• Iveco Daily var en god to-tonner før. Med klassens bedste automatgear vinder den priser for nem komfort

  • Du kan vælge Automatic eller Manual, Power eller Economic, men hverdagen bliver mest komfortabel, når man overlader beslutningerne til kassen

  • Hi-Matic koster beskedne 16.000 ekstra i forhold til den sekstrins manuelle gearkasse, men den tjener sig hjem på lavere brændstof- og vedligeholdelsesudgifter

  • Ivecos lille kontor-trick med clipboardet, der kan monteres på rattet, skal stadig kun foregå med håndbremsen trukket

  • Særligt ved by- og budkørsel er den komfortable Hi-Matic et velkomment bidrag til arbejdsmiljøet, og på lange ture er der brændstof at spare på de præcise gearskift

  • 800 kilo vejsalt bidrog til at gøre testen realistisk, men det fik ikke Hi-Matic til at ryste på hånden

Dailys scoop

Iveco Daily deler den nye Hi-Matic gearkasse med Range Rover og Maserati - og Iveco har eneret på den i varebiler

Gode venner er rare at have. Højtplacerede venner er desuden en god investering. Det er Iveco Daily Hi-Matic et godt bevis på.

ZF gearkasser formidler kræfter fra motor til hjul i Ivecos last- og varebiler. Det har de gjort i masser af år. Ligesom de ligger i millioner af personbiler verden over. Den nye otte-trins automatgearkasse ligger for eksempel bag motoren i nye Range Rover og Maserati – og Iveco Daily. Iveco har nemlig lavet en fed aftale med den tyske gearkasse-producent. Men det vender vi tilbage til.

Altomvarebiler.dk har testet den nye opsætning i en Daily 35-130 med 126 hk og 320 Nm. Og hvis målet med et automatgear er at fjerne opmærksomheden fra produktet, så er Hi-Matic snublende tæt på perfektion.

Fuldblods Maserati

På trods af et læs på 800 kilo og en samlet vægt omkring 3200 kilo accelererer den snildt op gennem gearene. Så der er ikke noget i vejen med formidlingen af kræfterne fra den stærke motor. Hi-Matic fås til samtlige motorer i Iveco Dailys modelprogram lige fra den mindste med 105 hk til den store tre-liters med 205 hk og 470 Nm. Og når den kan håndtere en Maserati fuldblods GT, skulle den jo også nok være i stand til at tøjle en treliters diesel.

Iveco Daily – den italienske bryggerhest

Men det er mere måden, den gør det på. For det første mærker man stort set intet til skiftene, og hvis det ikke var for displayet, der fortæller, hvilket gear den befinder sig i, ville man hverken ane eller interessere sig for det. Men man fornemmer næsten, at sensorer og computere arbejder på højtryk for at finde det rigtige gear. På et stykke af Nordre Ringvej i Herlev, hvor der er godt skærmet af for vinden fra begge sider, og speedometeret viste 70 km/t, listede den lige så stille op i 8. gear og trillede afsted med tæt på 1000 omdrejninger.

Dobbelt overdrive

Kort efter ramte nålen 110 på motorvejen, men selv om fartpiloten blev koblet til, ville den ikke slippe 6. gear frivilligt. Først, da den kom over i manuelt mode, gav den sig og trak fint  i både 7. og 8., som begge er overdrive, (hvor hjulene drejer hurtigere end motoren.)

Forklaringen er, at elektronikken hele tiden måler på belastning og hastighed, og for at sikre en rolig kørsel med et minimum af gearskift, holder den fast i laveste fællesnævner, indtil belastningen er konstant under grænsen for næste trin. På denne strækning var det formentlig en svag stigning, det tunge læs og en markant modvind, der gjorde udslaget.

Hvis Jumbo kunne tale

Har du lyst til at overtage styringen fra computeren, vipper du bare gearvælgeren frem eller tilbage. Så skifter den til manuel indstilling med et skift ad gangen frem eller tilbage. Pærenemt.

Og skulle du glemme at skifte ned efter en længere tur i manuel, hopper den selv tilbage til automatic, når du forsøger at komme ud af en rundkørsel i 8. gear.

Ører og bagdel

Automatgear har det med at være dejligt diskrete, når man overlader besværet til mekanikken. Historisk set har der været en del smuttere. Særligt efterlader udviklingen af de automatiserede gearkasser med en enkelt eller flere elektronisk styrede koblinger et noget ujævnt indtryk gennem de seneste 8-10 år.

Og når man skal bedømme en gearkasse og ikke en hel bil,  er den i sagens natur udsat for lidt mere opmærksomhed. Men selv om man giver den godt med pedal og lytter opmærksomt med både ører og bagdel, er det minimalt, hvad man opfanger af støj og bevægelse ved gearskiftene.

Luksus nedgearinger

Faktisk er nedgearingerne langt mere påfaldende. Bare på den helt rigtige måde. Her får man de helt rigtige super elegante nedgearinger, mens nålen laver små hop i omdrejningstælleren, så man ved, den hele tiden er i det rigtige gear og klar til at accelerere.

I det hele taget føles den som en juvel monteret i en betonring. Varebiler er ikke så godt vant på komforten. Men lad os endelig tage varmt imod nyheden og glæde os over disse sjældne men velkomne skridt hen imod ægte cruiser-komfort.

2020-planen

Og så er vi tilbage ved monopol-aftalen med ZF. Iveco har fået håndslag på, at ingen andre varebiler får den lækre automatgearkasse. Dermed sidder Dailys sælgere med et af de nok så eftertragtede Unique Selling Points – noget som ingen andre har. Hvor længe aftalen løber, er lige nu uvidst, men det betyder næppe noget for det umiddelbare salgsarbejde. Der skal smedes, mens jernet er varmt, og det bliver der. Lige nu lyder 20 procent af de nye ordrer på biler med Hi-Matic, så kunderne har allerede lugtet lunsen.

Men overgangen fra luksusbiler til Ivecos varebiler har været længe undervejs og er grundigt forberedt. Iveco Scandinavias produktchef Lars Thyssen var med til at prøvekøre den allerede for to år siden, hvor de første test var begyndt.

Macho italiener – Daily 4X4 til skiliftene

– Det er klart, at konfigurationen i en varebil er helt anderledes, end den skal være i biler som Range Rover og Maserati. Den har fået en anden momentomformer, og udvekslingen er også en helt anden. Både 7. og 8. gear er overdrive, og du vil bemærke, at den ikke bare sådan uden videre skifter fra 6. til 7. og 8. gear. Den indretter sig helt efter forholdene, forklarer Lars Thyssen, før det gik en tur ud på lande- og motorvej omkring Ivecos hovedkvarter i Ejby vest for København.

Hvilket han jo fik helt ret i.

Tjener sig hjem

Og oplevelsen er præcist sådan. Hi-Matic er en ikke alene meget præcis og velfungerende gearkasse men også nærmest fleksibel i sin måde at tildele ekvipagen den til enhver tid optimale udveksling.

Konklusionen af denne første prøvetur må være, at Iveco har landet den helt rigtige aftale med ZF, for dette unikke salgsargument er slagkraftigt. Om du vælger en udstyrsvariant til lokal, regional eller langturskørsel kommer ud på et. Komforten er tårnhøj, betjeningsmulighederne komplette, og økonomien med ekstraudgiften på 16.000 kroner går op efter et år eller to med de lavere vedligeholdelsesomkostninger og forbrug.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *