• Nissans marketingschef, Steffen nederby Høy har selv fået sig en varebil på hvide plader som firmabil

  • Sådan ser en af de tre første registreringsattester med varebil til privat personkørsel ud

  • Både Steffen Høy og hans familie elsker pickuppen alsidighed, når der skal transporteres til hverdag og leges i fritiden

Varebiler på hvide plader

Varebiler på hvide plader er det nyeste inden for varebiler. Og du sparer 17.900 kroner i misundelsesafgift på en Nissan Navara som personbil

– Det er ikke nogen fidus, siger Marketingschef i Nissan Nordic, Steffen Nederby Høj og fremviser den noget opsigtsvækkende registreringsattest.
I feltet ‘Art’ står der ‘Varebil’. Det er der ikke noget unormalt i.

Men under anvendelse er anført ‘Privat personkørsel’, hvilket må siges at falde uden for normen.
Og tager du et kig på bilen, drøner øjenbrynene da helt om i nakken. Nummerpladerne er hvide.
– Ja, vi er begyndt at sælge varebiler på hvide plader, smiler marketingschefen.

Det er EU’s skyld

Når man skal sælge varebiler i Danmark, er en åben tilgang og indgående kendskab til de snørklede regler et vigtigt redskab i det daglige arbejde.
Som marketingschef i Nissan Nordic bruger Steffen Høj mange timer på skatteregler, kommunikation med SKAT og videreformidling af ikke bare reglerne men i særdeleshed den aktuelle fortolkning af dem til Nissans autoriserede forhandlere.

Sådan var det også med Navara på hvide plader. Lige nu står varebilerne i en situation, hvor de ikke skal opfylde Euro6-normen. Sådan er det i hele EU. Den nye norm træder først i kraft for nyregistreringer den første september, mens personbilerne har kørt efter Euro6-reglerne siden september 2015. Mange producenter introducerer først Euro6-motorer i sidste øjeblik, hvilket midlertidigt har fjernet pickupper på hvide plader fra de danske forhandleres hylder.

En bil – flere miljønormer

Men varebiler i Danmark har noget med farven på nummerpladerne at gøre. Dermed gælder der forskellige miljøkrav til den samme bil afhængigt af, hvilken farve nummerplader, man vælger at sætte på den.
Eller rettere: Det var det, vi alle sammen gik og troede. Men for Steffen Høj og hans team af lov- og forordningseksperter betød det, at de ikke kunne sælge Nissan Navara til de kunder, ville have den med bagsæder. Så de gik i kødet på registreringsafgiftsloven.

– SKAT har præcedens for, at varebiler har én sæderække, men i registreringsafgiftslovens § 5 stk. 2 står der bare, at bilen skal være ‘utvivlsomt konstrueret og indrettet til godstransport.’ Og Nissan Navara er jo bygget med lad, så det er der vist ingen tvivl om, anfører han.
Og så fik de indregistreret deres pickupper som varebiler på hvide plader til privat personkørsel.

Ingen misundelsesafgift

Nu skulle man så tro, at SKAT ville opkræve misundelsesafgift for privat anvendelse af en varebil, men det er ikke tilfældet. Steffen Høj undrede sig over de udeblivende girokort fra SKAT for de to Nissan Navara varebiler, bilimportøren havde indregistreret på hvide plader. Han havde oven i købet selv lige fået sig et eksemplar som sin egen firmabil, så det var tre gange 17.900 kroner årligt, han havde hængende truende over hovedet.

– Det er jo altid dejligt, når det ventede girokort ikke kommer ind ad brevsprækken, men vi ved af bitter erfaring, at man skal sørge for at have sin dokumentation i orden, så jeg spurgte specifikt til min egen firmabil. Og svaret var, at SKAT ikke vil opkræve afgift for privat anvendelse, forklarer han.
Nissan Nordic fik ingen forklaring på det men valgte at undlade at presse citronen.
– Nu har vi et skriftligt svar, så det går vi ud til vores kunder med, siger Steffen Høj.

Private kan spare en bil

Finten betyder reelt bare, at man kan få en pickup som personbil, selv om Euro6-motorer til Nissan Navara først kommer på markedet efter sommeren. Fra september er det ikke længere aktuelt. For bilimportøren betyder det bare en vare mere på hylderne.
Det egentlige behov for pickupper på hvide plader er ikke ret stort. Danske bilkøbere skal have et meget specifikt behov for kørsel med tung trailer eller offroad for at vælge en pickup.

Men netop Nissan Navara går med sin nye affjedring målrettet efter at vinde større markedsandele blandt europæiske privatbilister, og Steffen Høj anslår, at der er et marked for Navara med bagsæder.
– Jeg anslår, at vi kan sælge 5-10 procent af Navara på hvide plader. Det er til dem, der har de der særlige behov som landmænd, hestfolk campister med tunge campingvogne og så videre. Når vi får en kunde ind ad døren med behov for en pickup med 3,5 ton trailervægt eller de helt ekstreme offroadegenskaber, så er vi ofte ude for, at han folk anskaffer sig to biler for at dække én bils behov. Det behøver man ikke, hvis man får en pickup med bagsæder.

Ingen gevinst

Efter introduktionen af den nye Navara har Nissan haft en del forespørgsler på modeller med bagsæder.
– Dem har vi måttet afvise, fordi det ikke kunne lade sig gøre så længe, vi har Euro5-motorer i dem. Men det kan det altså alligevel.

Rent økonomisk er der ingen gevinst ved det. Man skal stadig betale fuld registreringsafgift for en Navara på gule plader.
Ford Ranger er en anden pickup, som netop er kommet med et facelift, og som ikke kan leveres på hvide plader før til efteråret.

 

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *