• Expert er Årets Varebil i Danmark 2017 men så sandelig også hos Peugeot, hvor den sælger strygende

Peugeot Expert trækker op

14 dedikerede varebilssælgere og mere komfortudstyr er opskriften på succes for Peugeot, der i oktober vippede Mercedes-Benz af pinden som fjerde bedst sælgende varebilsmærke

Peugeot vil sælge flere varebiler. Mens varebilsmarkedet generelt har oplevet en nedgang på 4,5 procent år til dato, er Peugeots varebilssalg steget med 11,5 ifølge de seneste opgørelser fra De Danske Bilimportører.

Lige nu ligner det tilfældige udsving kombineret med nye modeller og en satsning på mere af det lækre komfortudstyr, der får brugerne til i højere grad at vælge Peugeot.

Premium varebiler

For Peugeot er det ikke mindst den nye Expert, der agerer lokomotiv. Den blev kåret til Årets Varebil 2017, men den kan også tilskrives Peugeots nye strategi med blandt andet fokus på Premium-versioner af modelprogrammet. Premium-versionerne indeholder en mængde komfort- og sikkerhedsudstyr på niveau med personbiler, som mange brugere sætter stor pris på.

Varebiler fungerer jo ofte både som kontor og skurvogn, samtidigt med at den skal være driftssikker arbejdshest i hverdagen. Hele 88 procent af de solgte Peugeot Boxere er Premium-versioner og for Peugeot Expert er andelen lige over hver anden.

Ambitioner

Tallene taler for sig selv. Varebilskunder vil ikke nøjes, men prioriterer at opgradere deres varebiler, så de opfylder deres ønske om mere sikkerhed og komfort. Der bliver ikke hvilet på laurbærrene og målsætningerne for de kommende år er ambitiøse.

– I 2019 vil vi være lige så store på varebiler, som vi er på personbiler, hvilket helt konkret betyder, at vi går målrettet efter en markedsandel på 10 procent, fortæller Peugeots Brand Director, Joakim Læbo.

14 flyvefærdige sælgere

På kort sigt har han ingen visioner om at nedkæmpe hverken Ford eller Volkswagen, der sidder tungt på de to første pladser. Men Renault, der har tilkæmpet sig en ordentlig bid af kagen de seneste år, ligner på sigt en overkommelig modstander.

– 10 procent er et ambitiøst mål, men vi har iværksat en gennemarbejdet strategi, så det er bestemt realistisk. Vores modelprogram bliver fornyet i 2018 med en helt ny Peugeot Partner Van og herudover styrker vi blandt andet forhandlernettet med 14 nye varebilssælgere, der vil være helt flyvefærdige i 2019.

Talentprogram

De 14 kommende varebilssælgere er tilknyttet Peugeot Professional Talentprogram – en organisatorisk oprustning, der netop er søsat for at styrke erhvervssalget hos Peugeot-forhandlerne.

Peugeot Professional Talentprogram er et 2-årig uddannelsesforløb, der indbefatter omfattende træningsmoduler og eksamen. Målet er at udklække nye talenter, der med en baggrund i relaterede B2B brancher kan bidrage med en anden tilgang til branchen.

God oktober

Et kig på salgstallene viser, at der ikke er tale om en enlig svale. De seneste 8 måneder har Peugeot hver eneste måned øget sit salg i forhold til samme måned sidste år og toppede med en fjerdeplads og en markedsandel på hele 9,4 procent i oktober.

Oktober var ellers præget af uro på grund af afgiftsændringerne og et fald i salget på 11 procent for varebilsmarkedet generelt.

VW, Ford og Renault

På førstepladsen ligger Volkswagen med en markedsandel på 18,2 procent, efterfulgt af Ford med 14,8 og Renault med 13,1 procent. År til dato er Peugeot på 5.-pladsen med 7,2 procent af markedet.

Her er det stadig Ford, der fører med 15,3 procent med VW lige i hælene på 14,9, Renault med 12,9 og Mercedes-Benz på fjerdepladsen og 10,8 procent.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *