• Kodiaq får et klassisk SUV-instrumentbord med lodrette flader og simpel betjening

  • Varerummet bliver på omkring 2.000 liter og dermed et at klassens største

Mød Skoda Kodiaq – indefra

Nu bliver den nye Skoda Kodiaq præsenteret i Berlin. Her er de første billeder og links til livestream-begivenheden

Sådan ser Skoda Kodiaq ud indvendigt. Her dagen før den endelige afsløring løfter Skoda en flig af sløret for deres nye SUV.

Ikke overraskende afslører billederne, at Skoda har brugt sit nye og mere udtryksfulde interiør, som vi kender fra de nye udgaver af Superb og Octavia – omend i en mere upoleret udførelse.

Lodrette linjer

De første billeder viser en rå stil med knap så elegante linjer, som VW’s tjekkiske afdeling har lagt i sine firmabiler.

For at opretholde SUV’ens høje siddepositioner har Skoda ofret de vandrette linjer, som vi første gang så I VW Passat for et par år siden, og som skal give et indtryk af en lavere og bredere kabine.

Effektivt redskab

Det samme gør sig gældende på de ydre linjer, og det giver måske et hint om, at Skoda Kodiaq heller ikke udvendigt vil ligne sine mere urbant orienterede mindre søskende.

Den store SUV er snarere indrettet med en mere praktisk livsfilosofi for øje. I stedet for langturselegancen er det outdoor-mandens trang til et effektivt og praktisk redskab, der præger designet.

Simply Clever

Skoda Kodiaq skal være lige til at gå til og er designet ud fra idéen om ‘Simply Clever’-tilgangen. Betjeningen skal være intuitiv og logisk, så man ikke sidder og fedter med umulige undermenuer under kørslen.

Man er gået efter at anbringe alle knapper og greb med selvforklarende layout.

Rektangulær stil

Læg blandt andet mærke til de lodrette luftdysser og indramningen af touchskærmen, som er gået tilbage til den rektangulære stil, vi kender fra tidligere modeller.

Midterkonsollen er også blevet mere opretstående, hvilket dog synes mere forståeligt, eftersom hele operationen skal fylde et større lodret areal.

Max plads i kassen

Og det er præcis, hvad Skoda fortæller om indretningen af den nye Skoda Kodiaq. Målet har været at få absolut mest plads ud af de forhåndenværende ydre mål.

Vi ved om Skoda Kodiaq, at den bliver 4,70 meter lang og 1,88 meter bred, og som den første Skoda nogensinde bliver den bygget i en udgave med plads til syv personer.

Livestream fra Berlin

Varerummet bliver på lige omkring to kubikmeter og bliver et af klassens største – hvis ikke det største.

Skoda Kodiaq har verdenspremiere lige nu torsdag den første september i Berlin, hvorfra Skoda vil livestreame den 45 minutter lange præsentation.

Du kan følge med på Livestream på skodas website eller via Youtube her.

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *