• 1630 liter varerum bliver der i gulpladeversionen, når den en gang bliver klar. Læg mærke til, at der er 114 cm mellem skærmkasserne. Vigtigt, hvis du vil have en Europapalle med

  • Midterkonsollen er med til at give det sportslige præg i kabinen, men den læner meget væk fra føreren, hvilket besværliggør betjening af specielt touch-skærmen under kørslen

  • Selve instrumentbordets facon går igen fra forgængeren, men der er sket så meget med indretningen, at det ikke er til at kende

  • Hjørnerne er rundet af, og baglygterne er blevet mere sammenknebne for at give indtryk af en mere dynamisk bil

  • Det er blevet en smule sjovere at køre Mondeo, men decideret sportslig bliver den først, når man tilvælger den justerbare undervogn

  • Den nye Mondeo står tungt og tillidsvækkende på asfalten med sin nye Aston Martin-front og et massivt og dynamisk look

Mondeo for førerens skyld

Ford Mondeo er mere end nogensinde blevet en køreoplevelse, selv om den monstrøse fornemmelse er helt intakt

Altomvarebiler.dk i Malaga:

Der er slet ingen tvivl om, at Ford har fat i noget at det helt rigtige med den nye 1,5 EcoBoost motor. 160 diskrete turboheste blæser den ud til et passende miks af fornuft og følelse. Den kommer også med den noget mindre diskrete 2,0 EcoBoost med op til 240 hk, men så skal der smides en hel del flere af de surt optjente til Skat.

Det gode ved denne motor er dens elasticitet. Den trækker fra omkring 2000 omdrejninger og helt op til 6000 – uden nogensinde at blive rigtigt kæk. Skal du have punch under hjelmen, skal der stå 2,0 EcoBoost på smækken.

Frisk med det hele

Forbrugsmæssigt er der dog ikke det store vundet ved at vælge en lille motor med turbo. Fordelen ligger udelukkende i den elastiske turboeffekt. Den officielle økonomi er opgivet til beskedne 16,9 km/l.

Nok så interessant er, at den lille turbobenziner også udgør indgangstrinet for den nye Mondeo. Ikke noget med gamle 1,8-liters sugemotorer til et surt, skrabet indgangstrin. Alt er nyt og moderne, og selv indgangstrinet Trend har fået en stylingpakke, så den ser ud af endnu mere, som standardudstyr.

Størrelsen er vigtig

I dieselafdelingen finder vi 1,6 EcoNetic med et forbrug på 26,3 km/l. Imponerende for en bil med en egenvægt omkring 1600 kg. Til gengæld har den givet afkald på en del på krogen, som maks må trække 400 kg.

Der er dog hjælp at hente ved at vælge den lidt stærkere 2,0 TDCi med 150 hk, som går 23,8 km/l og må trække op til 1800 kg på krogen

Smallere bagdel

Udseendet er ellers ikke noget, den nye Mondeo skal skamme sig over. Den står tungt og solidt med sin lave frihøjde og massive krop, så den allerede før start ligner en WTCC-racer. Smid et par 18-tommers alufælge oven i prisen og klæb lidt Castrol-reklamer på siden. Så er den hjemme.

Og det er ikke helt skævt det med racerbilen. Mondeo er mere end nogensinde blevet førerens bil. Tilbage i ’007, hvor den foregående model blev introduceret, åbenbarede Ford en færge af en familiebil. Monstrøs og prangende med alle designtricks fokuseret på at skabe så rummelig en bil som overhovedet muligt.

Den nye model har fået snævret ballerne lidt sammen ved at runde de bageste hjørner lidt af og givet den mindre baglygter. Det samme er sket med fronten, hvor Aston Martin-looket er blevet endnu mere påfaldende.

De kunne såmænd lige så godt have givet den mellemnavnet Sport’ i dåbsgave.

Hårnålesving i en færge

Senere kommer der en beskeden 1,5 TDCi med 105 hk, som kommer med i programmet fra april, så her er måske forklaringen på, hvorfor den ikke altid skal hedde Sport.

Få hundrede kilometer i eksotiske omgivelser er – som nævnt mange gange her på siderne – ikke nok til at danne sig et grundigt indtryk af en ny bil.

Men det er tydeligt, at man skal holde sig fra racerbanerne i standard-udførelsen. Til Titanium fås en justerbar undervogn med indstillingerne Comfort, Normal og Sport – der var den igen – og i alt andet end Sport bliver det hurtigt spændende at sejle omkring hårnålesving i Fords færge.

Mest for lemmedaskere

Indvendigt er fornemmelsen den samme. Et mere sportsligt og omfavnende førermiljø med komfortable sæder skal give en god allround kørekomfort. Men det er påfaldende, at midterkonsollen er kommet irriterende langt væk fra føreren. Den form for forfordeling af langlemmede bilister er ikke klædeligt.

Dum navi

Samtidigt er det værd at bemærke, at der ikke er det store vundet ved at investere voldsomt i det dyre Sony navigationssystem, som er ekstraudstyr til 30.000 kroner i personbilsversionen (vi kender endnu ikke gulpladepriserne). Det virker lidt langsomt, så her kan man passende slå et slag for navi-apps til mobiltelefoner, som kobles problemfrit op til Ford Sync, som er kommet i en ny og endnu bedre version.

Prismæssigt er vi endnu ude i kategorien med kvalificerede gæt.

De kommer formentlig til at starte lige omkring 220.000 kroner plus moms (255.000 kroner med moms) for en EcoBoost og under 230.000 kroner plus moms (270.000 med moms) for en 2,0 TDCi.

Billigst bliver EcoNetic til en forventet pris omkring 205.000 kroner plus moms (244.000 med moms) takket være det store afgiftsfradrag for det lave brændstofforbrug.

 

En tanke om “Mondeo for førerens skyld”

  1. “Samtidigt er det værd at bemærke, at der ikke er det store vundet ved at investere voldsomt i det dyre Sony navigationssystem, som er ekstraudstyr til 30.000 kroner i personbilsversionen (vi kender endnu ikke gulpladepriserne). Det virker lidt langsomt, så her kan man passende slå et slag for navi-apps til mobiltelefoner, som kobles problemfrit op til Ford Sync, som er kommet i en ny og endnu bedre version.”

    Hvordan gør man det? Jeg kan ikke finde nogle navigations apps som virker med deres AppLink.

Skriv et svar til Kasper Annuller svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *