• Opel har måske begået en markedsførings-genialitet ved at prissætte stationcaren til samme pris som den femdørs

  • Og skulle det ikke være prisen, så kunne designet af den nye Sports Tourer nok lokke folk af huse

  • Varerummet er blevet 100 liter større i Opel Insignia Sports Tourer

  • Midt i første generation af Insignia, blev der ryddet op i alle de mange knapper, og cockpittet er blevet endnu mere minimalistisk i den næste generation

  • En usædvanligt velintegreret touch-skærm er hjertet i infotainment-systemet, som også kan indeholde wifi hotspot

  • Opel Grandland X deler teknik i form af platform, motorer og gearkasser med Peugeot 3008, med resten er unikt Opel

  • En stor udfordring er at få en næsten kubisk bil til at fremstå dynamisk og tiltrækkende, men det ser ud til at lykkes meget godt

  • Cockpit som i Insignia; bare med større vertikal adskillelse

Gratis Opel Insignia og Grandland X

Opel præsenterer både et permanent slagtilbud på Opel Insignia Sports Tourer og friske billeder af 3008-klonen Grandland X

Opel Insignia Sports Tourer blev med de første billeder afsløret for offentligheden for et par måneder siden og havde officiel premiere på biludstillingen i Geneve i marts. Nu er Opel klar med priser på den populære firmabil, som også har gjort det godt på gule plader.

Beskatningsværdien begynder ved 270.000 kroner for en Insignia 1,5T Dynamic med 165 hk og fem døre eller som stationcar.

Langt bedre bil

Og prislisten bliver enkel for den nye Opel Insignia, for Opel har samme pris på en stationcar som på en 5 dørs hatchback. Begge begynder ved 320.000 kr. for en Enjoy med fem døre eller som stationcar.

Og det er faktisk det mest påfaldende. Introprisen ligger i underkanten af det forventede. Særligt når man tager de mange forbedringer og det nye design i anden generation af Insignia i betragtning. Den ligner en langt bedre bil end sin forgænger.

Populær rummelighed

Men der er ingen merpris for en stationcar, hvilket i sig selv bemærkelsesværdigt. For 30 år siden var der ikke det store salg i stationcars, og derfor var der heller ingen idé i at forlange flere penge for den ekstra bagageplads.

Men i dag, hvor fleksibilitet og anvendelighed går hånd i hånd med design og køreegenskaber som en del af præstigen ved familiens repræsentant i indkørslen, er de rummeligste udgaver af familiebilerne blevet de mest populære.

Permanent tilbud

Og Opel vil altså profilere sig for flertallet af privatbilister med dette permanente tilbud på stationcar-udgaven, som dermed reelt falder en smule i pris i forhold til den nyværende model.

Desværre er der for nærværende ikke endelige priser på van-udgaverne. Faktisk har Opels danske importør ikke endeligt lagt sig fast på, om man selv skal markedsføre gulplade-modellen, eller om den opgave bliver overladt til de enkelte forhandlere.

Peugeot 3008

Det er der til gengæld ingen tvivl om i tilfældet Grandland X, som Opel netop er blevet frigivet de første billeder af. Den bliver en sællert på gule plader i kraft af sin rummelighed og lækre køreegenskaber.

Det ved vi, fordi den deler platform og teknik med Peugeot 3008, som vi her på Altomvarebiler.dk netop er i gang med at lave en grundig test af.

Større end Mokka

Den 4,48 meter lange Grandland X er 20 centimeter længere end Mokka X og Crossland X og lægger sig dermed i klassen over de kompakte SUV’er. På europæisk plan har markedet for SUV lignende biler udviklet sig fra en markedsandel på kun syv procent i 2010 til nu godt 20 procent.

Grandland X er spækket med sikkerhedsudstyr som blandt andet automatisk nødbremse med opbremsning også for fodgængere, advarsel ved uopmærksomhed bag rattet og mulighed for LED forlygter, avanceret parkeringsassistance, 360 graders kamera og Opel OnStar.

Grip Control

På komfortsiden byder Grandland X på ergonomiske forsæder, varme i rattet og varme i både for- og bagsæder. En Opel nyhed er såkaldt Grip Control, der sikrer optimalt vejgreb under alle forhold. Føreren kan vælge mellem fem forskellige køreprogrammer, så kræfterne til forhjulene distribueres på den bedste måde afhængig af, om bilen kører i sne, mudder, sand eller på våde overflader.

Grandland X måler 4477 millimeter i længden, 1844 mm i bredden, 1636 mm i højden og akselafstanden er 267,5 cm. Grandland X får verdenspræmiere på biludstillingen i Frankfurt til september og kommer på gaden i Danmark i november, mens Insignia Sports Tourer kommer til landet i juli.

 

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *