• Slidbanemønsteret, gummiblandingen og konstruktionen af dækkets karkasse er ændret til det bedre.

  • Michelin er klar til at dække op med en ny og forbedret generation af Latitude Sport-dækket.

  • Den nye Porsche Macan er en af de biler, som det nye Latitude Sport 3 er blåstemplet til originalmontering på. I en situation som her vist vil Latitude Cross være et bedre alternativ.

Michelin dækker op for SUV’erne

Michelin lancerer ny generation af on road-dækket Latitude Sport med forbedrede egenskaber

Så er der nye dæk til SUV’er med gule og spraglede nummerskilte. Michelin er klar med tredje generation af Latitude Sport on-road dækket til crossover-modeller i den såkaldte Sports Utility Vehicle-kategori.
Dækket er endnu ikke frigivet til salg på det åbne marked, men det er dog allerede nu blåstemplet til originalmontering på flere modeller, bl.a. den nye porsche Macan med 18-, 19- eller 20-tommer hjul ligesom det er godkendt til fabriksmontering på biler som BMW X5 og Volvo XC90.

Total Performance-konceptet

SUV-ejere lægger – ifølge Michelin – primært vægt på køresikkerhed. Mange biler i SUV-klassementet kendetegnes ved både et relativt højt tyngdepunkt, markante vægtforskydninger og en kraftfuld motor kombineret med veldefinerede køreegenskaber. Dét stiller store krav til bilernes dæk.
Latitude Sport 3-dækket udspringer af Michelins såkaldte Total Performance-koncept, og er udviklet til kørsel på almindelige veje med hård belægning og til at imødekomme brugernes forventninger om optimal sikkerhed og levetid kombineret med lav rullemodstand og minimeret brændstofforbrug.

Reduceret bremselængde

Hvad kan så det nye Latitude Sport 3-dæk i forhold til den foregående dæk-generation?
Angiveligt er det et dæk med egenskaber tæt på de, som kræves af dæk til en sportsvogn, og det er udviklet til alle typer vejbelægning – tør eller våd. Ifølge produktspecialist Arne Sköldén, Michelin Nordic, er det nye dæks bremselængde på våd vej 2,7 meter kortere end på Latitude sport 2.
Desuden bidrager større langsgående kanaler i slidbanemønsteret til en forbedret vandafledning på våd vej, hvilket dermed mindsker risikoen for aquaplaning.

Ændret gummiblanding

Mønsterdesignet bidrager angiveligt også til forbedring af dækkets vejgreb ved acceleration og bremsemanøvrer. En 2-lags karkassekonstruktion medvirke til at gøre dækket mere stabilt og styringen mere præcis.
En varieret udformning af slidbanens snitmønster mindsker både deformationen af slidbanens mønster, rullemodstanden og dækstøjen.
En ændret compound – blandingen af gummi, silicium og elastomerer – medvirker til at reducere den varmeudvikling, som automatisk opstår i roterende dæk, og resultatet er lavere brændstofforbrug.

39 dimensioner

Skal bilen nu og da ”off the road“, er Latitude Cross et bedre alternativ til SUV’en, da Latitude sport 3 som nævnt primært er til kørsel på almindelige veje.
Eftersom stadig flere bilfabrikker udstyrer nye SUV-modeller med 17-tommer hjul – eller endnu større – lancerer Michelin Latitude Sport 3 i 39 forskellige dimensioner til fælgestørrelser fra 17 til 20 tommer.
Dermed vil Latitude Sport 3 kunne dække det meste af SUV-markedet.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *