”Højrøvet“ G-wagen som showcar

Mercedes-Benz’ G 63 AMG 6x6 som donor for ekstrem variant

Mens Jeep og så at sige alle de andre 4×4 producenter har moderniseret deres SUV-portefølje, og Land Rover er igang med at udfase den ikoniske Defender, fortsætter Mercedes-Benz med ufortrøden fart produktionen af den klassiske jernhest G-klasse – også kaldet Geländewagen eller G-wagen.
Dét er der mindst én god grund til al den stund Mercedes-Benz har haft held til at fortrænge de fleste konkurrenter på det globale marked for 4-hjulstrukne biler til militær, politi og andre offentlige instanser; G-wagen anvendes bl.a. verden over af godt 60 forskellige nationale forsvarsstyrker – fra Tyskland til Canada og så langt væk som Australien – og har garanteret NATO-styrker leveringer frem til 2025.

G 500 4×42

G-klassen produceres hos Magna Steyr i Graz, Østrig, og blev i starten af 70’erne udviklet til militært formål, før den på opfordring fra shahen af Iran, som var aktionær i Mercedes-Benz, i 1979 også lancerede den som eksklusiv personbil. Siden da er udviklingen fortsat, og i 2006 dukkede den op med kompressor efter at have været i hænderne på tuningsspecialister hos AMG, som stadig pusler med den firskårne krabat.
Seneste eksempel er prototypen til en variant af den monstrøse G 63 AMG 6×6 – en såkaldt showcar G 500 4×42 – baseret på 6×6-undervognen med portalaksler, idet den ene aksel er droppet og resten kombineret med et nyt variabelt G-wagen chassis med justerbart dobbelt skruefjeder- og støddæmpersystem.

V8 Euro 6-motor

Dertil kommer en ny og ilter V8 Euro 6-motor med et slagvolumen på 4,0 liter, piezoindsprøjtning, bi-turbo og 422 hestekræfter og nogle fede 9,5 tommer brede 22-tommer valser med 325/55 dæk, karrosseridele i kevlar – og så er der lige detaljen med sideførte udstødningsrør for at optimere bilens frakørselsvinkel ved ikke at have udstødningen bagtil. Selvom G 500 4×42 modellen i Genève præsenteres som en showcar, er den så godt som produktionsklar, og skal den i terræn anbefales det at montere utysket med 37×12,5×18 Mud Terrain-hjul sikret med beadlocks til at overføre trækkræfterne fra det permanente 4-hjulstræk med reduktionsgear og tre låsbare differentialer.

Ekstraordinær kapacitet

Portalakslerne bidrager til at give G 500 4×42 varianten flere terrænmæssige fordele: Frihøjde 450 mm, til- og frakørselsvinkler 52/54°, rampevinkel 47°, krængningsvinkel 30°, vadedybde 1000 mm.
Akselafstanden er 2850 mm og sporvidden for og bag 1774 mm.
Sammenlignet med den langakslede standardudgave G 500 langt er den specielle G 500 4×42 model langt foran, når det gælder terrængående kapacitet.
Er sådan et trækdyr noget for dig, må du hellere ringe til Magna Steyr-folkene i Graz, for jo større efterspørgslen på modelvarianten er, desto bedre er chancen for at bilen sættes i produktion.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *