VW Caddy og Amarok får halvvejs-makeup

Helhedsindtrykket skal findes i detaljen. VW har opfundet et par udstyrsversioner, der pynter på Amarok og Caddy, men teknisk er der intet nyt under solen

 (Altomvarebiler i Geneve):

Der går lidt forglemmigej i den, når man lancerer nye farver og udstyrspakker midt imellem to generationsskift – og absolut ingen tekniske fornyelser.
Caddy er Danmarks suverænt bedst sælgende lille varebil. Det samme gælder på europæisk plan, hvor der er stor efterspørgsel på Caddy’ens tjenester. Det samme kan man sige om den avancerede pickup Amarok, der er godt kørende internationalt, selv om det kniber med at hænge på Toyota Hilux i de danske salgsstatistikker. Her har det årlige salg foreløbigt kun lige akkurat rundet et halvt hundrede styk.
Men bare fordi der er lidt tid til næste generationsskift, eller fordi man har valgt at spare lidt på opdateringerne i form af utidige facelift, er der jo ingen grund til hvile på laurbærrene.
Så for at holde gryden i kog har VW kreeret et par prydelige varianter, så både private og professionelle har lidt at glæde sig over i trafikken.

Ekstra skydedør

Startprisen for en Caddy Van er 114.000 plus moms, mens Cross Caddy Van er 16.000 kroner dyrere. For de penge får man en masse lir med sideskørter, sorte skærme, tonede ruder, alufælge og andet gejl. Eneste praktiske egenskab ved Cross-versionen er, at skydedøren i venstre side nu er med i prisen.
Undervogn og affjedring er uændret. Cross Caddy er ikke som tidligere Cross-modeller fra VW med ekstra frihøjde og andet udstyr.

Ekstraudstyr for 54.000

Det er til gengæld Amarok Canyon, der nok kan få amerikaner-drengen i os alle til skubbe Stetson-hatten om i nakken og spytte en ekstra sjat skråtobak.
Canyon-pakken består af læderindtræk Nappa/Vienna, læderklædt rat, gearknop og gearstangsmanchet, sædevarme foran samt opvarmede sprinklerdyser, skærmforøgere, stænklapper for og bag, Canyon Stylingbar, Canyon Sidebar, 17″ Alufælge “Roca” med A/T dæk 245/70 R17.
Men så er pakkeprisen også sat til 41.800 kroner plus moms.
Projektørbroen på taget er nok noget af det mest uundværlige til natfiskeri i ukrainske skovfloder. Den koster 12.300 kroner plus moms og kan kun tilkøbes til enkelte Trendline-versioner.

Læs også: VW har prissat VW Cross Caddy 

Priser på VW Cross Caddy:

Motor                    Gear           km/l         hk       Pris eks. moms   Pris inkl. moms

1,2 TSI                       5            14,7         85           130.494,-              152.258,-

1,6 TDI BMT              5            18,9         75           139.490,-              164.315,-

1,2 TSI                       5            14,9        105          144.790,-              168.784,-

1,6 TDI BMT              5            19,6        102          152.890,-              180.207,-

1,6 TDI BMT          DSG7         18,9        102          176.990,-              207.584,-

2,0 TDI BMT              6            17,9        140          184.492,-              215.610,-

2.0 TDI4Motion          6            15,4        110          195.390,-              226.938,-

2,0 TDI BMT          DSG6         17,2        140          209.290,-              243.684,-

2,0 TDI BMT          DSG6         16,1        170          219.790,-              255.200,-

2.0 TDI4Motion      DSG6         15,2        140          239.289,-              277.560,-

 

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *