• - Vi opfordrer alle bilfabrikanter til at følge VW's eksempel og gøre AEB til standard på alle deres varebiler så hurtigt som muligt, siger dir. for Thatcham Research Peter Shaw

  • Nødbremsen, der gøres standard på VW-varebilerne, hedder "Front Assist med City Emergency Brake"

Nødbremse bliver standard på nye engelske VW-varebiler

VW går forrest. Hos den engelske VW-importør bliver alle varebiler udstyret med AEB - automatisk nødbremse

Fra og med den 1. juni vil alle nye VW-varebiler, der sælges i England, været udstyret med den automatiske nødbremse Autonomous Emergency Braking (AEB) som standard. Systemet bliver således standard på Caddy, Transporter og Crafter.

Initiativet får ros af  Thatcham Research, der er den engelske bilforsikringsbranches analyseinstitut.
– Volkswagen går foran og viser vejen for andre og bør anerkendes som det første mærke, der gør den vigtige nødbremse til standard på alle sine varebiler, lyder det fra Thatcham Research’ CEO Peter Shaw.

Vigtigste opfindelse siden sikkerhedsselen

I følge Thatcham Research er AEB-systemer “sandsynligvis den vigtigste opfindelse inden for sikkerhed til biler siden sikkerhedsselen.” AEB har efter instituttets vurdering potentiale til at redde flere end 100 menneskeliv og forhindre 120.000 kvæstelser hen over de kommende ti år.

AEB-systemer har også bevist, at de reducerer antallet af anmeldelser af forsikringsskader fra tredjepart med 45 procent. Det vil betyde store besparelser for chauffører og flådeejere – ikke mindst fordi færre varebiler skal repareres og midlertidigt tages ud af drift som følge af ulykker. Desuden er det i gennemsnit ti procent billigere at forsikre en bil med AEB end en bil uden.

Flere og flere dødsulykker med varebiler

– År efter år ser vi flere og flere dødsfald og alvorlige kvæstelser i ulykker, hvor varebiler er involveret. Med netop denne teknologi kan en del af disse ulykker undgås, siger Peter Shaw og tilføjer:

– Det er foruroligende, at AEB – som er kendt for at kunne redde liv – ikke allerede er gjort bredt tilgængeligt i alle nye varebiler. Vi vil derfor opfordre alle bilfabrikanter til at følge VW’s eksempel og gøre AEB til standard på alle deres varebiler så hurtigt som muligt.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *