• Godskørsel for fremmed regning skævvrider konkurrencen, når det foregår i varebiler uden regler og køre-hviletidsbestemmelser

  • Reglerne for transport med varebiler skal strammes op, så der kommer styr på sikkerhed og konkurrenceregler

Nu kommer loven mod social dumping i varebiler

DTL - Danske Vognmænd jubler over, at der nu kommer gang i kampen mod løn- og social dumping og sikkerheden i varebiler, der kører gods for fremmed regning i Danmark

DTL – Danske Vognmænd har hænderne højt hævet over hovedet efter, at regeringen i går offentliggjorde sit lovprogram. Med på listen er nemlig en ‘tilladelsesordning’, der stiller skærpede krav til vognmænd, der kører gods for fremmed regning i varebiler under 3.500 kg

Det er en tilpasset udgave af godskørselsloven, som vognmændene ynder at kalde ‘godskørsel light’. Og med nyheden om, at den er med i regeringens planer, vil den kunne gennemføres inden næste sommer.

Ingen kopi

– DTL har hele tiden talt for en tilpasset udgave af krav til varebilsvognmændene – og ikke nødvendigvis en fuldstændig kopiering af de krav, der stilles til vognmændene med de tunge køretøjer. Det skyldes, at området her ikke er reguleret af EU, så vi her i landet i ro og mag kan finde en pragmatisk – og dog virksom – måde at kontrollere hele varebilssegmentet på.

– Det trænger vi til, for branchen har hele tiden påpeget, at det er nødvendigt, siger administrerende direktør i DTL – Danske Vognmænd Erik Østergaard til DTL på deres hjemmeside.

Rødt flertal

Regeringen henviser i lovprogrammet til et beslutningsforslag, der sidste folketingsår blev vedtaget med et flertal bestående af rød blok sammen med DF på 73 stemmer mod regeringen og blå bloks 39 stemmer.

Som opfølgning på beslutningsforslaget blev Varebilsudvalget nedsat. Udvalget skulle se på en mulig ny regulering for varebiler, der kører godskørsel for fremmed regning.

Illegal arbejdskraft

Målet med beslutningsforslaget er at bekæmpe sort arbejde, socialt bedrageri og illegal arbejdskraft samt at øge trafiksikkerheden omkring varebiler, der kører gods for fremmed regning. Det skriver DTL

Transportministeren har nu rettet ind efter det overvejende røde flertal i Folketinget og skal herefter på baggrund af Varebilsudvalgets rapport kigge på, hvordan godskørselsloven kan indrettes, så man også indregner de cirka 5.000 virksomheder, der kører godstransport for fremmed regning med varebiler.

Egen kontrolfunktion

Der skal stilles krav til virksomhedens faglige kvalifikationer, økonomi, restancer til det offentlige, vandel og god skik, virksomhedsform og forretningssted samt til uddannelse af varebilschauffører, skriver dtl.eu.

– Vi har gennem hele forløbet i Varebilsudvalget talt for, at man ikke direkte kopierer de krav, der i dag stilles til vognmænd til de tunge køretøjer. Der er tale om en anden form for godstransport, som udmærket kan have sin egen kontrolfunktion i egenskab af mere fleksible og kontrollerbare regler, end det er tilfældet for de tunge køretøjer, der jo i dag er reguleret af EU, siger Erik Østergaard.

Hånd i hånd med EU

EU har i sin vejpakke også medtaget varebilerne som en del af det, der skal kigges på for at sikre et balanceret europæisk transportmarked. Men det bekymrer ikke Erik Østergaard

– Det kan sagtens gå hånd i hånd. Jeg er sikker på, at netop Danmark ved sit initiativ kan gå forrest i kampen for ordnede forhold og mod social dumping på varebilsområdet, siger han.
Regeringens lovforslag kommer i februar måned 2018.

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *