• Mercedes vil investere næsten 75 milliarder kroner i elektriske biler frem mod 2025.

  • Mercedes EQ er første elektriske model. Det er en crossover med 500 km rækkevidde.

Mercedes vil investere 74 milliarder kroner i elbiler

Mercedes opruster på elbilfronten med 700 kilometers rækkevidde og ti nye modeller frem mod 2025

Hvis du stadig mener, at elbiler bare er en døgnflyve, så tag lige et kig på de store bilproducenter i dag. Jaguar har lige meldt sig ind i kampen med I-Pace, BMW opruster, det samme gør Audi, og Volkswagen håber at sælge en million elbiler årligt i 2025. De ser alle en fremtid i elektriske biler, og det er nu, mærkerne for alvor investerer.

Mercedes er en af dem, og deres udviklingschef Thomas Weber har netop offentliggjort, at man forventer at bruge 10 milliarder euro eller næsten 75 milliarder kroner på at udvikle en familie af elektriske biler, som frem mod 2025 vil vokse til ti forskellige modeller, alle baseret på den samme platform. Producenten forventer, at elbiler vil stå for mellem 15 og 25 procent af det samlede salg i 2025.

Smart og SUV’er

Mercedes har ikke meldt ud, om der er nogle varebiler blandt de 10 planlagte modeller. Det eneste, Thomas Weber har gjort klart, er, at tre af modellerne skal rangere under Smart-brandet, og at man forventer, at batteri-teknologien vil blive så god, at en af modellerne fra Smart vil kunne køre op til 700 km på en opladning.

Alt dette er stadig mere eller mindre spekulationer, Mercedes har i hvert fald ikke præsenteret håndfaste beviser. Et koncept er det blevet til indtil videre. Det er en elektrisk SUV, man har døbt EQ. Modellen skulle være klar inden dette årti er omme, og rækkevidden siges at lande på 500 km.

Konceptet bliver første bil i modelserien for elektriske biler, som alle får navnet EQ. Thomas Weber forklarer, at modellerne vil adskille sig markant i design fra mærkets traditionelle modeller, men man vil alligevel ‘genbruge’ så mange komponenter som muligt for at holde udgifterne nede.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *