• Det er den rene luksus at tage på bjergbestigning i den nye Navara. Men kun med Double Cab

  • På danske betingelser er King Cab'en attraktiv med sine selvmordsdøre og længere lad. Men komforten er ringere end i Double Cab'en

  • 7-tommer touchskærm og et noget opdateret instrumentbord er også med til at flytte Navara med ind i den nye tidsalder

  • Around View Monitor med live streaming fra fire kameraer skal nok hjælpe med atminimere antallet af ridser og buler

  • Offroad forventer man en vis underholdning fra en stiv og kapabel undervogn, men det er på asfalt, den nye bagaksel gør sin største landvinding

  • 2, 4 eller 4 lav.Firehjulstrækket er det samme som før. Topklasse

  • Om du betjener den nye 2,3 dCi-motor med manuel eller syvtrins automatgear er en smagssag. Men det er nu sjovt at køre offroad med automatkasse og lavgear

  • Ja, det her er faktisk blevet helt behageligt

  • Akselafstanden er blevet fem cm kortere, men ladet er forlænget med 67 mm, uden det er gået ud over tilkørselsvinklen bagfra

Nissan Navara er ny bjergkonge

Den nye multilink bagaksel på Nissan Navara løfter one-ton pickup-segmentet op i et helt nyt komfortniveau

Altomvarebiler.dk på Mallorca:

Komfort og køreegenskaber før og efter kan slet ikke sammenlignes. Stiv bagaksel med bladfjedre kontra multilink med spiralfjedre er en håbløs fejlmatchning.

No contest.

Ved præsentationen af den nye Nissan Navara, som Nissan havde placeret på ferieøen Mallorca, var der både den udgående model, den nye King Cab med den klassiske bladfjeder-opbygning på stiv aksel i den nye opgraderede version og – festens altoverskyggende hovedperson – den nye Double Cab med multilink bagaksel.

Fatter budskabet

Normalt kigger vi på helhedsindtrykket og nøjes med en nøgtern vurdering af udstyrsniveau og gennemgang af de tekniske fremskridt over en bred kam, når vi har været til præsentation af en ny model, et facelift eller et generationsskift.

De mere dybgående analyser af køreegenskaber og komfort kræver normalt et nærmere bekendtskab ved en decideret test over flere dage. Men man behøver ikke at rulle mange meter i en Nissan NP300 Navara anno 2016 for at fatte budskabet. Her er ikke tale om en nænsom evolution. En one-ton pickup med fem-leddet multilink bagaksel og skruefjedre er en revolution.

Et blad fattigere

For kronologiens skyld startede vi med et køre i en King Cab. Altså den halvlange model. Navara kommer som Single Cab, King Cab og Double Cab. De to første får ikke multilink bagaksel. Den er af ikke helt gennemskuede årsager forbeholdt Double Cab. Det vender vi tilbage til.

Bladfjedrene er blevet et blad fattigere for at tilføje smidighed og køreglæde. Den er absolut blevet bedre end i den foregående model, som bedst kan beskrives som ‘hårdfør’. Fysisk så vel som mentalt.

Bedre vejkontakt

Den gamle holdt op mod den nye med stiv bagaksel er et kæmpe skridt fremad. Støjniveau og vejkontakt er kraftigt forbedret. Og var Nissan stoppet her og ladet evolutionen råde med et nænsom fremskridt, havde det været helt ok.

Men ingeniørerne valgte at lytte til de europæiske kunder, som er de eneste, der får den nye multilink bagaksel, og gå et skridt videre. I resten af verden er one-ton’erne primært et arbejdsredskab, men Nissan vil mere med Navara. Den skal også være attraktiv for private, som ønsker en SUV med lad og ekstraordinært rå terræn-egenskaber. Og det får de med Navara.

En forklaring

Ved at øge komforten i den mest solgte i Europa, Double Cab’en, håber Nissan at gøre NP300 Navara til et alternativ til SUV’er og crossovere. Og så kommer vi til det med bagakslen. Derfor har de udviklet en moderne bagaksel, der kan tage slæbet med et helt ton på ladet. Og forklaringen på, at den ikke fås til andre end Double Cab er, at det giver bedre komfort til bagsædepassagererne, som der er plads til i Double Cab.

Hvis det da overhovedet er en forklaring på, hvorfor de ikke forbedrer deres produkt over hele linjen. I Danmark er det ligegyldigt, fordi den på hvide plader vil koste over 700.000.

Livstruende disciplin

Og allerede på de første meter på asfalt mærker man, hvordan de ‘personbilsagtige køreegenskaber’ holder deres indtog. Væk er den urolige og irriterende konstante smæk-i-røven-kørsel, som irriterer på motorvej og gør hurtige sving til en livstruende disciplin.

Og straks, vi kørte ind på de stenede, pythul-plagede bjergstier, viste den nye konstruktion sin styrke. Nissans ambition har ikke været at forbedre hverken terræn-egenskaber eller lasteevne.

En pickup til langtur

Udfordringen har været et konstruere en bagaksel, der kan leve op til den gamle i terrænet og med den samme last på ladet, mens den tilfører sine styrker i form af ro og komfort. Og det er i den grad lykkedes. Uanset underlag bliver køreoplevelsen roligere og mere tillidsvækkende med lavere støjniveau og bedre langtursegenskaber som resultat.

Nissan Navara er årets pickup

På motorvej føler man sig tryg. Også ved høj fart på vej rundt i en snegl. Og rigtig offroad-kørsel kan gennemføres uden nyrebælte, fordi den nu formår at absorbere sten og huller uden at smide både fører og passagerer på tværs af kabinen.

Banan i hatten

Under hjelmen ligger Renaults 2,3 dCi dieselmotor i versioner med 160 eller 190 hk og op til 450 Nm. De afløser den gamle 2,5-liters Nissan rumlebasse, og også her er det helt uden sammenligning et kvantespring for Navara.

Nissan Navara – triple pickup

Det er den samme motor, som ligger i Nissan-Renault-alliancens store varebiler, hvor de allerede har bevist deres styrke. At de fungerer så fint i den rå pickup er i den grad en banan i hatten til det fransk-japanske samarbejde.

Bladfjederens evolution

Samme kabine har fået en flottere og mere SUV-agtig indretning. Her er fremskridtet dig mere på niveau med det evolutionære fremskridt, King Cab’en har fået på bladfjeder-området.

Det er mere på udstyrsområdet, der er sket store ting. De to mest iøjnefaldende er det nye infotainment-system, som nu har fundet vej til Navara. Og så har Nissan langt om længe taget sig sammen til at installere det fabelagtige Around View Monitor, som med kameraer i fronten, i bagklappen og under sidespejlene danner et 360-graders billede, som gør rangering til en leg.

Vi vender tilbage til det nye udstyr og tilbehør, når Nissan i en forhåbentlig meget nær fremtid offentliggør prislisten på den nye Navara.
Der er dansk premiere på Nissan Navara til januar.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *