Honda HR-V får come-back

Udvider senere på året modelprogrammet med kompakt 3-dørs MPV-SUV

En del MPV og en del SUV, det gav en hybrid løsning til lidt af hvert, og derfor hed den HR-V – Hybrid Recreation-Vehocle – men det er nogle år siden, at den gled ud af Hondas modelprogram.
Det begyndte med en 3-dørs model i 1999, og fortsatte i 2001 med en 5-dørs variant, der var i produktion frem til 2006, hvorefter modellen blev udfaset.
Men nu kommer den igen.

Ambitiøst projekt

Den nye HR-V er blandt premierenyhederne i forårssalonen i Genéve om et par uger, og denne gang er den måske lidt mere SUV end MPV – altså mere Sports Utility Vehicle end Multi Purpose Vehicle.
Og dermed en bil et niveau under den større CR-V i modelprogrammet.
Honda har ambitiøst satset på at udvikle den nye HR-V som en klasseleder, når det gælder pladsudnyttelse, en disciplin selskabet før har bevist at mestre, og i dette tilfælde stræbt efter at kombinere med et dynamisk design.
Den oprindelige HR-V var ret beset noget firkantet at se til.
Med den nye HR-V var målet at skabe en coupé-lignende SUV-profil, hvis det ellers giver nogen mening. Men plads og profil gør det ikke alene, så vil Honda lege med de førende i klassementet, må den nye generation være tilsat en passende portion sofistikeret teknologi, hvilket er søgt med detaljer såsom Advanced Driver Assist Systems, trafikradar og Honda Connect Infotainment med Android smartphone-tilslutning, internetforbindelse til browsing i real-time nyheder, vejr- og trafikmeldinger samt musikstreaming.

To motorvarianter

Hvor den oprindelige HR-V var baseret på samme chassisplatform som den minimodellen Logo, har den nye HR-V platformen til fælles med superminien Jazz, og ligesom med den første modelgeneration lægger Honda ud med en 3-dørs version.
Men bag forhænget står der nok en 5-dørs variant til lancering på et senere tidspunkt.
Modelprogrammet bliver trukket af dels en i-DTEC dieselmotor på 1,6 liter og med en ydelse på 120 hestekræfter og dels en i-VTEC benzinmotor på 1,5 liter og med 130 hestekræfter.
HR-V udstyres med en manuel gearkasse, men der bliver mulighed for at vælge den benzindrevne variant med et semiautomatisk automatgear med skiftetaster ved rattet.

Tre udstyrsvarianter

Med fladt gulv i den bageste del af kabinen vil HR-V kunne få plads til mellem 1.000 og 1.030 liter varerum og bilen lanceres formentlig i tre udstyrsvarianter; Standard, Sport og Executive. Udstyrsmæssigt er der nok at tage af fra hylderne: Intelligent Speed Assist, Lane Departure Warning, Traffic Sign Recognition, High-Beam Support System etcetera, men Driver Assist System og City-Brake Active System indgår i standardudstyret.
Resten vil stå og falde med prisforhandlingerne mellem moderselskabet og netværket af europæiske importører.
Den nye HR-V frventes på gaden i løbet af sommeren og efteråret.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *