• Der er masser af saft og kraft til jobbet i den lille benzinmotor

  • X-Trails linjer er dejligt organiske og adskiller sig fra den overdesignede mængde

  • Ja, her er der ikke sket meget

  • Kameraer i snude, under sidespejlene og i bagklappen giver perfekt overblik med Around View Monitor, som er ekstraudstyr til 9.880 kroner plus moms

  • Selv med lædersture er den ikke prangende. Men med morgenkaffen i hånden er den et praktisk kontor at starte dagen i

  • Varerumsombygningen bærer opbyggeren Pendlematics signatur med børstet stål. Læg mærke til 'hyldeknægtene' på skærmkasserne, som ikke kan bruges i gulpladevarianten - ikke med Skats billigselse i hvert fald

  • Våbenskab med Ruko-lås og den lille tæppeklædte hylde til småting på forsiden af skillevæggen hører også til Pendelmatics opfindelser

Nissan X-Trail – på benzin

Solidt og gennemprøvet kram. Nissan X-Trail med turbobenziner klarer jobbet overraskende godt

Nissan X-Trail er den mest terrængående af Nissans personbilsmodeller på markedet i Europa i dag. Patrol og Pathfinder er ude. Store sko at fylde, og det er hverken meningen eller i nærheden af at lykkes.

X-Trail er og bliver en softroader, en crossover, som vi skrev allerede for to år siden, da vi testede den nyeste model for halvandet år siden. Den gang var der én motor på programmet. Turbodiesel. Og det er der såmænd ingen grund til at sætte spørgsmål efter. X-Trail er en stor bil, og den skal have nogle muller under hjelmen til at tumle sine 2,2 ton totalvægt.

Dobbelt så mange motorer

Men nu er der dobbelt så mange motorer at vælge imellem, for Nissan har hentet den hjem med turbobenzineren 1.6 DIG-T.

Og det giver jo mening, når X-Trail befinder sig i et prisleje, hvor flere finder plads i budgettet til den – på et marked, hvor SUV’er, softroadere, crossovere, og hvad har vi, bare bliver ved med at vinde frem.
Det er blevet in at brøle ‘aktiv fritid’ med indholdet af sin indkørsel.

Slet ikke skravlet

Men hvis du troede, den lille benziner, der giver så meget underholdning i så mange af Nissans og Renaults modeller, har taget munden for fuld i den lidt større X-Trail, så tager du fejl.

De 163 hk er rigeligt til opgaven, selv om 240 Nm lyder mere skravlet i denne sammenhæng. Specielt hvis man skulle få brug for at slæbe nogle af de 1.800 kg, som den må trække på krogen.

Giver mening

Men det hele giver mening på vejen. 1.6 DIG-T er dejligt fleksibel. Den skal bare have en nedgearing eller to, når der skal overhales, eller du skal trække traileren over en bakke.
På de lange, lige stræk klarer fartpiloten arbejdet ved lave omdrejninger og en meget fin benzinøkonomi.

Måske er det netop behovet for nedgearinger og turbobenzinerens store spændvidde, der gør, at Nissan ikke har gjort en automatgearkasse tilgængelig for projektet. Skal du have X-Trail med automatgear, må du vælge den gode gamle og bundsolide dieselmotor.

Hverdagsbil

 

X-Trail er en crossover, som er dejligt omgængelig i hverdagen, og som med firehjulstræk udmærket kan bruges uden for alfarvej. Ganske som navnet antyder.

Firehjulstrækket i 4×4-versionerne deler den iøvrigt med Qashqai, mens platformen er den større, som Nissan bygger i samarbejde med Renault, og som blandt andre Juke og Murano står på.

Knap så detaljeret

Men oplevelsen i kabinen er ikke så langt fra Pathfinders kvaliteter. De to biler føles meget lig hinanden og for eksempel Mitsubishi eller Subarus solidt samlede men knap så detaljeret designet.
Man kan vel nærmest kalde kørestilen for komfortabel baseret på en sporty og aktiv undervogn.

Indretningen af kabinen har fjernet sig lidt fra det rå og offroad-orienterede interiør med opret kørestilling og store knapper.
I stedet har X-Trail fået sig et mere Nissan-moderne snit med en sammenhængende linje på tværs af instrumentbordet.

Halvgammel teknologi

Touch-skærmen i midten er ikke rigtigt up to date set i forhold til de langt mere digitaliserede versioner, vi ser i mange af konkurrenternes biler. På en ujævn grusvej er det rigtigt rart med knapper, man kan føle, så man ikke rammer et par millimeter forkert, når man vil skifte radiokanal og i stedet får fat i GPS’en.

Så skal man til at klikke rundt efter den rigtige side, og det er altså noget nemmere, når fingerspidsen kan hvile på en fysisk knap.
Så selv om teknologien ikke er helt ny, så fungerer den. Og det er sådan set X-Trail i en nøddeskal.

Arbejdshest

Køreoplevelsen ligger til den kontante side. Det er en arbejdshest, som leverer mest komfort med et par hundrede kilo passagerer og bagage.

Sving og undvigemanøvrer klarer den som en sveske på de muskuløse ben, der står godt fast på de store hjul.
Og til priser for en forhjulstrækker, der starter på 194.000 plus moms for den testede motor, ligger den godt til i et meget konkurrencepræget segment.

 

Fakta:
Nissan X-Trail DIG-T 163 Tekna 2WD:
Motor: 1618 ccm, R4 turbobenzin
Ydelse: 163 hk / 240 Nm
0-100 km/t: 9,7 sekunder
Topfart: 200 km/t
CO2: 149 g/km
Forbrug: 15,6 km/l
Pris (uden ekstraudstyr): 237.479 kroner plus moms (38.802 kroner)
Billigste: 193.935 kroner plus moms (32.226 kroner)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *