• Kias signaturgrill og en overordnet mere muskuløs front præger ansigtet på den nye Sportage

  • Mere bybil og mindre SUV. Men Sportage fås nu også med firehjulstræk

  • Bagsmækken fås med automatisk påbning mod merpris

  • Indvendigt er der blevet mere ro, men der er plads til forbedringer i indretningen

  • Udstyrsniveauet er i top fra bunden, men skal det rigtigt funkle, må du op i en GT-Line

  • Mere plads i varerummet end tidligere er godt nyt for gulpladeejere

Kia Sportage viser højt bundniveau

Fjerde generation af Kia Sportage har næsten alt i udstyr som standard, bedre motorer og en overordnet langt bedre attitude

Kia Sportage begyndte sin tilværelse som meget andet end Sportslig. Men med alderen kommer erfaring, og Sportage har nået sit foreløbige højdepunkt med fjerde generation af den mellemstore SUV.

Det er ikke nyt, at SUV’erne på sin vis finder deres rette element for tiden. Crossover-begrebet har gjort det mere legitimt at køre SUV-lignende biler. De har forhjulstræk, fin brændstoføkonomi, masser af plads til både knæ, hoved og albuer, og så ligner de noget med muskler.

Tiltrækningskraft

Derfor er crossoverne det hurtigst voksende segment i hele verden, og derfor føles det som om, de har fundet deres leje. Og sådan er det også med Kia Sportage. I fjerde generation har den fået lidt større akselafstand, stivere karosseri og en mængde sikkerhedssystemer, som løfter tiltrækningskraften betragteligt.

Vognbaneassistent, Dynamisk kurvelys, fjernlysassistent, blind vinkel-overvågning, skiltelæser, der registrerer hastighedsgrænser, Trailerstabilisering og Rear Cross Traffic Alert, som advarer om trafik bag bilen, når du for eksempel bakker ud fra en parkeringsplads.

Trådløs

Med radar og kamera registrerer den fodgænger foran bilen og bremser automatisk op for forhindringer ved alle hastigheder mellem otte og 180 km/t. Det sidste er vigtigt, fordi denne type systemer er så nye og så komplicerede at få til at fungere, at nogle udbydere nøjes med at have nødbremser, der kun fungerer ved visse hastigheder.

I komfortafdelingen, som jo bliver mere og mere højteknologisk, er der automatisk åbning af bagklappen, Parkeringsassistent og trådløs opladning af smartphones. Styretøjet har fået en opdatering ved, at man har flyttet den elektriske servo fra ratstammen ned på tandstangen for at give en mere naturlig fornemmelse i rattet og mere præcise styreegenskaber.

Roen sænker sig

Rent teknisk er der gjort en stor indsats for at dæmpe støj i kabinen. Mere støjisolering i form af isolerende materialer på udsatte steder, vibrationsdæmpende ophæng med ekstra gummibøsninger i underrammen og den bageste tværvange er med til at sænke roen over køreturen.

Man kan fylde nok så store motorer, luksusudstyr og lirekasse i en bil for at hæve værdien. Men hvis den skramler afsted som en dåse møtrikker, falder det hele til jorden. Og den første køretur i den nye Kia Sportage tyder på, at Kia har ramt helt rigtigt i fjerde forsøg.

1,6 turbo

Kia har lagt en ny supermotor i den. En 1.6 T-GDI turbobenziner med 177 hk og masser af køreglæde. Den er stærkere, hurtigere og mere økonomisk end den gamle 2.0 GDI. De har også de kendte dieselmotorer på 1,7 liter med 115 hk og 2,0 liter med 136 eller 185 hk på programmet.

Indgangsmodellen trækkes af den lille 1.6 GDI med 132 hk, som faktisk gør det rigtigt fint. Det er værd at bemærke, at de to mindste motorer i henholdsvis benzin- og dieselafdelingen har markant lavere forbrug end de større og mere festligt orienterede maskiner.

Topudstyret

For de er også tilsvarende markant billigere i anskaffelse. 180.ooo plus moms for en 1.6 GDI med udstyrsniveau Vision. Men laveste udstyrsniveau er et udvisket begreb hos Kia. De har tilsyneladende sat alt ind på at fylde mest muligt udstyr i samtlige varianter og har helt glemt, at topmodellerne skal have noget at prale med.

7-tommers touchskærm med navigation, bakkamera, automatisk fjernlys, Bluetooth, ratbetejnt radio, fartpilot med fartbegrænser, aircon, læderrat og -gearknop, 16-tommer alufælge og trådløs opladning af mobilen er standard på alle Kia Sportage.

Billigst er bedst

Næste trin hedder Advance, som er til de mere komfortabelt anlagte. Det er 15.000 kroner dyrere før momsen, og for de penge får du en tomme større alufælge, tagræling, varme i sæderne, regnsensor tozoners klima og automatisk nedblænding af bakspejlet, inden topmodellen, GT-Line, sætter trumf på for de udstyrshungrende med læderstue, varme i rattet, IceCube forlygter og meget mere.

Så umiddelbart er der ikke så meget at være i tvivl om. Billigst er bedst i Kia Sportage. Men vi vender selvfølgelig tilbage med en grundig test af den nye turbomotor for at være helt sikre. Der er officiel dansk premiere på den nye Kia Sportage i weekenden den 28.-29. maj.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *