Kloge lærepenge gav en meget bedre Vito

Mercedes har med et minimum af ændringer i pladeværktøjerne til Vito præsteret et reelt generationsskifte

Krigsenker får spiselige måltider ud af et sålelæder og en tot twist, men selv om der ikke er meget surrogat-kaffe over den nye Vito, så mærker man, hvordan Mercedes-Benz har tænkt lidt mere over sagerne til det seneste facelift. Bortset fra lidt nye linjer omkring forlygterne for alibiets skyld, så er det Euro5-motorerne og et par nye aksler, der er de egentlige nyheder.

Der er brugt penge, hvor det gavner mest, og det virker. Så kan vi få nye cykler og dessert om søndagen, når far kommer hjem fra krigen og begynder på fabrikken igen.

Vito hører til i det trængte varebilsmarked, og så nytter det ikke noget at komme anstigende med en milliardregning fra designere i lyserøde skjorter og charmeklud.

Så Mercedes har med et minimum af ændringer i pladeværktøjerne præsteret et reelt generationsskifte fra anden til tredje generation af Vito. Det er ikke til at se, men nye aksler, lidt justeringer af undervognen og nyt motorprogram gør den til en helt ny Vito.

Og – vigtigst af alt – ikke en gang prisen afslører det. Da krisen kradsede allermest hos den danske importør, blev priserne sat ned med 35.000 kroner bare for at få hjulene til at rulle i tomgang.

Lang liste

Så anonymt er generationsskiftet, at den nye såmænd snildt kunne gemme sig på det nuværende lager. Pladearbejdet er fuldstændigt genbrug med undtagelse af forskærmene, der er klippet af ved lygterne og erstattet af større plastik-kofangere, og lygterne er lidt anderledes. Sådan kan du kende den nye fra den gamle i dit bakspejl.

Indvendigt er der heller ikke sket en disse. Vi knokler stadig rundt på hårde, vaskbare sæder uden nævneværdig sidestøtte. Testbilen havde monteret armlæn i venstre side af førersædet, så albuehøjden bliver ens i begge sider. Men som Mercedes har tradition for, så kommer det fra listen over ekstraudstyr. Til 424 kroner plus moms er det ikke den store udskrivning, men med så små punkter på listen, er der ikke noget at sige til, den bliver omfattende.

Samme liste skal også gennemlæses for at finde en indsats til forruden med plads til en voksen kaffekop. Det er for syditaliensk anno 1967, at kopholderen er bygget til en espresso i samme indsats som askebægeret.

Nu til dags er smøgerne yt, og kaffen kommer i trekvartliters baljer.

Fra taxa til Vito

Men tag rattet i hånden og kør en tur. Så mærker du en undervogn, der hører til i personbilsegmentet med greb om tingene og i asfalten.

Den nye 136-hestes motor fungerer fabelagtigt sammen med den bedre undervogn. Den er mage til dem, der slæber de mest økonomiske E-Klasser, så den er bygget til at slæbe tunge personbiler.

Fordelen for de mest konservative bilkøbere ved det faktum er, at motorerne allerede ved introduktionen er godt gennemprøvede på verdens mest krævende testbane – de københavnske taxaer.

En ny sekstrins gearkasse til de firecylindrede motorer udnytter motorens højere drejningsmoment til både at få bedre acceleration og lavere forbrug ud af Vito, som oven i købet kan slæbe op til 100 kg mere nyttelast.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *