• Mercedes-Benz G-klasse ventes introduceret i fjerde generation til næste år. Kabinen bliver mere komfortabel som det fornemmes af de første offentliggjorte billeder

  • Nederst til højre ses endnu et tegn på, at den nye G-klasse fortsætter som terrænbisse: Et solidt håndtag til forsædepassageren

  • G-klasse anno 2019 skal nok komme frem. Knapperne til de tre låsbare differentialer sidder i midten af instrumentpanelet

Kantet terræn-bisse får et rundere interiør

Mercedes er på vej med en ny G-klasse. Offentliggjorte kabine-billeder viser bløde sider af den militante offroader

Endnu ved vi ikke, hvordan den ny G-klasse anno 2019 kommer til at se ud. Spionbilleder er det eneste, vi har at holde os til. Men Mercedes har offentliggjort billeder af kabinen.

Af dem kunne man næsten frygte, at Mercedes har trukket nogle af tænderne ud på deres snart 40 år gamle offroader-ikon. Interiøret er rundt, blødt og mere personvognsagtigt.

Vil fortsat være fnysende hård i terrænet

Instrumenterne, knapperne og infotainment-skærmen får én til at tænke på E-klasse og S-klasse. Men så ser man det store håndtag i højre side og knapperne til de tre låsbare differentialer i midten af instrumentpanelet.

Så falder man til ro igen. Den nye G-klasse vil fortsat være fnysende hård i terrænet, men turen over stok og sten vil formentlig blive mere komfortabel.

Mere plads på forsædet og bagsædet

Efter spionbillederne at dømme vil den nye G-klasse beholde en del af sit berømte, kantede look, der giver bilen et militant look. Indenfor bliver der mere plads til såvel soldater som civile.

Mercedes oplyser, at der i front bliver 38 mm mere plads til benene og skuldrene samt 68 mm mere albueplads. På bagsædet øges benpladsen med 150 mm, og der bliver ekstra 27 mm til skuldrene og 56 mm til albuerne.

Dyderne ventes at være i behold

For at få plads til den rummeligere kabine er hele bilen blevet cirka 10 cm bredere, hvis man skal læne sig op ad de forskellige offroad-magasiner. Desuden vil bilen uden tvivl beholde sin konstruktion med et chassis, der er fastgjort til en ramme.

Der kan heller ikke være tvivl om, at reduktionsgearet vil være intakt, når den G-klasse ankommer på et tidspunkt næste år.  Første generation så dagens lys i 1979. I 1999 kom mark II, og tredje aftapning kom i 2007.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *