• Peugeot 308 SW synes som hatchback-udgaven en smule tung og robust. Men køreoplevelsen er en helt anden

  • Bagfra er der meget tilfælles med 508 SW, og fra denne vinkel fornemmer man virkelig balancen mellem for- og bagende

  • Peugeots firmasnit er nu fuldendt med den samme falsede motorhjelm og frejdigt appellerende ansigt på alle modeller

  • Den længere akselafstand er med til at bære den lidt tunge bagende sådan rent visuelt. Og den gavner nu også, når fysikkens love begynder at tynge udhænget, der er 22 cm længere end i hatchbacken

  • Peugeots nye cockpit-design, iCockpit, som blev introduceret i 208, giver en helt anden kørestilling med det lille rat, der er placeret lavere end i andre biler

  • Sportknappen er ekstraudstyr til de køreglade. Med et tryk forandrer bilen karakter fra en blød hat familietransporter til en glad drengerøv med skarpere speederrespons og rallylyd i potten

  • Sådan ser instrumenterne ud, når du trykker på 'Sport'. Røde tal i urene og de tre peakmetre giver lidt mere fest i gaden

  • Varerummet er på næsten 1700 liter. Her i personbilsudgaven er der bagageskinner med flytbare fastgøringsøjer. Det må de gerne overføre til varebil-udgaven

Peugeot 308 SW i stramt omsvøb

Masser af ægte nyheder i SW-udgaven af 308. Alt det elektronisk lir er med – og så lige en ny motor, en ny automatgearkasse og en sjov knap

Ja-ja, design er en smagssag, og skønhed kan ikke diskuteres; så med fare for at få klø for subjektiv vurdering på baggrund af få hundrede kilometers prøvekørsel:

Peugeot 308 SW har de ramt lige i røven.

Som en langt større og tungere bil opsuger den ujævnheder, så kørsel på ujævn vej bliver en langt mindre ubehagelig oplevelse, end man kan forvente af en lille mellemklasse.

Det har selvfølgelig først og fremmest en del at gøre med PSA’s nye universal-platform, som de bygger mellemklasser på sammen med Citroën. Affjedring og støddæmpning er i forvejen rigtigt god i hatchback-udgaven.

Men akselafstanden er forlænget med 11 cm for at give mere plads i kabinen i SW, og et dejligt biprodukt er en mere rolig køreoplevelse.

Styrker brandet

Køreoplevelsen er med lidt god vilje i stil med den, man får i en 508, og umiddelbart ligner den ny Peugeot 308 SW jo også en Peugeot 508 SW; bare en anelse mindre.

Og det er netop intentionen.

For designerne hos Peugeot har intet imod, at folk har svært ved at se forskel på de to på vejene.

Tværtimod.

For det giver genkendelighed i gadebilledet, og genkendelighed styrker brandet.

Samtidigt er der så stor forskel på kunderne i C- og D-segmenterne, at de ikke frygter kannibalisering.

Hob af teenagere

Ved præsentationen i det nordfranske lukkede Peugeot op for den tekniske godtepose i form af tre helt friske nyheder:

Den første er den nye 1,2 PureTech motor, der yder 130 heste og præsterer et opgivet blandingsforbrug på op til 21,3 km/l.

Som afløser for den gamle 1,6 VTI med 120 er den et godt eksempel på den udvikling, benzinmotorerne gennemgår for tiden. De 120 hk kommer myldrende som en hob af vilde teenagere, der bliver lukket ind til en Justin Bieber-koncert.

Vælg en lyd

Som ekstraudstyr kan den fås med en Sport-knap, som er den anden nyhed. Den aktiverer en skærpet speederrespons, skifter til rødt lys i instrumenterne og viser tre små peakmetre med den aktuelle effekt, turbotryk og drejningsmoment.

Samtidigt ændrer den motorlyden ved at åbne et spjæld i udstødningsrøret, så den bliver mere rå og sporty at høre på. Det gør absolut intet for økonomien, men køreoplevelsen vil med garanti give dig et stort smil på læben.

Det gør på én gang ingen og enorm forskel. For i princippet har du stadig 130 hk til din rådighed. Du får det bare lidt tidligere på speederen, sådan at oplevelsen bliver mere sportslig og kontant.

DSG i vat

Den tredje nyhed er det nye ETA6 automatgear. Det kommer til både benzin- og dieselmotorer, og her har koblingstrætte pendlere i den grad noget at glæde sig til.

Det skifter så hurtigt og blødt, at man slet ikke lægger mærke til det. Lidt som en tysk DSG-kasse pakket ind i vat. Og den slår under alle omstændigheder den eksisterende ESG-gearkasse med flere længder.

Ifølge de officielle opgivelser kan den ikke helt være med på de ekstremt lave forbrugstal, HDi-motorerne præsterer, men mon ikke virkeligheden vil være lidt anderledes, når computeren overtager alle gearskiftene i hverdagen.

Gråhårede konkurrenter

PSA’s duks gennem over ti år, den nøjsomme 1,6 HDi er i dag nået til en generation med 120 hk og et drejningsmoment på 300 Nm. Den har fået navnet BlueHDi. Også den bliver udstyret med den ETA6, men produktionen af denne kombination går først i gang til næste år.

Derfor var den heller ikke til rådighed under præsentationen, men vi har en lumsk mistanke om, at den bliver den mest efterspurgte i Danmark.

For selv om priserne endnu ikke er offentliggjort, så skal den nok give konkurrenterne grå hår i hovedet.

Bliver billig

Vi gætter på en startpris på hvide plader omkring 215.000 kroner.

På gule plader kan det ikke blive til meget over 126.000 kroner plus moms for den billigste og 149.000 plus moms for en BlueHDi med automatgear.

Der er dansk premiere på 308 SW i slutningen af august.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *