• Varebilstransport bliver et mere attraktivt erhverv med Godskørsel Light, siger Erik Østergaard

Godskørsel Light

Varebilstansport bliver et mere attraktivt erhverv, når vi nu får indført Godskørsel Light, siger direktør i DTL - Danske Vognmænd. Læs interviewet med ham her

Nu ser det endelig ud til, at der kommer konkrete resultater ud af Varebilsudvalgets arbejde. I sidste uge orienterede udvalgets formand, Kjeld Zacho Jørgensen, Transportminister Ole Birk Olesen og Folketingets Transport-, Bygnings- og Boligudvalg om Varebilsudvalgets anbefalinger til en ny lov om godskørsel med fokus på transport med varebiler under 3,5 ton.

Mest iøjnefaldende er, at ministeren nu har fået øjnene op for de problemer, vi ser hver dag på de danske veje med polske varebiler.

‘Usikkerheder og potentielle problemstillinger’

‘På mødet blev det konstateret, at Varebilsudvalget har været med til at afdække nogle usikkerheder og potentielle problemstillinger i det vedtagne beslutningsforslag B 165. Jeg tilkendegav derfor på mødet i går, at jeg efter sommer vil indkalde ordførerne til møder, hvor vi med afsæt i beslutningsforslag B 165 og Varebilsudvalgets anbefalinger vil drøfte det nærmere indhold af et kommende lovforslag, som ministeriet vil udarbejde, siger Ole Birk Olesen i en udtalelse til Fagpressebureauet.

Forpligtet regering

På trods af ministerens lidt uldne formulering glæder det administrerende direktør i DTL – Danske Vognmænd, Erik Østergaard.

– Vi har arbejdet på at få en regulering af varebiler i flere år; det er ingen hemmelighed. Nu har regeringen reelt forpligtet sig til at komme med et udspil, og det må vi så se på. Men det korte af det lange er, at de varebiler, der kører gods for fremmed regning får en regulering, så der kommer ordnede forhold for alle på området, siger Erik Østergaard i et interview med Altomvarebiler.dk.

Sort arbejde

Han er ikke bleg for at sætte ord på de ‘usikkerheder og potentielle problemstillinger’, ministeren nu er orienteret om.

– Det er folk uden arbejdstilladelse, folk på overførselsindkomst og sågar folk, der arbejder sort, der sidder bag rattet i disse varebiler. Det er et fuldstændigt ukontrolleret marked, og det nye forslag skal lave om på de vilkår, varebilerne kører under, siger han.

Langt tilløb

Siden beslutningsforslaget på basis af Varebilsudvalgets indstillinger blev besluttet i maj 2016, har der været en del vejbump i processen. Blandt andet med en Transportminister der ikke var helt inde i sit stof.

– Det har været et rigtigt langt tilløb, for beslutningsforslaget blev allerede vedtaget i maj 2016, og det her bliver tidligst til lovforslag i næste folketingssamling.

Godskørsel Light

Når beslutningsforslaget bliver taget op i Folketinget til efteråret, bliver det de folkevalgte, der bestemmer den endelige formulering af et lovforslag, men anbefalingerne fra Varebilsudvalget er klare og velfunderede, så Erik Østergaard forventer, at det kommer til at ligge tæt op ad beslutningsforslaget.

– Vi ved ikke, hvordan det endelige forslag kommer til at se ud, men vi kalder det er ‘Godskørsel Light’, der bliver tillempet til varebiler, så det ikke drukner i administrative byrder.

Trukket i langdrag

Men Erik Østergaard ser ikke det store problem i, at Ole Birk Olesen tilhører et parti og en mindretalsregering, som ikke stemte for beslutningsforslaget.

– Transportministeren bliver også nødt til at lære at tælle til 90, og han skal rette sig efter det flertal, der er nede i salen. Tingene har være trukket i langdrag, men nu kommer det til at ske, fastslår DTL-direktøren.

Tunge regler

Faktisk anser han det mere for en formalitet at overføre de eksisterende regler fra de tunge lastbiler til varebilerne og indføre ‘godskørsel light’.

– Der er en række elementer, der gør, at der er styr på, hvem der kører gods for fremmed regning, når det handler om biler over 3,5 ton. Den skal nu udvides til også at omfatte biler under 3,5 ton.

Stigende nethandel

Erik Østergaard peger blandt andet på den generelle udvikling i samfundet med stigende internethandel kombineret med de åbne grænser i EU som den primære årsag til, at varebilstransport af gods for fremmed regning er så attraktivt.

– Det er jo et rent wild west marked, vi ser i dag. Det medfører ulige konkurrence med de tunge lastbiler og social dumping på et niveau, vi ikke kan acceptere.

Bare mere reguleret

Vi kommer næppe til at tale dansk med alle vores pakkekurerer, når vi bestiller nye uundværligheder på nettet, men Erik Østergaard ser frem til, at budene får en uddannelse, og at vognmændene bag dem har en vognmandstilladelse.

– Det vil være et erhverv, der fortsat vil være i vækst i takt med, at folk sender flere og flere pakker til hinanden, og internethandlen vil fortsætte med at vokse. Det bliver bare lidt mere reguleret. Og så bliver det forhåbentlig en del af transporterhvervet, der er lidt mere styr på, end der er i dag.

Mere attraktivt erhverv

De mange østarbejdere og vognmænd, der snyder med lønnen ved at betale sort og engagere folk, der samtidigt er på overførselsindkomst, presser lønniveauet. Med ‘Godskørsel Light’ ophøjet til lov forventer Erik Østergaard, at varebiltransport bliver et mere attraktivt erhverv i fremtiden.

Men vi skal ikke forvente mirakler.
– Det er jo heller ikke fordi, vi ligefrem går i spidsen her i Danmark. EU er lige kommet med en ny pakke, der siger, at man ønsker en regulering på området, så det er et spørgsmål om, at det er den vej, det går.

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *