• Hele 20 kubikmeter bliver der plads til i den største udgave en den nye Iveco Daily, der kommer på gaden i juni

  • Så strait design er vi ikke vant til fra italienske Iveco, men nu er klassens sværvægter med på noderne

Iveco Daily – sværvægter i stramt tøj

’En fuldstændigt redesignet bil, der opfylder alle behov inden for den lette transportsektor’, siger Iveco om den nye Daily

Iveco Daily har alle dage været klassens tunge dreng. Med sin robuste opbygning har den præsteret suveræn lasteevne i de tungeste modeller, mens det for modeller under 3,5 ton har knebet med at finde kilo mellem egenvægt og tilladt totalvægt.

Men det bliver der lavet om på i den nye Iveco Daily.

Ny affjedring

Alle modeller op til 3,5 ton er udstyret med nye affjedringer foran, som sikrer optimal kontrol med bilen, bedre komfort og større tilladt akseltryk. På modeller med enkelthjul har affjedringen bag desuden fået en ny udformning, så ladhøjden er blevet cirka 55 mm lavere, hvilket gør lastning og losning af bilen lettere.

Ny arkitektur, længere akselafstande og reduceret overhæng bag tilgodeser også køreegenskaberne i den nye Iveco Daily.

Dyder og nyheder

Den tredje generation af Iveco Daily præsenteres for den internationale presse i juni måned. Der er tale om en helt ny bil, som er resultatet af et samspil mellem tradition og fornyelse.

Iveco Daily produceres på Ivecos fabrikker i Suzzara i Norditalien og i Valladolid i Spanien, hvor man for nyligt har investeret kraftigt i opdatering af produktionslinjerne.

Med sig fra tidligere har den nye Daily sin klassiske chassisramme, som sikrer styrke, fleksibilitet og lang holdbarhed samt lettere opbygningsmuligheder for chassiserne; men kunderne kan også glæde sig til de mange nyheder som Daily 2014 kan byde på.

20 kubikmeter

I udviklingsafdelingen har man koncentreret sig om begge versioner – chassis og kassebil – med hovedfokus på sidstnævnte, som på alle måder har fået forbedret sine egenskaber, hvad angår manøvredygtighed og lastekapacitet og lettere adgang med en mere bekvem læssehøjde.

Kassebilens lastekapacitet er optimeret ved en revurdering af forholdet mellem akselafstand, totallængde og ladlængde: Resultatet er de nye modeller på 18 og 20 kubikmeter, som er klassens nye rekord, hvad angår volumen.

Bedre TCO

Den tredje generation af Daily er desuden stærkt business-orienteret og gør det muligt at opnå over fem procent reduktion af brændstofforbruget i forhold til den foregående model, med en betydelig forbedring af bilens totale ejeromkostninger kombineret med kategoriens bedste præstationer og et stort udvalg af motorer, gearkasser og bagtøjsudvekslinger.

Kabinen bliver mere bekvem og støjsvag. Interiørets ergonomi suppleres af en bedre lydisolering og et mere effektivt klimaanlæg.

Iveco Daily kommer i handlen i løbet af juni måned.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *