• Corsa i nyeste opstilling signalerer al den sporty frækhed, som den rent faktisk leverer

  • En dansk ombygget Corsa van har fem døre. Der er ikke noget vundet ved at vælge en tredørs, for du ville åbne døren lige midt i varerumsadskillelsen

  • Sådan ser 120 cm varerumsgulv ud. Adskillelsen er helt fremme ved midterstolpen

  • Sådan ser fabrikkens egen Corsa van ud. Den lever ikke op til danske gulpladeregler og vil koste personbilsafgift

  • ...og sådan ser varerummet ud i den fabriksbyggede Corsa van. Læg mærke til det kortere varerumsgulv, som giver bedre benplads ved forsæderne

  • Pizzabudet kunne godt ønske sig en mere reel bagklap, men fabrikken ville have en glad mund for at få den til at ligne en smiley

  • Intellilink med Apple Car Play linker dig op til din telefon og gør infotainmentoplevelsen komplet

  • Seks manuelle gear giver god kontrol over den fyrige lille turbomotor, og så er første gear endda dejligt langt

  • Nyklassisk Opel omend i en noget mere forenklet udgave

  • Kørekaffen skal nydes af de små kopper, hvis der skal være plads til den i de små kopholdere under ventilationsanlægget

  • De brede linjer skal give indtryk af en bredere bil end den forrige Corsa, og sådan opleves den faktisk også, selv om målene er de samme

Næstbedste Opel Corsa van nogensinde

1.0 Turbo er det bedste, der er sket for Opel siden Kadett.

Opel Corsa van er, som de fleste ved, en skøn lille bunke bilistisk underholdning til prisen. Ikke verdens største bil og mange vil sikkert anføre, at den direkte konkurrent Ford Fiesta er en knivsspids foran på de sporty køreegenskaber.

Men Opel har halet solidt ind på Ford med sine nye 1.0 Turbo-motorer, så de to nu er blevet jævnbyrdige på økonomiske trebenede turbomotorer med tændrør. Samtidigt har Corsa skærpet stålet en smule ved at tabe sig lidt i vægt og stramme op på styreegenskaberne.

Dieseløkonomi

Den præsterer næsten dieseløkonomi og har rigeligt med råstyrke til lille Corsa, selv om den meget høje gearing i de laveste gear i den seks-trins gearkasse kræver en smule tilvænning. De helt langsomme 90-graders sving kræver første gear, selv om man kommer rullende uden at skulle standse.

Den lille benzinmotor ender nemt helt nede omkring de 1000 omdrejninger, og så er der langt op til de 1500-1800 omdrejninger, hvor drejningsmomentet får ordentligt fat. Men egentlig er det rigtigt fint med et førstegear, der rent faktisk er et køregear i stedet for udelukkende et igangsætningsgear.

Sporty sidegevinst

Corsa van har City-servo. Med et tryk på en knap yder den elektriske servo en ekstra indsats, så det bliver nemmere at dreje på rattet, når man skal rangere og parkere. En fin funktion, når man husker at bruge den.

Hvis idéen var, at man skal få en mere sporty oplevelse af styretøjet i den almindelige indstilling ved at gøre den tungere, så var det lykkedes. Men det er bare en sidegevinst. Baggrunden er økonomi. Servokræfter koster energi, som kun kan komme fra motoren, og for at spare på denne energi, har man lavet denne lille komfort-detalje.

Apple Car Play

Til de kolde vinterdage er der også varme i rattet, som efterhånden er blevet et varemærke hos Opel. Det er da meget sjovt, men sådan en fordyrende gimmick er vel ikke strengt nødvendig i en bil, hvor økonomien spiller så stor en rolle. Man har jo for det meste handsker på, når det er så koldt, at man bruger rat-varmen.

Varme i sæder og rat, metallak og Intellilink koster 5107 kroner plus moms som ekstraudstyr til Essentia- og Enjoy udstyrsversionerne. På Corsa Sport, Cosmo og OPC er Intellink standard med Apple Car Play.

Afgiftsnedsættelse

Den testede Corsa Van er en Enjoy med førnævnte ekstraudstyr. Intellilink med musik, telefon, navi og en masse af din telefons apps øger komfort og bilglæde betragteligt og er  en beskeden merudgift i det store billede. Inklusiv ekstraudstyr koster den 103.225 kroner plus moms  (22.056 kroner).

På hvide plader hedder den Corsa Enjoy 1,0T 90 hk og koster 160.738 kroner plus levering efter den nye afgiftsnedsættelse.

Dansk van

Den hårdeste kritik af den lille slider er faktisk slet ikke nogen kritik af Opels evner til at bygge biler. Som alle sine forgængere har den et problem med størrelsen. Ikke i forhold til varerummet. Det er faktisk rigeligt stort i denne sammenhæng. For når man køber en varebil i denne størrelse, har man i forvejen sat sig ind i egne og virksomhedens behov. Men vore stive afgiftsregler foreskriver, at der skal være 120 cm fra skillevæg til bagklap.

VW Touran med vokseværk

Danske skrivebordsgeneraler – det være sig politikere såvel som nikkedukkerne i embedsmandsvældet – har alle dage haft høje tanker om egne kompetencer udi bildesign. Forskellen på dem og de professionelle er, at danske bureaukrater gør det over en bred kam, mens fabrikkernes ingeniører og designere trods alt begrænser sig til en enkelt model ad gangen.

Groteske regler

Resultatet er en serie amputerede varebilsudgaver af biler, som fabrikkerne selv har brugt tid og penge på at udvikle og bygge varebiler af. De har lavet små varebiler med rimelig benplads og komfort til føreren og et varerum, der er indrettet og optimeret til varetransport.
Bingo.

Men på grund af vores groteske danske afgiftsregler, bliver vi nødt til at bygge personbiler om for at få de føromtalte 120 cm mellem væg og bagsmæk. Derfor kan en Opel Corsa van på danske plader kun blive næstbedst. Den bedste vil altid være fabrikkens egen, og det er synd.

Opgiv

Opel Corsa er et slående eksempel. Selv med kort til gennemsnitlig benlængde kan det knibe med at finde en optimal kørestilling. I Corsa er højdejusterbart førersæde standard, så man kan kompensere ved at vælge en mere opret kørestilling. Høje mennesker kan lige så godt opgive på forhånd. Det er synd for sådan en god bil, at det overhovedet skal blive et problem.

Meget mere familie i en Skoda

Ja, man bliver helt træt.
Det skal naturligvis ikke gå ud over Opel, at de er underlagt samme oldtidslovgivning som alle andre her til lands, så lad det komme an på en prøve, om du kan finde en ordentlig siddestilling. For hvis du kan, er der rigtigt meget køreglæde og økonomi at hente i Opel Corsa van.

 

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *