Modelbiler trak afsted med en Hilux

2,2-kilos legetøjsbiler i synkront slæb fik trukket en 2,2 tons Toyota Hilux i bevægelse

Toyota UK og legetøjsproducenten Tamiya har i fællesskab skabt opmærksomhed ved at udføre en spektakulær test. Et lille kavaleri af radiostyrede miniature-Hilux’er blev spændt for en Hilux i virkelig størrelse.

Inspirationen kommer fra en lignende test udført i Japan tilbage i 1980. Denne test fandt sted for nylig i en hangar ved Oxfordshire i England, hvor Toyota mødtes med en flok fingernemme operatører af de radiostyrede biler.

2,2 kg mod 2,2 tons

Toyota havde på forhånd udført et regnestykke, der ser således ud: Bilen var en Toyota Hilux Invincible Duoble Cab med en tjenestevægt på 2,2 tons inklusive fører. Den ville  ifølge Toyota kunne rulle afsted i hangaren, hvis den blev udsat for et fremadrettet træk på 30 kg.

En firehjulstrukket Tamiya Hilux Bruiser i skala 1:10 har en tjenestevægt på 2,2 kg. Det er altså blot en tusindedel af vægten på den store Hilux. Man kunne så tro, at der skulle en mindre hær af Bruisere til at få den tunge bil i bevægelse.

Et træk på to kilo

Men nej. En firehjulstrukket Hilux Bruiser kan trække med en kraft på 2 kg under følgende omstændigheder: At den står på en jævn overflade med dækkene pumpet op til 60 psi. At dens elektriske drivlinje er sat i lavgear, og at den er læsset med 500 gram ballast.

Altså må 15 lilleput-Hilux’er kunne levere det træk, der skal til. Og det gjorde de. Det hele er naturligvis filmet og ligger på Youtube.com.

Hilux Little and Large: Pull

Synkront arbejde

For at de små biler kunne levere et ensartet og effektivt træk, blev en 10 kg tung stålstang med 15 trækkroge boltet fast under fronten på Hilux’en således at krogene var i niveau med lilleputternes anhængerkroge.

Modelbilernes chauffører var i øvrigt godt øvede i at få de 15 biler til at trække synkront og maksimalt. Endnu en chauffør sad bag rattet i 1:1-bilen – og han blev nok høfligt mindet om at huske at slippe håndbremsen.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *