• Opel og flere andre varebilsimportører har fået øje på leasingtanken og hele konceptet med at levere komplette pakker med forudsigelige totalomkostninger

  • En kombination af stål, plastik og aluminium sænker vægten markant i forhold til gammeldags stålreoler. Bott udstiller sine opbygninger

  • Der er premiere på MAN TGE og Hyundai H350 i år, og med tilbagegang for de mindste varebiler kan det betyde, at 2017 bliver de tunge drenges år

Pakketrans på Transport 2017

Transport 2017 giver come back til store mærker som Iveco, Renault og Volkswagen, der har været fraværende. Importørerne af varebiler fokuserer nu på totalomkostninger og sammensætter all inclusive-pakker uden økonomiske overraskelser for kunderne

Messecenter Herning varmer op til den store messe, Transport 2017, der åbner den 23. marts. Og der er godt nyt til de mange varebilstransportører og -vognmænd, som har savnet lidt fokus på deres værktøj på de seneste messer.

‘For første gang i ti år er der igen bred opbakning fra varebilssektoren, som fylder en hel messehal med alt, hvad der har med varebiler at gøre. Tiltaget er blevet vel modtaget af branchen, og varevognsimportørerne er bredt repræsenteret’, siger MCH i en pressemeddelelse forud for messen.

Ekstremt konkurrencepræget

Salget af varebiler er på grund af fremgang i bygge- og anlægsbranchen stigende, men konkurrencen er stadig benhård, og kunderne handler i stigende grad varebiler der, hvor de kan få den mest attraktive totalløsning.

– Når det kommer til de traditionelle varebiler som Vivaro og Movano, er markedet ekstremt konkurrencepræget. Det er derfor vigtigt at kunne tilbyde komplette bilpakker, hvor alle udgifter til finansiering, service og forsikring er dækket af en fast månedlig ydelse, fortæller Erik Morsing, kommunikationschef i Opel Danmark.

Vigtigste konkurrenceparameter

Samme tilbagemelding kommer fra Mercedes-Benz Danmark, der skærer ned på de alenlange udstyrslister og sammensætter overskuelige pakkeløsninger på modellerne Vito og Sprinter. Fiat, der udstiller varevognene Doblò Cargo, Talento og Ducato, ser også totalomkostningerne som fremtidens vigtigste konkurrenceparameter.

– De fleste virksomheder leder efter økonomiske varebiler, der kører langt på literen og har den bedste TCO – altså den totale pris set over hele ejerskabet, forklarer Erik Holm, salgsdirektør, Fiat Professional.

Store mærker vender tilbage

Udover gensyn med en lang række bilmærker, som Iveco og Renault, har den dedikerede varevognshal tiltrukket flere nye udstillere til Transport 2017, og nyhederne står i kø.

– For første gang i ti år, kommer VW på transportmessen i Herning. Det gør vi, fordi den dedikerede hal til varebiler er et godt sted til danmarkspremieren på den nye Crafter. Vi fremviser også resten af programmet, der tæller Transporter, Caddy og Amarok, fortæller Nicolai Farganis, marketingchef ved Skandinavisk Motor Co.

Den nye løve

Og så skal vi selvfølgelig vænne os til at se meget mere til MAN’s løve-logo, når det handler om varebiler.

– MAN har aldrig solgt varebiler før, så det bliver enormt spændende at introducere den nye MAN TGE for det danske publikum på messen. Vi er eksperter i salg til professionelle og vant til at opfylde den enkeltes behov ved at specialbygge varebilerne, siger Claus Lindholm, kommunikationschef hos MAN Danmark.

Lettere er grønnere

Opbyggere af varevogne fokuserer også på økonomivenlige tiltag. Det er kun to år siden, den tyske ekspert i indretning af varevogne, Bott, etablerede sig i Danmark, og på messen forsøger virksomheden at brande sine produkter.

– Vi kommer på markedet med den højeste kvalitet og den højeste pris. Vores indretning er meget let, hvilket har stor betydning for brændstofforbruget. Brugen af kvalitetsmaterialer gør også, at skuffer, skabe og kabinetter i indretningen ofte overlever selve bilen. Vi har faktisk en kunde, der i dag bruger den samme indretning i sin fjerde bil, fortæller Jesper Christoffersen, direktør i Bott Danmark.

Årets varebil

Transport 2017 har fokus på varebiler. Siden 1999 har Motorjournalisternes Klub Danmark (MKD) kåret Årets Varebil, og over tiden er hele ni forskellige mærker løbet med titlen.

Til marts foregår kåringen på Transport 2017, hvor varebilerne bliver prøvekørt, testet og votereret, og i forbindelse med den officielle rundgang på åbningsdagen torsdag den 23. marts kåres vinderen.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *