• Man kan ligefrem se på faconen, at Kia har blæst rummelighed i cee'd SW, indtil der ikke kunne være mere luft i ballonen

  • Premium sportssæder er en del af pakken i Attraction-modellen

  • Sådan så det ud, da bilfabrikkerne knækkede koden til en velfungerende midterkonsol. Og det virker stadig

  • LED-kørelys, kromlister og 16-tommer alufælge pynter også

  • 1,6 kubikmeter varerum med et dejligt bredt gulv, selv om skærmene fylder godt

  • Læg mærke til, hvordan både vinduer, lygter og alle detaljer flugter med karosseriet for at give indtryk af maksimal pladsudnyttelse

  • Sådan skal den skæres. Gulvkassen er udført som et fint stykke håndværk, som vi efterhånden har vænnet os til det i Kias varebiler

  • Hele instrumentering er pakket sammen i og omkring rattet, men det er faktisk nemmere at betjene, end det ser ud

Alt er godt i Kia cee’d SW Van

Der er ikke en plet at sætte på Kia cee'd SW, medmindre man er en bilsnob, der forsøger at argumentere imod syv års garanti

Kia cee’d SW har aldrig været større;  den har heller aldrig været bedre. Faktisk har den aldrig været mere bil for pengene, end den er i den seneste udgave, og det hænger helt stramt sammen med, at den hører til i Europas mest konkurrenceprægede segment – den lille mellemklasse.

Vi har testet den bedste; kampagnemodellen Kia cee’d SW Van 1.6 CRDi Attraction med manuel gearkasse til 152.000 plus moms. Ikke at der er noget i vejen med Kias nye DCT-gearkasse. Den virker fortrinligt, men den koster et par km på literen – og så er den jo heller ikke gratis i anskaffelse.

Karklud

Det giver på papiret et udgangspunkt med en afsindigt effektiv og brændstoføkonomisk dieselmotor, som desuden er dejligt smidig og stærk. Milevidt fra den karklud af en 1.7 CRDi, den afløste.

Den er også vokset i både akselafstand og kabineplads, så der både er plads til længere ben og flere pakker i det nu 1.600 liter store varerum. Og det på trods af, at baghjulsophængenes konstruktion stadig kræver meget plads i skærmkasserne.

Tilskåret sidestykke

Selve varerummets ombygning er noget, Kia lægger en del hjerteblod i. Varerumsadskillelsen er udsmykket med modelnavn bag førersædet. Dobbelt adskillelse er standard, som vi har det i testbilen. Det ser godt ud og giver god beskyttelse.

På samme måde er selve gulvkassen udført med modelnavn og et pænt tilskåret sidestykke for at give en pæn finish. Havde der været et par centimeter mere at gøre godt med, var der sikkert også blevet monteret et lille våbenskab under gulvet.

Hverken rally- eller banesport

Kia cee’d SW kører som en meget dyrere bil. Multilink bagakslen fungerer helt stilrent, og sammen med et præcist elektronisk styretøj gør det den til Kias suverænt mest sporsikre og letkørte model.

Vi taler hverken rally- eller banesport her. Kia cee’d SW er sat i verden for at opfylde nogle helt basale transportbehov for familien med store pladskrav. Det gør den velegnet som firmabil og her til lands som gulpladebil. Der er trods alt omkring 40 procent af prisen i rabat på varebilsudgaven sammenlignet med samme model på hvide plader.

Bedste diesel

Kampagnemodellen Attraction byder på et rigtigt pænt udstyrsniveau til prisen. Husk at tage med i betragtningen, at der under hjelmen ligger den bedste dieselmotor, koreanerne overhovedet kan byde på.

Klimaanlæg med to zoner, fartpilot med begrænser, automatisk op- og nedblænding, navigation med bakkamera, parkeringssensor bag, LED-kørelys og et sæt meget komfortable sportssæder er med i pakken.

Gammel arkitektur

Det samme er en midterkonsol med god, gammeldags håndbremse og et par rummelige, basale kopholdere. Kia har ikke gjort mere ud af det end højst nødvendigt og holder sig til det kendte. Deres indretningsarkitekt har bestemt ikke indvundet nyt land i cee’d. Men mindre kan bestemt også gøre det.

For eksempel har de hentet rattet med ekstra mange knapper til betjening af telefon og musik i en svunden tid. Det samme kan siges om instrumentbordet, som slutter brat til højre for midterkonsollen, hvor det ellers er blevet moderne at indrettet lidt hensyn til forsædepassageren.

Ingen slår den

Men det virkede for få år siden, og det gør det bestemt også i dag, medmindre man absolut skal være først med det sidste og dekorere indkørslen til et boligprogram. For det er slet ikke det, Kia cee’d SW handler om.

Der er Bluetooth, seks airbags og top-præcise køreegenskaber. Ingen i klassen slår den markant, og det er faktisk lidt af en bedrift fra Kias side.

Dyreste er billig

Med syv års fabriksgaranti, et højt sikkerhedsniveau og sine glimrende køreegenskaber til priser, der har den spøjse indretning, at de starter lige omkring samme sted som konkurrenternes men slutter helt skarpt med alt i udstyr og maskineri kort efter.

Det betyder, at personbilerne koster op til 297.000 kroner, mens varebilerne slutter på 182.000 plus moms.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *