• Land Rover har gennem generationer formået at gøre deres vilde natur-biler til nærmest adelige transportmidler. Og den nye Discovery Sport placerer sig øverst på evolutionsstigen både foran godset og i det mest utilnærmelige terræn

  • Vadedybden er på 60 cm, og du kan holde øje med den inde fra cockpittet via din Wade Sensor

  • Der er langt og længe mellem de første Disco'er til den nye Sport med luksuriøst velpolstrede sæder og lækre materialer i kabinen

  • Somme tider skal man bare lukke blækhuset og nyde naturen

  • Land Rover Discovery Sport - eller bare Discovery Sport, som Land Rover helst vil kalde den - som den tager sig smukkest ud med en passende islandsk vulkan i baggrunden

  • Med frontmonterede kameraer koblet til et head-up display på vindspejlet kommer det til at se ud som om, bilens front er transparent, så man kan se forhjulenes stilling i terrænet i den blinde vinkel lige foran bilen

Discovery Sport – off road i galla

Land Rover Discovery Sport, der skal afløse Land Rover Freelander 2 i 2015, er ventet med spænding og store forventninger. Vi kigger op under skørterne på den nye – helt nye - Discovery Sport 5+2

Når der står ”helt nye”, er det en sandhed med modifikationer, for der er både blandet et lille stænk Freelander 2 og et ordentlig skvæt Evoque i den nye Discovery Sport.

Faktisk vil Land Rover gerne nedtone Land Rover og blot kalde den Discovery Sport, for den nye er et ordentligt hop ud i fremtiden, lige så langt som dengang den første Freelander med forhjulstræk og tilkoblet baghjulstræk så verdenen i 1997

Det mest overraskende er indretningen med fem plus to sæder i en bil med et mindre fodaftryk end Freelander. I fædrelandet England er de mange sæder standard over S-udstyrsniveau, men i Danmark vil de to sidste blive tilvalg på grund af pris og afgift. Det er nok kun ungernes venner kede af, for der er virkelig tale om tynde nødsæder til at nedfælde i gulvet.

Vanddybde måler

For at få så meget plads bagi er der en nykonstrueret bagaksel enhed med multiled arme, der tilgodeser både køreegenskaber på landevej og de nødvendige terrænegenskaber, der er så livsvigtige for Discoverys omdømme – sport eller ej.

Videreudviklet Terrain Response teknologi, suppleret med Wade Sensing (vanddybde måler) og endnu bedre tilkørsels-, frakørsels- og rampevinkler er en afgørende del af Discovery Sports evner til at imponere i krævende terræn.

En nyudviklet elektrisk styring er blevet Discovery Sport forundt koblet sammen med avanceret MagneRide støddæmpere og aktiv antikrængning (ACE for Active Cornering Enhancement) , som det er kendt fra de bedre udrustede Disco modeller.Her er teknikken dog kontrolleret og reguleret af elektronik og ikke ved hjælp af luftaffjedring. MagneRide og ACE giver et hurtigere og bedre samspil mellem komfort og krængning på landevej og motorvej uden at det kompromitterer evnerne i terrænet.

Sikkerheden er i top på alle punkter

Fabrikken fremhæver først og øverst i klassen beskyttelse af bløde trafikanter, fodgængere, cyklister og vildfarne børn, og aktiv radaraktiveret nødbremse, som de fleste tyske biler har allerede. Den vurdering må LR selv stå inde for, indtil Euro-NCAP har knaldet den en lussing.

Til de, der kan og vil er der et 8-tommer infotainment system med integreret navigation og visning i forruden, HUD for Head Up Display, for højere sikkerhed og kørekomfort. Det er nu en gang bedst at have øjnene klistret til det, der foregår på den anden side af forruden end kigge og famle på instrumentbordet.

De bedste vinterdæk på våde veje

Gratis parkering – til nogle få

Af en kompakt SUV har Discovery Sport et imponerende indhold. I forhold til den første Freelander i 1997 som svar på Honda CR-V, blev Freelander 2 smartere, rundere og lidt større. Nu har Land Rover stillet ægget på højkant og lancerer den endnu smartere, både i design og teknik. Discovery Sport afløser Freelander 2 og er hele 24 cm kortere i totallængde med tre rækker sæder. Tak spids, for en udfordring til de tyske og japanske og koreanske rivaler.

Terrænstigens øverste trin

Totallængden er 455 cm til en akselafstand på 274 cm, en bredde på ca. 182 cm (et gæt, for L R oplyser bredden med sidespejle) til en højde på 175 cm. Tilkørselsvinklen er 25 grader, frakørselsvinklen 31 grader, rampevinklen (overkørsel) er 21 grader og vadedybden er 60 cm.

Disse værdier placerer Discovery Sport på terrænstigens øverste trin, der, hvor den skal stå for at leve op til Land Rover mærkets solide renomé.

Det udvendige design smager lidt på den ultra avancerede Discovery Evoque. Ikke så underligt, for Evoque har vist sig at være en kæmpe salgssucces med mere end 100.000 solgt i sin treårige levetid.

Discovery Sport favner begge sider

Discovery Sport skal have fat i både Evoque- og Discovery kunder, dem med lidt avangardistisk smag og de lidt tilbageholdende, men som alligevel gerne vil vise, at de er med helt fremme i skuffen. Her træder Discovery Sport rent ind. Lidt på det ene side og lidt på den anden – og alligevel helt sig selv.

Pukkeltaget og de vinklede vinduer på siden er afløst af lige og glatte vinduer i et karrosseri med faldende taglinje, men ikke mere end at der er en praktisk bagdør og fin adgang til en lastrum på 819-981 liter afhængigt af antal sæder i anvendelse.

Karrosseriet er fremstillet i en blanding af stål og aluminium, hvor alle bærende dele og de, der indgår i kollisions sikkerheden er i højstyrke stål og alt, hvad der til at åbne eller er boltet på er fremstillet i alumium. I princippet er det samme teknologi, som debuterede i Discovery 3. Men som i 3’eren sniger sniger den tomme vægt sig alligevel op over 1750 kg. Det må siges at være rigeligt for så avanceret et nykonstueret køretøj.

Exceptionel høj trækevne på 2,5 tons

Lastevnen og trækkapaciteten fejler imidlertid ikke noget. En kompakt SUV med firehjulstræk med op til syv  komfortable siddepladser, der kan trække 2,5 tons på krogen hører til de sjældne af slagsen.

Nok er Disco Sport ny at se på, men de store forandringer for alvor træder igennem i gennem. Her er ikke noget bonderøv over designet, tværtimod. Luksus er nøgleordet uden at det tilsyneladende er gået ud over det praktiske indhold.

Familieskabet med Jaguar (JLR står for Jaguar Land Rover) med indisk ejerskab igennem Tata har revet sig og demokratiseret en mængde elektronik fra de store limousiner lige fra den skjulte gearvælger, der kommer frem, når tændingsnøglen møder bilen til de kolorerede instrumenter og børstet aluminium til soft-touch knapper og kontakter.

Ny Ingenium motor er værd at vente på

Den lille blærede gearvælger styrer den nye 9-trins automatiske gearkasse, der  havde debut i Evoque. Den bliver suppleret af en 6-trins manuel gearkasse til lidt færre penge. Ved lanceringen 28. februar 2015 er der kun den kendte Ford-baserede 2,2 liter 4-cylindrede TD4 turbodiesel med 150 hk og SD4 med 190 hk, med 400 Nm eller 420 Nm i moment på programmet.

I krigskabinettet står Si4 turbo benzin med 240 hk og 340 Nm koblet til den nye 9-trins auto gearkasse klar til aktion. De to dieselmotorer har den gamle 6-trins auto eller en manuel raffineret med en ombygning for at have et mere smidigt og letgående gearskifte.

I løbet af sommeren bliver disse motorer afløst af den nye Ingenium motorserie, ligeledes med fire cylindre, men den nye motorserie er værd at vente på.

ED4 Ingenium motorerne er både som benzin og diesel på 2 liter i slagvolumen og bygget over samme læst for at gøre fremstillingen mere strømlinet og billigere i fremstilling og vedligehold. Der er tale om en modulopbygget motorfamilie med samme boring, slaglængde og afstand imellem cylinderboringerne.

Det giver frihed til at lave en 3-cylindret motor på 1500 ccm, en 2,0 liter, som den første, op til en 3,0 liter 6-cylindret maskine. Et yderligere fortrin er en væsentlig lavere vægt, der har positiv indflydelse på både køreegenskaber og affjedringskomfort.

Fire udstyrstrin fra indstigning til luksus

Som nævnt er suveræne køre- og terrænegenskaber sat i højsædet og kombineret med stil og luksus. Discovery Sport er næsten finere end Range Rover Sport, hvad der fremgår af modelbetegnelserne efter S, hvor SE, HSE og HSE Luxury regerer.

S-niveau er indstigningsmodellen som prissætningen er baseret på og den eneste uden længdejustering og variabel ryglænvinkel på det 40:60 delte bagsæde. Derefter går det bare op ad mod skyene til HSE med luksus overbygning. Her oppe er der blødt skind på sæderne, 9-trins automatisk gear og alt, hvad der kan børstes, satineres, indfarves eller påføres skinnende kina lak hører med. Ligesom prisen.

Skulle nogen undre sig over ni gear er forklaringen den relativ enkle, at antallet af gear er baseret på den mest moderne teknologi, der gør, at den nyudviklede autogearkasse kun er ubetydelige 6 mm længere end den gamle 6-trins, men betydelige syv kilo lettere.

Dansk servering efter nytår

De enkelte geartrin er udlagt med et meget kort 1. gear til igangsætning med læs, trailer eller i terræn, seks gear i midten til agile fartegenskaber og meget lange 8. og 9. gear til åbne landeveje og hurtige motorveje med lave motoromdrejninger for at spare brændstof. Lige så enkel i tanken som genial i udførelsen.

Selv om den danske introduktion ikke finder sted før 28- februar 2015 er priserne allerede fastsat, i det mindste med fuld registreringsafgift med to sæderækker og fem pladser. Priserne på gul- og gul/hvide nummerplader lader vente lidt på sig.

Billigste Discovery Sport er TD4 2,2 med 150 hk til 703.000 kr., 953.000 kr. med 190 hk og benzinudgaven Si med 240 hk koster en bagatel af 765.000 kr. Til sammenligning er prisen på en Discovery Evoque TD4 150 hk 830.000 kr., 900.000 kr. med 190 hk og 970.000 kr. som Si turbo benziner med 240 hk.

Serveringen begynder altså førstkommende 28. februar. Velbekomme.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *