godt for børn. De besøger børnehjem i forskellige lande og deltager i en række velgørenhedsarrangementer.

Resten af turen vil tage dem til bl.a. Belgien, Frankrig, Danmark, Norge og Sverige. Og så skal de selvfølgelig hjem igen. I alt regner de med en tur på omkring 50.000 km.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *