• Transportminister Ole Birk Olesen fremlagde i sin åbningstale et fremtidsperspektiv med selvkørende, elektriske varebiler til last mile-distribution

  • Nicolai Pagh Sperling fra MAN kunne præsentere den nye MAN TGE, der får automatisk nødbremse som standard

Messe for en elektrisk og digitaliseret fremtid

Nye teknologier og digitalisering prægede Transport 2017, der løb af stablen med rekordmange udstillere

11 tætpakkede messehaller summede af liv torsdag, fredag og lørdag i sidste uge, da Transport 2017 blev afviklet i Herning. På et rekordstort antal stande – 325 – blev der ikke blot udstillet lastbiler, busser og varebiler, men også en mosaik af tilbehør, indretninger, opbygninger, forretningskoncepter, IT-produkter, uddannelsestilbud og finansiering.

Selvkørende varebiler

Nye teknologier og digitalisering var det, der prægede messen. Elektrificering af køretøjer er et område i rivende udvikling sammen med flådestyring og autonomi.

“Et fremtidsperspektiv er elektrificerede, selvkørende varebiler, der henter pakker ude i distributionscentrene uden for byerne (Last Mile-udbringning, red.), og hvor transportkøberne handler ind via app’s,” sagde transportminister Ole Birk Olesen (LA) i sin åbningstale.

Forsøgsordning til sommer

Ministeren fortalte om, hvordan man i regeringen arbejder for at forbedre landets infrastruktur ved at udnytte nye teknologier.

“Vi skal investere milliarder i ny infrastruktur. Regeringen vil desuden åbne for udviklingen hen imod selvkørende biler med en ordning fra den 1. juli i år. Det er en forsøgsordning, for vi skal naturligvis også sørge for at beskytte borgernes sikkerhed mod umodne teknologier.”

Kun én finalist med strøm

Den elektriske udvikling begynder også at sætte sine spor inden for varebilerne, men i Danmark og på messen kun i beskedent omfang. Ved kåringen af Årets Varebil i Danmark 2017, der fandt sted under ministerens rundgang på messen, var der kun en enkelt finalist med strøm i drivlinjen – nemlig den ombyggede varebil Kia Niro Hybrid.

De vindende varebiler – trioen Toyota Proace/Citroën Jumpy/Peugeot Expert – kører på ren dieselkraft – også selv om Peugeot længe har udviklet dieselhybrider.

Dyrere fremtid for el-varebiler

Tilbage i 2012 blev den elektriske Renault Kangoo Z.E. kåret som årets varebil. Valget skyldtes ikke mindst en interessant pris, idet elbiler dengang var fritaget for registreringsafgift.

Sådan er det ikke længere. Registreringsafgiften er i år oppe på 40 procent og indfases gradvist til 100 procent i 2020.

Varebiler med førerassistance

Selvkørende biler er inde i en rivende udvikling, og udviklingen mærkes også på varebilerne. Messens fremmeste eksempler var de to søsterbiler i 3,5-tons klassen, MAN TGE og VW Crafter, hvor Crafter i øvrigt kun var to point fra at erhverve titlen som Årets Varebil i Danmark.

Til Crafter og TGE fås en lang række førerassistentsystemer, der er vigtige afsæts-teknologier for autonomi. Men varebilerne er dog ikke så langt fremme i denne udvikling som busserne.

Autonomi på niveau 3 og 4

I dag er den autonome kørsel på offentlige vejene nået til niveau 2. Det vil sige, at føreren ikke må slippe rattet og altid skal have fuld kontrol med bilen. På dette niveau omfatter udstyret til automatiseret kørsel f.eks. automatisk nødbremse, adaptiv fartpilot, linjevogter og automatisk parkering.

Regeringens forsøgsordning åbner op for autonomi på niveau 3 og 4. Niveau 3 vil sige, at der stadig skal være en fører, som skal være klar til at tage kontrollen med bilen. Føreren må dog gerne slippe rat, speeder og bremse, men kun på nogle forsøgsveje og kun under nogle forhold.

Busser melder sig klar

På niveau 4 må bilen køre uden fører, men der må kun køres på forsøgsveje og kun under visse forhold. Eksempler på eksisterende forsøg er minibusser, der kører med lav hastighed i byområder som franske Lyon, finske Helsinki og schweiziske Sion. Og i Danmark er den selvkørende bus “Olli” parat til at komme ud på asfalten i Nordjylland, når regeringens forsøgsordning begynder til sommer.

På niveau 5 er køretøjet helt selvkørende, og føreren er overflødig. Måske vil vi se et sådant eksemplar udstillet på den næste transportmesse i 2019.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *