• Rent og fint. Iveco Daily blev med sine fine motorer præsenteret på toppen af en alpe - hvor der ikke er nogen veje

  • På denne helikopterplads kæmpede James Bond for over 50 år siden mod ondskaben i 'I Hendes Majestæts Hemmelige Tjeneste'

Iveco Daily flyver mod toppen

Euro6-optimerede motorer og en ny app holder Iveco Daily inde i kampen om kunderne til de tungeste varebiler

Iveco Daily i sin nuværende form og indretning er kun to år gammel. I løbet af den tid har den præsteret at blive Van of the Year 2015 og vinde en pæn bunke priser for sit design, tekniske fremskridt og den automatiske gearkasse HiMatic.

Men Ivecos motor-teknikere har nu ikke hvilet på laurbærrene. I torsdags præsenterede de deres nye lineup af Euro6-motorer på en italiensk alpetop lige ved siden af Mont Blanc. Idéen er at koble de fine nye Euro6 motor-varianter sammen med et rent miljø i 3,5 kilometers højde. At der så ikke er nogen veje der oppe er så en anden – og i sammenhængen unævnt – sag.

Helikopterfirma

Iveco var dog så flinke, at de optog en video af transporten af Iveco Daily, som blev forestået af et Schweizisk helikopterfirma til den afsides liggende lokation.

Du kan se, hvordan transporten forløb i videoen her.

Det nye Daily Euro 6 modelprogram omfatter to 4-cylindrede motorer på henholdsvis 2,3 og 3,0 liter slagvolumen, effekt fra 120 til 210 hk og drejningsmoment fra 320 til 470 Nm og med en brændstofbesparelse på op til 8 procent i forhold til de nuværende Euro 5-modeller.

Real Driving

Ivecos strategi er at udnytte sin førerposition inden for motor- og SCR-teknologien. De er drevet af ønsket om at være bedst og vil introducere en hardware, der er klar til RDE (Real Driving emissioner) i god tid før, de strikse regler træder i kraft i 2020.

 

I moderne varebilssammenhæng er 2,3 og 3,0 liter slagvolumen nærmest overdådige dimensioner for en effektiv motor, men Iveco Daily hører til i den tunge ende af segmentet med totalvægte fra 3,3 til 7,2 ton.

Optimeret 3.0 MultiJet

Den optimerede 3,0-liters F1C-motor, der er testet i over 20.000 timer i prøvebænk og over 1,5 millioner kilometer på vej, har Selective Catalytic Reduction (SCR med AdBlue efterbehandling) teknologi, der kontrollerer NOx-emissionerne; og nye MultiJet indsprøjtningsdysser, der hjælper til at optimere forbrændingen og sænke partikeludslippet.

Det gør velegnet til de mest krævende langturstransporter og tunge missioner med bemærkelsesværdigt lavt brændstofforbrug, lange serviceintervaller og dermed lave driftsomkostninger.

Højere slagvolumen

Den nye 2,3-liters F1A-motor er nyudviklet fra oliesumpen og op. Ved hjælp af moderne materialer og virtuel optimering har Iveco reduceret motorens vægt med 6 procent. Ved at reducere friktionen, optimere kølingen og indsprøjtningssystemet med det nye MultiJet II, installere en oliepumpe med variabel fortrængning og andre lignende forbedringer, er brændstofforbruget reduceret med op til otte procent målt efter den gængse NEDC cyklus.

Testet i over 35.000 timer i prøvebænk og over 1,3 millioner kilometer på vej, er F1A-motorens kombination af disse tekniske indgreb, sammen med en lidt højere slagvolumen end Ivecos konkurrenter, og lavtryks recirkulation af udstødningsgassen (Low Pressure Exhaust Gas Recirculation) med til at sikre, at motoren naturligt har reduceret de rå emissioner, som kun kræver et forenklet efterbehandlingssystem.

Komplet motorprogram

Næste trin for den nye Daily Euro 6 vil være i begyndelsen af 2017, hvor F1A-motoren kommer med SCR-teknologi. Med denne løsning vil Iveco tre år før tid være klar til 2020, hvor grænserne for trafikemissioner træder i kraft.

Det brede motorudbud omfatter også miljøvenlige versioner:Daily Natural Power, som kører på komprimeret naturgas, giver fordele i byområder med trafikrestriktioner pga. sin rene og lydsvage kørsel, og Daily Electric, den lydløse, nul-emissions version. Det komplette motorprogram består nu af 2,3’eren med 120, 140 og 160 hk, mens 3,0’eren leveres med 150, 180 og 210 hk.

Digital instruktionsbog

I den digitale ende af udstyrslisten er der godt nyt til brugerne med en helt ny gratis app. Daily Business Up til cirka 7.500 kroner plus moms kombineres med din tablet eller telefon, der klikkes på en holder. Så kan du blandt andet bruge din egen GPS, hvis du har lyst til det, og både chauffør og kontor kan følge med i brændstofforbruget. Programmet vejleder og coacher chaufføren undervejs, så han kan forbedre sit brændstofforbrug.

Du kan også se bilens instruktionsbog, og der er indbygget navigation, 24/7 vejhjælp og nødopkald, musik-streaming og telefonopkobling. Systemet er herhjemme nok først tilgængeligt efter sommerferien.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *