• Kias Stonic ligner en gadedreng men bliver formentligt noget i stil med en højpandet Rio

  • Det handler om stil, og selv om underkørselsværn i børstet stål-lool bliver støbt i plast, bidrager det til det helt rigtige look

Kias lille crossover skal hedde Stonic

Så blev det Kias tur til at lave en lille crossover. Den kommer til at hedde Stonic og har premiere allerede senere i år

Markedet flyder snart over med nye små crossovere, og snart skal vi byde Kia Stonic velkommen iblandt dem. Fiat 500 XL, Opel Mokka, Peugeot 2008 og Renault Captur er blot nogle af de modeller, vi har vænnet os til i løbet af de seneste år. Måske hænger det sammen med, at vi i den indspændte livrems tidsalder mellem 2008 og indtil for nyligt vænnede os til små biler.

Fabrikkerne havde for længst luret, at vi elsker de livsstilspromoverende aktivitetsbiler med nemme ind- og udstigningsforhold. Det er nok at stramme semantikken en anelse ligefrem at kalde dem handicapvenlige, men sådan helt lavpraktisk er der mange gangbesværede og ældre, der vælger biler med høj siddeposition for at lette adgangen.

Tegnet i Frankfurt

I dette forum er det korte af det lange, at man ved at bygge til i højden skaber et bedre arbejdsmiljø og et mere rummeligt bagagerum. Det gør også varerummet mere tilgængeligt og håndterligt og dermed crossoverne mere velegnede på gule plader.

Og nu vil koreanerne også med. Kia Stonic er navnet på en ny crossover i B-segmentet. Stonic er en iøjnefaldende og selvsikker kompakt crossover designet i Kias europæiske designcenter i Frankfurt, og den er inspireret af de større Kia SUV’ers form og funktion.

Speedy Tonic

Navnet  Kia Stonic forklarer Kia som ‘en sammensætning af ”Speedy” og ”Tonic” med reference til første og sidste tone i musikskalaen’. Således udtrykker ”Stonic”, at bilen er adræt, og at den byder på noget nyt og frisk i SUV-segmentet.

En svungen taglinje og de unikt designede tagrælinger giver bilen et sporty look. Den unikke baglygtegrafik fremhæver Stonics ungdommelige og futuristiske udstråling.

Lavt tyngdepunkt

De første billeder er computergrafik, men med tanke på at bilen skal på markedet allerede senere i år, må vi gå ud fra, at de er meget tæt på den produktionsklare model. Og de peger på en bil, der vil slås med om kunderne i det ekspanderende segment på et mere råt og sporty udtryk, end vi ser det i de ovenfor nævnte konkurrenter. Her skal Nissan Juke og Citroën Cactus tage sig i agt.

Bilen kombinerer skarpe horisontale linjer med blødere skulpturelle overflader, og den tilfører klassen kompakte mål og et lavt tyngdepunkt.

Til efteråret

Vi har endnu ikke set interiørbillederne, men i den officielle tekst hedder det, at ‘Den europæisk designede kabine genspejler bilens eksteriør med lige linjer, elegante overflader og geometriske designformer. I Stonics kabine er teknologi og ergonomi i centrum, og den gennemtænkte indretning maksimerer pladsen for alle personer i bilen, og et ”flydende” HMI (human-machine interface) kombinerer på elegant vis adgangen til en smartphone med bilens mange funktioner.’

Stonic kommer til salg i anden halvdel af 2017, og det bliver muligt at individualisere bilen mere end nogen tidligere Kia-model – både indvendigt og udvendigt.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *