• Nu skal Volkswagen tjene penge i stedet for at sælge mange biler

  • 8,5 millioner europæiske VW-ejere - herunder 91.000 danske - kan trygt fortsætte udledningen af NoX'er i mængder på 20-35 gange grænseværdierne

Pest eller kolera for VW

EU besluttede i går, at 91.000 danske VW skal indkaldes. Men hvad skal de egentlig indkaldes til?

Det gik alt for langsomt for de tyske bilmyndigheder, KBA. Siden software-skandalens brændte igennem for præcis fire uger siden, har de ventet på en udmelding om, hvad VW vil gøre ved de millioner af biler, de har snydt med siden 2009.
Og nu er tålmodigheden slut. VW har ikke svaret på, hvordan de vil rette fejlen på de millioner biler, der kører rundt med snyde-software.

Derfor besluttede KBA i går, at samtlige berørte 2,4 millioner tysk indregistrerede biler skal indkaldes til et værkstedsbesøg.
Og EU var ikke sene til at følge op med et tilsvarende krav i hele EU. Det betyder, at VW skal trække 8,5 millioner biler ind til reparation.

91.000 biler i Danmark

Kort efter kom en pressemeddelelse fra Volkswagen Danmark, hvoraf det fremgår, at det i Danmark drejer sig om 91.000 biler fra VW, Seat, Skoda og Audi.
Det betyder, at de berørte danske bilejere fortsat kan anvende bilerne ubegrænset, mens de venter på, at deres biler bliver kaldt ind til opgradering.

Men én ting ad gangen. Hvad opgraderingen indebærer, vender vi tilbage til længere nede i artiklen.
Officielt hedder det fra Volkswagen Danmark, at de ‘…er glade for den hurtige afgørelse fra de tyske myndigheder – og også i Danmark vil alle berørte biler blive indkaldt til opgradering.’

Sagen ophøjes

– Det er den bedste løsning for os og for de berørte kunder i Danmark. Når sagen ophøjes til en tilbagekaldelse, får bilejerne, myndigheder og vi vished for, at alle biler kommer forbi en autoriseret værksted, for den nødvendige opgradering, oplyser Volkswagens danske direktør Ulrik Schönemann.

Dermed lægger han sig klods op ad den officielle linje i Volkswagen om, at man tager den fulde konsekvens af svindlen, og at man samarbejder 100 procent med myndighederne om at rette fejlen, så man hurtigst muligt kan få genoprettet kundernes tillid til VW.

Ikke konsekvent nok

Efter et stormøde med 400 topledere i VW-koncernen i aftes sagde den nye CEO for Volkswagen Group, at han ikke er meget for revolutioner.
– Og det behøver Volkswagen-gruppen heller ikke. Vi har brug for mod til at reagere konsekvent, altså viljen til ændringer, proklamerede han.

Men det var altså ikke konsekvent nok for KBA og EU, der siden sidste uge har ventet på et initiativ fra VW til at realisere den fremlagte plan. Den konsekvente reaktion kom altså fra myndighederne og betyder, at samtlige biler skal indkaldes.

Frist til november

Den umiddelbare reaktion kom fra aktiemarkederne, hvor VW’s aktier hurtigt faldt med yderligere 4,6 procent efter offentliggørelsen af nyheden, så koncernen i løbet af den seneste måned nu har tabt 21 milliarder Euro i værdi.

Danskere med berørte biler vil i løbet af de kommende måneder blive kontaktet af Volkswagen Danmark. Volkswagen i Tyskland har fået en frist frem til slutningen af november til at fremlægge de konkrete tiltag på de berørte biler.

Utilfredse kunder

Og det er netop her, årsagen til, at KBA’s og EU’s tålmodighed blev sat på prøve, skal findes. VW ved tilsyneladende ikke, hvad der skal gøres ved de berørte biler, så de opfylder Euro5-kravene.
For det er sandsynligvis ikke nok med en software-opdatering. Svindlen tjener udelukkende til at skjule VW’s for store udledning af skadelige stoffer. Når snydeprogrammet er fjernet, står man stadig tilbage med emissions-problemet.

VW-skandalen kan koste over 500 milliarder

Og skruer man på motorerne, så de lever op til gældende krav, taber de måske nogle hestekræfter, bruger mere dieselolie eller begge dele.
Under alle omstændigheder er der nogle kunder, der vil blive utilfredse med deres produkter, som ikke lever op til det, de har betalt for.
Myndighederne vil kræve højere afgifter, fordi bilerne kører kortere på literen. Det vil i Danmark betyde en højere registreringsafgift og højere grøn afgift – med tilbagevirkende kraft.

Et skridt frem

En anden mulighed er, at VW eftermonterer et helt nyt udstødningssystem med AdBlue og efterbehandling af udstødningsgasserne. En dyr løsning, men det kan vise sig at blive den billigste i længden. Paradoksalt nok er det præcis sådan et system, som VW forsøgte at undgå at installere i Euro5-bilerne på grund af den høje pris.

Toyota Mirai udleder nul CO2

Men alt det er foreløbigt gætterier.
– Indtil vi kender de nøjagtige løsninger på problemet, kan hverken vi som importør eller vores værksteder gå i gang med at løse opgaven for vores kunder. Så snart vi har dette på plads, kan arbejdet påbegyndes. Indtil da kan ejerne fortsætte med at benytte deres biler, som de plejer, siger Ulrik Schönemann.

Udledningen fortsætter

På den danske hjemmeside www.vwdieselinfo.dk kan alle danske Volkswagen-kunder indtaste deres nummerplade og se, om deres bil er berørt. For mærkerne Audi, Seat og Skoda findes der tilsvarende hjemmesider.
I øjeblikket arbejdes der hos Volkswagen på højtryk på de tekniske løsninger, som er fastlagt i planen. Fra januar 2016 påbegynder man udbedringen af bilerne – uden omkostninger for kunderne.

Hvilke udbedringer der er tale om, arbejder Volkswagen altså fortsat på at finde frem til.
Men så længe, der er gang i planerne, må de 8,5 millioner bilejere fortsætte med at køre i de berørte biler, selv om udledningen af de stærkt kræftfremkaldende NoX’er ligger langt over den fastlagte grænse.

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *